Graviditet

Spørgsmål: graviditet+Cipramil
Jeg har læst dit svar fra 2003 mht.Cipramil og graviditet. Er der
kommet ny viden omkring dette siden sidste år ? Hvorfor anbefaler man
fra Sundhedsstyrelsen andre nyere ssri-præp.til gravide frem for dette
? Har det ikke været på markedet i fl. år?Jeg er selv gravid i 6.uge,
og har været til den 1.lægekontol i dag.

Jeg startede i samråd med min tidl.læge på en nedtrapning, før jeg blev gravid. Efter at have taget 40 mg. i 9 mdr. trappede jeg ned til 30 mg. Efter 1 md.er jeg igen
trappet ned til 20 mg.( 10 dg.)Min tidl.læge sagde at der er
fl.kvinder,som har taget præp.under graviditeten uden at der er sket
noget med barnet. Men min nye læge vil ringe til en psykiater hurtigst
muligt for at forhøre sig om hvorvidt jeg hurtigst muligt skal skifte
præp. Jeg er meget bange, og tanken om at have skadet fostret i al
uvidenhed plager mig.

Svar: Kære spørger
Jeg har ikke kunnet finde nyere informationer om Cipramil og graviditet
end dem, der står i mit tidligere svar, som du skriver, du har læst.
Jeg har faktisk heller ikke set, at Sundhedsstyrelsen skulle anbefale
nyere SSRI'er til gravide.

Jeg har fundet frem til nogle internationale rapporter fra februar,
marts og april i år, og her anbefaler man ikke det ene SSRI frem for et
andet.

Med hensyn til egentlige misdannelser tyder alle undersøgelser på, at
SSRI'erne ikke skader fostre, derimod er man blevet opmærksom på
forskellige symptomer hos nyfødte, der har været udsat for SSRI'er.

Det kan dreje sig om irritabilitet, påvirket vejrtrækning og
muskelslaphed. Symptomerne synes at være hurtigt forbigående, og man
spekulerer på, om der måske er tale om ophørssymptomer.

Jeg tror alle gravide, der tager medicin, er bange for at skade deres
foster, men som jeg tidligere har skrevet, så kan en ubehandlet sygdom,
herunder depression, være en større risiko for fosteret end medicinen.

Med venlig hilsen

Erling Mellerup
Farmakolog


Spørgsmål: Amning og Akarin
Jeg tager Akarin 20mg pr dag og ammer stadig min 16 måneder gamle
søn morgen og aften. Ifølge lægemiddelleksikonet frarådes dette, men
min læge siger, at 'det gør man alligevel'. Er der nogen fare for
barnet?


Svar: Kære spørger
Ligesom det er tilfældet med lægemidlers påvirkning af fostre, gælder
det også for lægemidler, der fås via amning, at man ikke kan lave
egentlige videnskabelige undersøgelser med mennesker, men må nøjes med
at basere sin viden på dyreforsøg og på de data, der kan indsamles fra
de tilfælde, hvor fostre, henholdsvis børn der ammes, er blevet
påvirket af lægemidler. Den manglende grundige viden er baggrunden for,
at man f.eks. i lægemiddelkataloger fraråder brugen af mange stoffer i
forbindelse med graviditet og amning.

Omvendt er der ingen tvivl om, at ubehandlet sygdom også frembyder en
risiko for såvel mor som barn. Så i hvert enkelt tilfælde må man
afgøre, hvad der er det bedste.

Specifikt for Akarins vedkommende er der en undersøgelse her fra 2004,
hvor 31 ammende kvinder, der fik akarin, blev sammenlignet med 12
kvinder, der var depressive men ikke fik medicin, og med 31 kvinder der
hverken var depressive eller fik medicin. Undersøgelsen viste, at der
ikke var forskel mellem de tre grupper, når man så på forskellige
forhold hos børnene som f.eks. sygdomsforekomst. Så denne undersøgelse
konkluderede, at man kunne fortsætte med akarinbehandling i
ammeperioden.

Med venlig hilsen

Erling Mellerup
Farmakolog


 
Spørgsmål: Antidepressiv medicin / graviditet?
Jeg er en pige på 23 år, der er gravid i 6 uge. Er derfor stoppet
med cipralex og har fået en slem nedtur. Ved ikke helt hvad jeg skal
gøre, kan ikke finde ud af at orientere mig i den medicinske jungle.
Nogle siger at Fontax er bedst nogle noget andet. Hvad mener i?
Jeg har gået til psykolog i 5 år og har kun taget cipralex i 12 mdr,
startede fordi vi fandt ud af at svarene ikke udelukkende kan findes i
psykologien.


Svar: Kære spørger.
Det er problematisk at tage medicin under en graviditet, men det er
også problematisk at være syg under en graviditet.

Lægemidlers virkning på dyrefostre er naturligvis undersøgt meget,
meget grundigt, og lægemidler der skader et dyrefoster kommer
selvfølgeligt aldrig på markedet.

Af indlysende grunde kan man ikke lave forsøg med gravide kvinder, så
al viden om lægemidlers påvirkning af menneskefostre kommer fra de
tilfælde hvor det har været nødvendigt at en kvinde fortsatte sin
behandling under en graviditet. Det betyder så at vi ved mest om de
lægemidler der har været længst på markedet, og ikke ved ret meget om
de nyere lægemidler.

En opgørelse af nyere antidepressive lægemidler omfattende 138 kvinder
viste at antallet af misdannelser hos de nyfødte børn var nøjagtigt det
samme som i baggrundsbefolkningen nemlig 1,4%. Fødselsvægten var også
den samme undtagen i de tilfælde hvor moren havde taget store doser
Fontex, her havde børnene en lavere fødselsvægt.

For Citaloprams vedkommende (og Cipralex er en videreudvikling af
Citalopram) var der i en undersøgelse af 11 kvinder ingen forskel på
deres børns udvikling op til 1 år, sammenlignet med kvinder der ikke
fik medicin.

Undersøgelser af hvordan det går børn, der har været udsat for
antidepressive lægemidler i fostertilstanden, senere i livet er der
stort set ingen af.

Med venlig hilsen

Erling Mellerup
Farmakolog 


Spørgsmål: Medicin og amning
 
En psykiater har udskrevet Zoloft. Jeg har så fået et billigere
præparat SERTRALIN"ORIFARM".

I indlægssedlen står, at de fraråder amning. Jeg tør derfor ikke tage
min medicin. Kan det slet ikke lade sig gøre at måle indholdet i min
mælk?

Jeg forstår ikke, at man er så bagud i viden omkring medicin og amning.

Håber I vil hjælpe.

Mvh
Julia 

Svar: Kære Julia
Man bør så vidt som muligt undgå at tage antidepressive lægemidler, når
man ammer. Selv om der ikke er påvist skadevirkninger på børn af mødre,
der indtager antidepressive lægemidler, er vores viden om dette felt så
begrænset, at brug af præparaterne frarådes.

Vi ved, at små mængder af antidepressive lægemidler går over i mælken
og kan derfor ikke udelukke, at barnet påvirkes. Derfor denne
forsigtighed.

I visse tilfælde kan det dog tillades, at en ammende kvinde tager
antidepressive lægemidler. Dette skal dog foregå i samråd med en
speciallæge i psykiatri.

Jeg er enig med dig i, at der bør forskes meget mere i medicin og
amning.

Held og lykke
Kurt B. Stage, overlæge, ph.d.

Sidst opdateret:: 14. juni 2011