Min historie

Noter og dagbog fra en depression

Skrevet af storefisk

F O R O R D


titler:
"Min krop snakker arabisk" "Sort snak" "Mudderets dynamik", " Rapport fra en kloak", "Stofskiftemysterier", ”Den tynde væg” "Revision af vision" ”Rummet uden døre og vinduer” o.s.v

Husk, man skal være i live for at læse denne bog, kunne se og læse, samt have lyst til det. For den er tidsspilde og uudholdelig selvbebrejdelse, skrevet i en depression.

Mennesket kan ikke hamle op med det definitive. Det er med til at skabe verden, men gør os også til nogle ynkelige klovne...

"Håbets stilhed. Ikke den sorg som kommer til den levende i en tom og ødelagt verden, men den sorg som kommer til den tomme og ødelagte i en levende verden".

Re-vision af depressive visioner.

Jeg har foreløbigt, kaldt skriftet "Mudderets dynamik", fordi der findes visioner i en depression, som kræver revision. Bestemt ikke visioner der er af lystbetonet art. Alligevel kræver enhver vision revision. Visionen er, om noget, det forlæns liv vi lever, kommer re-visionen uundgåeligt og opløser billedet, splitter det ad til en ny samling.
Trods det kan man ikke lade være med at tænke på om man ikke havde bare lidt uret, når det endeløse negativitets bånd (strøm), kører inde i hovedet om selvmord, død og begravelse. Altså negative visioner til revision som Colette Downing beskriver det i sin bog: "Vil det sige at jeg ikke behøver at have det sådan",.
Efter at have læst den gik jeg til lægen efter piller som jeg fik på stedet og fik overskud til at skrive dette skrift, rent.
Selv om jeg havde ret i at verden, samfundet og livet er dødssygt, ville jeg ikke leve med den følelse, en følelse som ville ende i handlingslammende social invalidering, hvis jeg ikke havde fået pillerne.
Man bliver til noget som "var", i morbide indre syner. Noget stryger sjælen mod hårene, god musik der bliver spillet baglæns. Dødsannoncerne foretrækkes for reklamerne. Arabisk T.V. bliver pludseligt seværdigt. Stofskiftet kører fra højre med venstre.
Bare ens navn havde stået der i den sorte klamme.
Depressionens sorte visioner holder ikke til en revision, som visioner overhovedet. Udvikling af den enkeltes patients evner til revision af sine "sorte visioner" er den bedste kognintive tererapi.
- Tænk hvis du vandt, siger lottoreklamerne og vi får store "lyse visioner", anerkendte visioner. Vi revidere, for vi har ikke vundet, fordi vi ved vi kan tabe og vi tager visionen op igen næste lørdag.
DET ER DER BESTEMT INGEN DER VIL MED DEPRESSIVE VISIONER. Alligevel er visioner visioner og mystikken skærper nysgerrigheden overfor depressioner, og nysgerrighed er en god drift.
Så dette er et skrift, ikke en bog, til en opfordring om at forfølge de negative syner til der de kom fra.
Den der kan finde depressioners udsprin har også fundet der hvor regnbuen ender i den anden ende.
Og mennesker har altid haft behov for harmoni. Og skriveri er en af vejene.
Den hjalp mig i det mindste ned til lægen.
Selv syntes jeg standarden, fornemmet i ordenes dulme - dulme virkning, er terapeutisk høj, men det er først og fremmest tanke-håndværk fra og til eget hjerte. At være sin egen skriftefader, om ingen andre vil, åbner døren ind til hjertets glemte sælsomme lune strømme. Befordrende for nyopbygningen af mine indre ruiner.
Dette var specielt ikke nogen selvfølge i den tid: Jeg skrev dybt fortvivlet.

Jeg gør endvidere opmærksom på, at dette kun omhandler min egen personlige depression, der føltes højest ukollektiv. Det er den mystik jeg har prøvet at løse. Den isolerede "glasklokke" oplevelse.
Lad det så være godt med det. Jeg er jo nok som en, der pludseligt fik et alvorligt handicap og skal starte forfra med sit liv igen, en der skal lære at male med munden fx., med hvad det indebærer af nederlag og begyndervanskeligheder, at skulle overvinde sig selv.
Der skete en indre sammenstyrtning af værdier og tro, en forvandling. En krig var bragt til ende og der kunne bygges op igen.

Hvad der får mig til at betragte dette som et egentligt "værk", jeg kalder det et skrift, er den følelsessyge, den smerte og fortvivlelse, der skriftligt vil vinde livet igen, trods den morbide undertone og de mest sælsomme uhyrlige postulater og påstande.
Det er mere end velfærds-selvmedlidenhed, mere end blot kulturel snæversyn og dunrende kedelig kritikløse skriftsterapi fra en tilfældig danskers PC tastatur. Et bevis på nyerhvervet selvværd.

Det er måske lykkedes i foreliggende tilfælde. Både forfatter og læser, der som sin egen litterære hermafrodit, fik sine håndskrevne papirer renskrevet til videre forarbejdning på PC'eren og syntes at der var noget at arbejde videre på.
Det ville glæde mig overordentligt, om den kunne puste lidt varme, visioner og livslyst i et andet trængt hjerte en dag.
Det ville være dejligt, at være sammen med netop dig på denne rejse mod lyset !!
I dette tilfælde var det at skrive, en rejse gennem og ud af mørket og smerten til erkende at depressioner dels er betinget af socio- kulturelle som (stofskifte) metaboliske tilstande.

Derfor kan vi måske tage kommende forløb i det liv vi selv lever og så måske forbedre det ud fra hvad vi lærer af smerte, tænke, snakke, komme overens og handle sammen. I møde.
Jeg var svag men kunne dog tænke og skrive. Hvad gør andre enlige , der skriver, bare for at overleve mentalt. Styrke kommer tit af at erkende svaghed, ikke mindst i manuskripter. Men der kan rettes op, omstruktureres, kronologiseres anderledes, redigeres, strammes op.
Det værste ved ord er når de materialiseres, stivner som en depression urokkelige, uflyttelige, uforanderlige. En hån egentlig mod det levende, befordrende menneskes befordring. Mod det naturlige liv på godt og ondt.
Ordkilden er af kød, blod, følelser og kan aldrig udgives.
Tør jeg næsten at sige, jeg ikke ville have undværet den......?

(....)

lad dopaminen rulle igen..............


" Et trængt hjerte søger frihed i vintermørket".

"Danmark skabt af mudder, tåge og kulde, skabt af ensomhed, tusmørke, skabt af sleske kristne, af klamme grundtvianerhænder"

Henrik Nordbrandt

- Jeg skriver ikke særlig godt, sagde depressionen til mig.
- Men kan dog skrive !, svarede jeg den. Lad ikke sumpens sørgmodighed overmande dig for en gang skyld og suge dig ned. ( citat fra filmen "Never Ending story" 1985 )
Skriv uanset hvad. Det hjælper dog lidt, selvom ordenes nøjagtighed altid vil komme til kort overfor følelsernes ubeskrivelige vildnis. De syntes altid foran og utilnærmelige i ord. Det må snære være en ætsning af en radernåls arbejde, der har raderet og lederet mig livet igennem, afskåret mig fra handlefrihed imod de forspildte muligheder jeg i dag anser, måske enfoldigt for skridt jeg ikke tog mod udødeligheden. Den lykke som vi her i vesten anser som en kokon vi kan svøbe os ind i, netop mod den uberegnelige verden, der kan stikke så smertefuld uden nogen påviselig grund.
Således kan jeg kun se tilbage på et liv som neurotiker, plaget af fobier, tvangstanker, vrangforestillinger. Jeg skulle faktisk have haft antidepressiva fra fødslen. Det kan jeg se nu i dag. Så havde det måske gået bedre eller mindre dårligt.

Alt det jeg egentlig ville skrive om, er det udenom ordene, nemlig kroppens uendelige metafysiske ubeskrivelighed i følelser og fornemmelser. Ondt i bagen har jeg da af at skrive nu. Jeg kan snart ikke mere.

Jeg havde en maskeret endogen depression den vinter, fandt jeg senere ud af. Det frygteligste jeg nogensinde har lidt af, uden at være egentlig patologisk syg.
Jeg fungerede i det ydre, men var døende indvendigt. Ingen kunne se det og ingen hjælpe, følte jeg. Alt det kendte, fastlandene, styrtede i havet uden forklaring sammen med fortidens holdepunkter og en stigende vished om verden brutale foranderlighed med og i os..

Jeg vidste at jeg var inde i en forvandling med den helt specielle følelsesmæssige grusomhed, der kendetegner en depression.
Der var ikke mere noget ved nogen ting, hele livets søde kløe, lyst, begær og lidenskab, blev til en sjælden uudtalt lede og træthed af livstruende karakter.
Man ender på piller, hvis man vil leve bare et nogenlunde liv. Ingen til dags dato skrevne bøger eller vise ord kan hjælpe, når kroppen er ved at stå af og ikke vil modtage livet mere som vi kender det bedst.

Det var mere end frygteligt eller var det min definitive sidste ungdom der brændte ud, jeg ved det ikke. Jeg måtte gøre noget.
Aldersfornemmelsen kom i et par nye briller med glidende overgang, efter nogle frygtelige indre øjenspændinger, der ikke kan beskrives i styrke og smerte.
Underligt nok var jeg "inde" i et øje samme dag på eksperimentariet.
Jeg var blevet en såkaldt moden skaldet mand med brillerne på næsen som en gammel boghandler eller postmester..
Krisen Kroppen og tiden, havde tugtet mig til en anden tam, svagere og træt udgave af mig selv , en cellofanmand ingen regnede med, et tomt hylster, en kønsløs udbrændt impotent forbruger, der ikke kunne se nogen mening med at opretholde livet. Det liv der ellers svulmer hurtigt og rytmisk i ungdommens udtryk var blevet et stillbillede uden håb om bevægelse.
Kun følelsen i og af skriften, var det eneste jeg kunne sætte op i disse modgangstider. Jeg har skrevet mig til meget livsmod og læst Oluf Lagerkvist's "At læse og skrive", der bekræftede at ensomhed, fattigdom og smerten i fortællingen, kan være individualistens vej til bedring og khartarsis, den grund hvorpå jeg ville bygge en ny slags bevægelse, hvis jeg kunne og trænge gennem lag efter lag ind mod depressionens kerne og vinde mig selv igen, få en ny chance med ansvar. Jeg var enten et offer for en historisk kultursygdom eller livets skånselsløse organiske forandring.
At kun på bunden af alting fandtes sandheden. At erfaring bygger på smerte og lidelse.
Det startede med angst, som også er forfærdeligt, men angsten sammenlignet med depressive følelsesstrømme, syntes for mig mere "livsbekræftende". Angsttilstande kan konverteres til positive målrettede handlinger gennem terapi, mens depressioner er handlingslammende. Man gider ikke engang skrive, knapt tænke, derfor kalder jeg skriftet for "Mudderets dynamik", fordi der i disse ildelugtende sorte bobler og prutter er et budskab.

angstdagbog:

Distance

Prøver at fiksere på et vindue langt væk ca. 100 meter væk, i mørket lyser det op.Der går en m/k rundt inde bagved i et rum, med en aktivitet jeg ikke aner hvad går ud på andet end det virker troværdigt. Først fikserede jeg i denne mystik og fik det lidt værre. Så skrev jeg om det og fik det bedre, ganske godt faktisk. (...)
Et mirakel et under er sket, min angst er faktisk forsvundet, hvilken dejlig gave at få uventet.
Nu er der pludselig optimisme på flåden. Livet er jo dejligt og ikke det værste vi har. Jeg vil lægge planer om massage på helsecenteret. Det skal blive pragtfuldt. Varme hænder mod varm åndende hud, der føler, varm følsom hud, at føle er at leve. Massage er skønt og lækkert. Vinduerne er bare vinduer, de kigger måske også op til dine vinduer. Måske kunne vi mødes over en kop the eller kaffe. Det bliver en meget nøgtern nytårs aften med ingen og intet. som gæster.
Angsten kan jagtes, vil være normal igen, jeg og alle, de andre genforenes med menneskeheden. Angsten er en hul "papnar" nu jeg ser den, et bedrag og et meget raffineret bedrag.
Hvis angsten ikke findes, hvad er det så som er så hæmmende? Måske stofskiftedrillerier.
Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at jeg for en gang skyld skulle "afsløre" angsten.
Men jeg har været nem at narre. Bare jeg kunne afsløre meget mere ondt gøgleri som jeg ved foregår. Fx arbejdsløshed og ligegyldighed og det passive og reaktionære ølsutteri.
Så godt har jeg måske ikke haft det siden 1977 eller 1974 eller 1990
Dødsangsten er også en "papnar" for hvordan kan angsten vide, hvad man skal være bange for? Og hvorfor kan man ikke lide at noget godt så som humor fx.

Extra Terresial E.T.
Der er Spielbergs E.T. på TV3. Den husker jeg udmærket. Tænk virkelig ET fra dengang. Hvad forskel er der på før og nu. Sv. Ingen.
Filmene er de samme, men vi ændrer os og føler mindre for dem, måske?.

To år senere

Ved at udtrykke os om træthed og livslede, lærer vi at der findes et overset liv i kloakkerne, et omvendt samfund vi skal lære at kende førend vi søger ud i rummet eller bare tør prøve på at påvirke det eksisterende.
Jorden er opdaget, men er vi ?


Skriftsterapi

Tanker og skriveri med våd blå pen mod blødt underlag. At vinde lidt potens og humør gennem ordenes magi, de ord som er gået fra menneske til menneske gennem historien., som kæder af byggesten, der prøver at hægte noget sammen. Hele livet er en patetisk rejse i vekslende lys, fraver og landskaber.
Fortællingerne om vore visioner, analytiske klarsyn i lyst og lidelse.
For mig er løverne på en eller anden måde blevet identisk med angsten. Tør man virkeligt møde den vilde natur i angsten, som martyr for det man tror på med de rester af et godt stoisk menneske, der er tilbage i en ?
Jo, papiret er et godt holdepunkt i en sindssyg verden og man skal være glad for det. Hvad med et sindssygt holdepunkt i en "normal" verden, måske eller sindssyge mod sindssyge som normalitet mod normalitet ?.
Som Poul Borum hævdede: - Sammenbrud kan være den eneste vej til genopbygning". Sammenbrud af alle hidtil kendte indbildte værdier. At vågne op igen uden erindring om fortidens fortræd og bygge op igen i overensstemmelse med sin egen følte intuition .
Men man kan jo skrive så meget. Sproget vil altid være en forvandlingskugle, en skiftende form med samme indhold, ord, i vor kollektive liniere fremdrift. Ingen kender retningen, følelsen eller enden på værket "Evigheden".
Skrivningens stigende terapeutiske udbredelse blandt samfundets svage og trængte er glædelig midt i mediebombardementet. Tro mig enkeltheden vil sejre, håndskriften og bøgerne vil altid være grundlaget for vor civilisation og værdighed.
Skriv på en andens hud med vilde farver, øm poesi med bløde pensler dyppet i lunkent vand. Gå ind og se filmen "Pillow book" og du vil forstå at håndskrift er magi, skrevet mod din, en andens hud.
Historien skrevet på dine forfædres hud.


Lyt bare til de store ånder:

- Skriv kun for guderne ( Karen Blixen) og intet andet.
- Jeg tager smerten med mig, det eneste jeg ved har værdi, skriver Ib Michael, før en rejse.
- Smerten er et af den skrivendes vigtigste redskaber, skriver Bukowski. - Det skal skrives med blod !
- Ord er - Områder med skiftende tæthed", titel på digtsamling af Dan Turell.
- Det bedste jeg har skrevet, befordres aldrig til papiret, mig selv.


Startvanskeligheder

Kørt fast i personlig utilstrækkelighed og litterær afmagt satte jeg mig endnu en sort stund tilbage i stolen. Askebægeret var fuldt.
Tilbage i lortet igen.
Jeg stod og skulle afsted på en lang weekend i det sindsformørkede ( som så det hele ikke sort nok ud i forvejen) Nordjylland med familien mor, søster, svoger og niece og nevø. Men jeg var syg og gad faktisk ikke.
Jeg tog A4 blokken og min elskede Rollerballpen med, mine sidste venner, så kunne jeg i det mindste rakke det hele ned for mig selv.

En rejse i depressionen helt specielle ukollektive, selektive og isolerede følelse ag gru.Alt andet en lottomilionærens lykkemani. - Tænk hvis du vandt.......vvvvraaaaddrrrr!!!! En depression ?

Efterår (selvfølgelig)

Vi er ved Vesterhavet i det øde og barske Thy og bor på et koldsterilt feriecenter. Jeg tager blokken frem og skriver, da vi kommer hjem efter udflugt og skriver med tyk blå pen:
Jeg ved at uanset hvad der sker med mig, under min hud og mellem mine øre vil bølgerne og vinden rase mod kysten, som dette grumme efterår i oktober. Dette er mit værste mest melankolske efterår til dato. Det er som elementerne kalder på min lånte krop, vil hjemkalde den.
Sandet og blæsten, blæsten og sandet vil uvilkårligt bearbejde det, jeg tror at vide, til det er væk af erindringen og indbildningen om livet af livet. Det har sendt fastlande i havet, fastlande jeg stod på og der bliver mindre og mindre. En dag skylles jeg selv i havet.
Selv tv-programmet med de højeste seertal vil blive skyllet væk, væk med den lystne energikrævende illusion, en skal af indbildning, en sæbeboble af tryghed som tv er, når vi slukker for tv er havet, raser blæsten, sandet og stjernerne smiler og lyser endnu.
Stjernerne fortæller mig lysende og uopnåelige ,at det ikke er op til dem, men ned til os. Ned ned ned........
Og det gør noget så ondt.




Beskrivelse af en maskeret depressionsspænding

Min læge vil "se mig"
Jeg vil starte med slutningen
Lægen kaldte det senere en "lettere depression".

Der er en organisk ubåd inde i mig. I ryggen sidder en spænding, en slags organisk ubåd, der som i "Das Bott" er gået langt dybere end den er bygget til p.g.a. ASDIC pejling og med følgende dybvandsbomber. Jo længere nede, jo større et somatisk pres udøver vandet mod hver eneste cm2 på skroget og dets nagler, nitter og svejsning.
Sådan føler jeg det inden i. Kunne det for helvede så bare briste til en afgørelse af liv eller død, men angsten og spændinger forsætter i det ulidelige. Fanget inde i ubåden er mandskabet som neurotransmittere. Luften bliver dårligere og dårligere, håbet mindre og mindre. Der er langt til bare håbet om opdrift, få el-installationer og navigationsudstyr til at virke igen, komme op til havoverfladen, den hellige og nyde den friske livgivende havluft.
Det er i denne iltfattige desperation, der skaber fantastiske sekvenser i denne film om mandeundertrykkelse med naturkræfterne mod sig og godt skibsbyggeri, uddannelse og sidst men ikke mindst, kammeratskab med sig.
Spørgsmålet er om man ikke hellere vil være dernede for at arbejde gennem sine længslers drifter efter at komme op, gennem arbejde, dygtighed og udholdenhed. Jeg har det næsten som dem, selvom jeg er "ovenvande", i den plumre iltfattige civilisation.

Fanget i dybet

Jeg ville det jo selv
engang, at stå overfor det uafværgelige
hvor ingen mor trøster os
ingen kvinde ser til os
eller nogen gud er med os
hvor kun virkeligheden hersker
stor og grusom
jeg var beruset af det
dette er altså virkeligheden
jeg ville det vel selv

På et tidspunkt var jeg løbet tør for piller og frygtede det værste, i det jeg kun får til nogle måneder ad gangen, faktisk kun to, for som han siger:
- Jeg vil gerne se dig igen, jeg vil gerne lige se dig igen.
Jeg er ikke en af dem der altid har hurtige humoristiske svar på læben, det er måske derfor at nogle skriver, for hvorfor ?
Noget sådan, former sig til en vis undren, en fysisk uudtalt undren, som jeg først sætter ord på lang tid efter.
Ville han læse mit ydre af, var jeg en åben bog, var det af ren og skær sympati eller medfølelse ? Eller var det for at presse endnu en underskrevet sygesikringskupon ud af mig.

Først gik jeg til psykiater, en efterspurgt, flink, erfaren og god kvinde til hvem jeg bare kunne "læsse af" til, det gjorde jeg, men endte alligevel på piller efter en del modvilje og eftertænksomhed.
Mig på piller ?, næh det måtte være de andre, ikke mig !

Men efter at have studeret emnet, ikke af hypokondriske årsager, besluttede jeg mig for de milde Zolofft, der uanset mildhed har samme virkning som Fontex. I princippet virker de ens. Nu ved jeg at jeg aldrig kan eller tør slippe dem. Depressioner er en forfærdelig naragtigt stofskiftelidelse.

Først tog jeg dem, så holdt jeg alligevel op fordi jeg mente jeg var uden for "livsfare", men så begyndte livet alligevel at snøre sig sammen omkring mig, som et objektiv der ikke vil lukke lys ind i sjælen.
Jeg havde fået et puljejob som jeg lige nøjagtigt fungerede i. Alligevel kunne jeg mærke at jeg måtte på pillerne igen, det var jo dem der gav mig overmodet til at tro at jeg kunne holde op. En fejltagelse mange patienter gør, for man kan ikke bare sådan lige sige farvel til et stof der supplemerede ens biopatiske hjernestofskifte, da det jo ikke er noget man kan hente andetsteds i visdomsord eller anden livsførelse. Den samvittighedsfulde pillebruger ved det. Det åbner døren på klem til den store verdens muligheder, men med ansvar overfor en selv og sin livsførelse.

Det drejede sig så nu kun om recepten til disse piller og dem ville min sygekasselæge godt udskrive, da han kendte til mine kvaler. Han virkede flink og indforstået, da jeg atter måtte henvende mig om hjælp. Og sammen med arbejdet på et dagcenter, kørte mit liv acceptabelt og udholdeligt med struktur mindre end druktur.
- Om jeg havde noget at rive i ?, spurgte han altid.

Da var det jeg indså eller snarere indbildte mig, om jeg havde en eller anden form for skjult "slavekontrakt" med min læge, hvad det der med at ville "se mig" indebar. At det måske slet ikke er pillerne i sig selv, men det blotte i, at man møder op i konsultationstiden, giver sig til kende, opfører sig pænt i venteværelset til det bliver ens tur. Altså opfører sig "pænt" idet hele taget. Så på en måde bliver de egentlige piller en biting, selvom der er tale om nervemedicin, antidepressiva, psykofarmica, uha, uha...

På et tidspunkt løb jeg tør for piller og frygtede det værste. Der er oftest smækfyldt på de tidspunkter jeg belejliger mig derned. Alle kigger forbeholdent på mig som var jeg en sveden galning der kunne gå amok ved mindste påskud. Sådan følte jeg det lidt.

Der er lyst og pænt i hans venteværelse, der indgyder patienterne en vis form for åbenhed og imødekommenhed. Lyse træsorter, lyse vægge, lys, lys og atter lys. Hans sekretær som jeg har kendt i mange år, er afvæbnende og imødekommende professionel i sin behandling, det er som en der kan afværge et nervesammenbrud ved på en mild fornuftig måde, at håndterer en verbalt, som har hun kendt mig i hundrede år, været mor til en. Man afleverer sit plastikkort og inden man ved et ord af det, klaprer hun lystigt på sin gamle skrivemaskine igen. Man er i det mindste fremme.

Der er mødre og fædre med små børn. Jammer og spetakel. En ung pige pløjer sig gennem det ene gamle forslidte ugeblad efter det andet. Jeg prøver at tilpasse mig som et af hans endnu levende indtægtsbringende kadavere i behandlersystemet. Jeg sætter mig med andre ord ned og venter "pænt".
Alligevel, hviler der en typisk klinisk kapitalistisk fremmedgørelse over stedet, alle lure på alle. Folk snakker hviskende og dirrende som de ikke ved om de når frem til den egentlige konsultation. Læger har magt, også tryghedsmagt.

Da jeg så ud af vinduet stod dette lokale i grel kontrast til vildnisset udenfor, det var blevet kulsort aften, jeg kiggede op mod skyerne gennem vinduet og følte melankolskt:
- Engang vil du tilhører det deroppe, de abstrakte opløste skyer i mørket, opløst formalet og forvitret til damp, kaotiske ukrypterede stofskiftekoder, uden et hjem eller tilhørselforhold til nogen som helst. Rodløs og figjort fra sygesikring og skrantende arbejdsmarkedspolitik.
Dette er jo vor rod, den rod vi må vende tilbage til med tak for lån af de biokemiske lyksaligheder der dannes en menneskekrop for en tid, der kunne græde, le, spise, drikke, kysse, kramme, knuse og klappe hunden og stryge katten. Men hvis jeg ikke er min "lånekrop", hvem er jeg så?
Jeg måtte udenfor og have en smøg et par gange, det var ulideligt.

Der var intet blandt det talrige nedslidste læsestof, der kunne tænde mig, måske et pornoblad, men det var der ikke. Dette var ingen massageklinik, hverken indvortes eller udvortes.
Der var børn, men hvad forstand har jeg på børn når jeg ikke selv har nogen. De larmede bare. Jeg tænker ikke på at de giver igen, giver glæde. Jeg har ikke følt børn i mit liv andre end mine søstres og de er store nu. Men jeg ved de giver igen.

En mor lod sit barn siddende på skødet læse op af en børnebog, selvfølgelig, og fik ros derfor. Selv nåede jeg lige akkurat at læse lidt af lokalavisen, da det belv min tur.
Lægen er høj ca. 190, brunhåret. Hans ansigt er brunt og virker meget arrisk, lidt a la en Østrisk fægteduellant med ar på kinden, han har et mindre ar, men næppe fra det. Han spiller tennis.

Hans røst er dyb og han prøver, uden han prøver at gøre den myndig og overlegen..
Beklædningsmæssigt går han i kvalitetstøj kun læger har råd til, solide brune bukser og en tyk storternet skjorter, rent stofmæssigt, men der er jo også vinter. Rent ud sagt er han ikke det mest opløftende menneske jeg kender af udeseende, men han giver mig gerne pillerne med sine rynkede øjenbryn, dybe miner når han lytter.
Han er jo ikke psykiater, men læge, han vil bare "se mig", hver gang pillerne er brugt op.
"Se mig !", hm ?. Jeg kan ikke få disse to ord til at falde på plads, han kan jo ikke læse mit indre alligevel mit frygtelige indre.
Bortset fra pillerne og udvekslingen af venlighed og artighed, er det en ret flad humanistisk kop the man bliver bud der.

Men alt dette er som det kører i dag, efter de indre syner.


Synerne før pillerne
(jeg prøver at skrive mig ud af det)

Djævlen havde befrugtet mit bryst med sin sæd og jeg måtte nu ufrivilligt bære hans onde sorte foster, uden at kunne forstøde eller aborterer det. Men jeg river det med i ødelæggelsen om nødvendigt. Jeg valgte ordet og sproget, det eneste jeg kan lidt med, som våben og mødte den som en ridder uden harnisk eller ”harddisk”.
Jeg vidste at jeg kun kunne kun reproducerer mig selv som en taber, en forfulgt, et lig, alt sammen noget der "var", en omvandrende nekrolog. Den utilstrækkelige skribent og følelsen, modsat vinderen som alle elsker. Jeg kalder det for mudderets tunge dynamik. Men hvad for en dynamik. Er der dynamik i cancer ?
Det er en dynamik, men en natur vi ikke kan accepterer, sygdom er en form for natur men vi stritter imod til det sidste.
Jeg ved at ordet ikke har en chance, du skal på psychofarmica og lære at elske lykkehjulet i T.V. 2. og " Husk lige tandbørsten". Ligegyldigheden.
De, lægerne og pillefabrikanterne, er vel interesseret i at beholde mig som forbruger, pilleindustrien, som er i ledtog med storkapitalen, drevet af lykkelige millionærer med sans for huse, biler, kunst og lykke, fordi de kan narre os der kravler rundt fattige i lortet i vor egen stue, fulde og syge af stimulanser og ensomhed.

Ord der kan beskrive en depression.....umuligt!
Antimetabole: Arabisk - depressionens kropssprog?

Du har nok allerede regnet den ud, men hør blot her.
Underligt nok ser jeg tit MBC (Middleeast Broadcasting Company) på hybridnettet. I musik lyder depressioner som hen ad arabisk - tyrkisk vokalmusik. Arabisk er et sprog, ganske så fremmed og uvant som det inde i mig. På en sælsom måde supplerer de hinanden glimrende, hvad det indre og ydre angår, og en stille fascination opstår og udligner hinanden. Måske fordi mit stofskifte nu løber modsat, fra højre mod venstre. Vest, venstre, øst, højre. Øst - Vest dialog.
Jeg forstod arabisk i min depression, dybt inde !
Depressioner er på sælsom vis et slags indre "arabisk kropssprog", men lige inde under huden.
Forklaringen ligger nok i udtrykket "Antimetabole": Talefigur, der består i kraft af gentagelse af ord (følelser) i omvendt rækkefølge. En slags omvendt gentagelse. Og hvad gør araberne, læser fra højre mod venstre således kredsløbet stryger sjælen mod hårene. Venstre er urent, ganske som min depression. Gad vide om de ser dansk fjernsyn når de er på skideren som jeg. Men nu er vi engang her, så: Lær arabisk hvis du vil kende din depressions kropssprog.

Il deprezzioni (R.A.I.italiensk T.V.)

Et ærligt følelsesvæsen, som Anders And kan hjælpe en absurd abstrakt, ud af det åbne rum fra R.A.I. Anders And og Walt Disney figurer på italiensk. Underholdende, gør mig ydmyg og glad. En verden hinsides, som ville være værd at leve i for evigt, frelst af fantasien! Il spectaculaniosa momenta furiosi fantastico! Avanti! Il bambino italieno. Vanvid mod vanvid!


Papirets afmagt

Da var det at jeg alligevel krøllede papiret sammen, det hjælper jo ikke alligevel, jeg fortrød og kørte fingrene gennem mit yderst sparsomme hår, som om det hjalp. Der er mange, mange superlativer der skal med, uendelig mange, her er kun ganske få (Rækkefølgen er ikke uden betydning og dog alligevel):
En kold, fej, kedelig ulmende smerte, en forbandelse, mørkt, vådt, hårdt, forladt, tungt, svært til- som forgængeligt, uvenlig og livsfjendsk. Som en snegl under en militær støvle med menneskebevidsthed, sensitiv og følende i en uforståelig hård verden i kamp for alt andet end det det drejer sig om: Kærlighed, genkendelse, tryghed og varme i et koldt livsfjendsk land.
Frem for alt kan depressioner være følelsen af tab, tab og atter tab, tab af kommende og forgangne tiders formodede livskvaliteter. Man ville egentlig være den bedste til at "risikostyrer et firma" for alt hvad der kunne gå galt, det ser patienten eller klienten. Og det er ikke helt forkert. Vi kan faktisk miste alt fra den ene til den anden dag, men det skal først ske, det er en væsentlig forskel på sygdom og sundhed.
Du er altid "offeret" og reproducerer kun dig selv som offer KONSTANT. Den krybende ulv med blottet strube. Du er offeret for den verden som ALLE tror på, undtagen dig, lille og uendeligt ubetydelige lille dig, der intet kan eller vil.

Næste dag

Jeg tager med på udflugt til krigsbunkerne, trods dårlig søvn.
Jeg er bleg som et lagen. Hærget som forfatteren Hans Jørgen Nielsen inden han tog sit liv på et fotografi jeg så. Stakkels ham, før lykkepillens tid.
Depressioner kan bl. a. beskrives som et tysk krigsbunker ved vestkysten. Koldt, mørkt, vådt, muggent, hårdt, forladt, tungt, svært forgængeligt, uvenlig og livsfjendsk. Djævlens forladte hule.
Jeg tænder en tændstik inde i dens mørke mugne luft, som egentlig er inde i mig selv, og lyser op inde i mit eget indre mørke af følelsesløshed. Ingen hygge, ingen følelse af samvær, ingen følelse af intet. Ingen tro på andet end dødens udfrielse.

Selv alle de år efter krigen, som jeg blev født længe efter, føler jeg mig medskyldig, næsten ansvarlig for den.
Dette er en af grundpillerne i den depressive følelse hos patienten, en skyldfølelse og selvbebrejdelse over al hidtil og kommende elendighed i verden. Ja, du er en reinkarnation af Hitler med den uskyldiges skyld.
Man føler sig som en Kristus, der har slugt sit kors og hverken kan gylpe det op eller sluge det. Jeg går videre med mine tændstikker i mørket.
Dette er depressionens bizarre infrastruktur, nervetrådene er de rustne stumper af jernvæv der stikker uforsonligt frem af betonstumperne uden at finde sammenhæng. At noget kan være så hårdt, uvenligt og upoetisk er det eneste der fascinerer mig lidt.
Dette er den rene antikærlighed og næsten værre end had, for had har en afsender og en målrettet sælsom varme.
Nazisme var had, had mod det svage i mennesket, men svaghed er også styrke og mod, hvis man vil forsvare mennesket uanset etnisk herkomst. Jordmenneskets kosmiske sårbarhed og forgængelighed.
Det værste ved depressioner er netop, at man ikke kan finde en afsender, der står ingen afsender på den frygtelige uforståelige besked kroppen har modtaget. Her har naturen fundet en gejstlig bagdør i en vestverden, hvor alle videnskabelige fremskridt og al oplysning, åbenhed og soberhed, syntes at komme til kort.
Uanset hvor venlige alle er og syntes at være, preller det af som vand mod en gås. Det opløser ikke smertecenteret til frifindelse. Al menneskelig og politisk stræben ender ude på kirkegården.



Depresionens historie og fremtid

" Mit hjerte er som en æske af træ ", siger primitive stammer om depressioner. Der er ingen tvivl om, at den har sin skjulte historie og at den vinder udbredelse i vor tid, en snigende udbredelse, der er ængstelig at skue. Men "hvorfor?", skal blive min gravskrift ?
Techno ensomhed måske?
I gamle dage, havde man mekaniske indretninger, der havde til formål at slynge den deprimerede rundt, for på den måde at ved centrifugalkraftens hjælp, slynge denne mystiske usynlige sorte fugl ud af kroppen. Jeg smug-læste det i en boghandel.

I dag bygger man stadig større og hurtigere rutschebaner. Vidste du, at kroppen har brug for ekstreme bevægelser for at mærke at man lever. Vi går i tivolier og markedspladser, de deprimerede vesterlændinge for at blive slynget rundt. Hjernens stofskifte, belønner os ved at producere Acetylkolin krystaller, der får os til at frigøre os fra den træske jord, kropslige ensidighed og give velvære, tanken om evig ungdom og styrke, vi hviner og griner for en stund, beruset af Acetylkolin, der vrides ud af vor hjerne for billetprisen.
Men "det", vender tilbage når turen er endt. På jorden.
Vi ender på jorden, altid, gumpetungt. Vi lever perioder, i stød og forløb. Humøret har sin egen peristalstik. Angst-tryghed-angst-tryghed.....
Ja, jeg har vor kropslige og legemlige ensidighed under stærk mistanke. Danskere (som hele vesten) har hang til dorskab, hvor vi prøver at lade os underholde i den samme stilling i lang tid, såsom T.V. of PC'ere. ( som skribenten her)
Man bør opfinde stole, der kan bevæge sig og slynge os rundt, vertikalt som horisontalt. Eller lade dit T.V. kunne flytte sig rundt. T.V. er reaktionært mod kroppen og T.V. depressioner kan let opstå. Lad være med at se T.V. uden bevægelse. Selv kendter jeg en som kun så T.V. når han cyklede kondicykel.
HUSK AT TV BILLEDER ER INDBILDT BEVÆGELSE, MENS DU SKAL SIDDE STILLE, HVIS DU IKKE KAN GRINE DØR DU LANGSOMT. TV ER UNDERTRYKKELSE AF DIN KROP, DIN ENESTE ENE KROP.
Ja, jeg bliver nødt til at være lidt dogmatisk, men det er tv jo også, en envejs kommunikation af raffineret lede og lidelse.
Som en kendt amerikansk medieforsker skrev: Mediet fornyr sig, men indholdet har den samme begrænsning, afhængigt af mediets ydeevne og dimentioner.
Depressioner er bl. a. manglende fornyende måder at bevæge sig på, en underforsyning af ilt til hæmoglobinet i blodet. Ilt er liv og fornyelse. Vor kultur går alt for meget ud på kropsundertrykkende indeliv til hverdag og fest og naturen vil aldrig lade sig flytte indendørs uden at blive undertrykt eller hæmmet. Det kan betyde depressive spændinger, rent ud sagt "LEDE". Selv om vi farver vore "grå hår" er de stadig grå.

Det moderne ubehag

Gå lange ture og dit stofskifte vil kærtegne dig, vi kom fra det derude og vender tilbage til det derude, Det er ikke det derude der er farligt, men det derinde i de lumre iltfattige rum, hvor vi tror vi er i sikkerhed. Nej, det derude vil altid vinde os tilbage, så nyd det mens du lever. Det derude vil altid være der, det er lige så snart vi er i rummet at problemerne begynder, socialt, kulturmæssigt og følelsesmæssigt.
Jeg kan kun selv anbefale sex, gymnastik, faldskærmsudspring eller undervandsakrobatik mod dep.

Det værste er, at man netop ikke er i stand eller har lyst til at "forbruge verden" som T.V. reklamerne slår i billedtrommerne for, der ellers er så mægtig et mål for vor appetit og levende begær, alt det "vi vil". og "har lyst til". Alt det som skal være dejligt. Og lykkebringende. Hvem reklamere for ulyst.
En verden uden elektroniske multimedier syntes umulig, multimedier der langsomt slår vort følelsesliv til lirekassemand, med sit skånselsløse afstumpede bombardement af ”gamle nyheder”, syntes desværre ikke forhånd-værende. Der er intet nyt i nyt, intet nyt i andet end trivialiteternes og gentagelsernes ulidelige grusomhed og lede. Men vi har lov til at vælge eller har vi?.

Virkede de bombastiske kanoner på denne voldsomme forlægning i Hanstholm, hvor jeg er dybt nede unde jorden går rundt i min vinterdepression med en tændstik i hånden, der næsten ikke kan brænde p.g.a. fugt, mug og mørke, ville jeg rette dem mod T.V. stationerne og fyre de 30 tons tunge granater af, der ved affyring, i sin tid kunne løfte taget på husene i omegnen og få jorden til at skælve under fødderne. Jeg formår ikke engang at holde liv i en tændstik, ikke i den luft. Og et liv uden lyst, er næppe et liv. Ingen bryder sig i længden om at være så lille og ufrivillig ydmyg, ulysten. Det er simpelthen uantageligt i en verden af lyst til forbrug. Og lyst kan blive til impotens og lede. Og her er det blevet livstruende.
Hvis man stadig ikke er glad for T.V., må man tage gift, for så er man vel syg, et håbløst mindretal, der bliver skyllet væk af lyset i de pumpende elektrobølger, mediernes formodede kollektive drifter og udbud. Den døde pinefulde glasklokke uden organisk liv, der intet forstår.
Det er ulægelige sår, så hold op med at skrive og åben for T.V. eller gå på burgerbar.
Det ved man hvad er!!



Mig og Buddha (hjemme igen)

For det er ikke lykkedes endnu. Jeg har skrevet tusindvis af sider, for at finde netop den sætning, den vished som Buddha fik under Bodhitræet en klar fuldmånenat, der skulle forløse alt liv til vished, erkendelse og oplysning for evigt, der gør døden til en spøg og skæmt artikel og jorden en globe af renhed, kærlighed, harmoni, varsomhed, ømhed og forståelse for hinanden. En ren økologisk verden af det ædleste og fineste vi alt for sjældent kender, gode betingelser for liv. Rent liv, der ikke gør så forbandet ondt. Det kan mageligt være kroppens urenhed, der giver depressionens indbildning. Drikker du, ryger du, bruger du stoffer, spiser du forkert, får du for lidt motion, kærlighed og sex o.s.v. ?
Tanker er stofskiftefornemmelser. Gå en tur og få en idé, i stedet for at ryge en pibe hash eller drikke mange bajere. Naturen er din ven. Rå men retfærdig.
Prøv den af.
Jeg vil også sige noget "positivt" om depressioner.
En sjælden jordbunden realitetssans om at intet er værd at bevæge sig efter eller at noget som helst kan opløftes til noget stabilt og behageligt gennem handling, andet gennem selvmord, som også er en handling. Men hvorfor og ”virker” det eller ej, bliver man fri ?
Som et rovdyr i zoo, der går fra side til side i buret i et stakket håb om en åbning. Gamle mennesker der står stivnet og venter på bussen. At tiden går somom den stod stille, planetbanerne omkring solen flytter sig ikke.
At alt har en ubrydelig uigennemskuelig biologisk fysisk regelmæssighed til syvende og sidst vi ikke kan ændre.
Det er ikke sådan en, der starter et tivoli, forlystelsespark eller åbner en håbefuld butik med brugskunst.
Snarer bedemand eller kierkegårdbetjent.

Den isolerende ukollektive mystik i depressioner
(glasklokkefølelsen)

Depressioner syntes så ukollektive, man kan ikke sælge den, den syntes som alt det et samfund og menneskelig stræben til alle tider vil holde fra døren, det er vildnisset i os, angsten for vildnisset og vor uvisse skæbne. Dine behags- og nærsanser bliver strøget mod hårene. Intet virker opmuntrende, interessant eller behageligt, intet. Man har bare ikke lyst til nogen eller noget.
Har man prøvet det, er man klog nok til at vide, at andre også kan have det sådan og prøve at hjælpe gennem erfaring. Ingen gerning er større end at lede andre ud af mørket, ingen taknemmelighed, fortjeneste eller løn i verden kan modsvare denne dåd..
Jeg håber der er en folkelig bevægelse på vej mod dette. For dybest i mørket, ser man stærke sandheder, der kan bruges og bearbejdes, raffineres.
Men at antage en depression som en gave, vover jeg absolut ikke. Vi tør kun at være kollektive om glæden, smerten snakker ingen om til sammenkomster.



Cand. Suicidis

Selvmord, selvvalgt afslutning af livet for egen hånd. Ca. 900 mennesker begår årlig selvmord i Danmark, og 8-10 gange så mange foretager selvmordsforsøg. Hyppigheden er blandt de højeste i verden, men statistiske oplysninger om selvmord er ikke lige præcise i alle lande.
Der skelnes ofte mellem eksistentielle selvmord og selvmord som led i en psykisk lidelse. Det eksistentielle selvmord foretages efter nøje overvejelser og i en afklaret sindstilstand. Ønsket om at begå selvmord kan fx skyldes kendskab til en dødeligt forløbende kræftsygdom, hvorunder den syge ikke ønsker at være en belastning for pårørende, efterhånden som sygdommen udvikler sig.

Myter om selvmord
Der eksisterer mange myter om selvmord, som der ikke er belæg for og som derfor kan blokere for at give hjælp til mennesker, der er selvmordstruede.
Gert Jessen, tidliger forsker ved Center for selvmordsforskning i Odense og i dag selvstændig konsulent (www.gjconsult.com) har skrevet om myter om selvmordsadfærd i en kronik i Politiken (21.12.98) og den har jeg fået lov til at plukke i:
Myte nr. 1:

Mennesker, der taler om det, gør det ikke.

Myten er nok en af de mest udbredte, men det bliver den desværre ikke mere rigtig af. I Danmark har vi et mundheld der minder om denne myte, nemlig "en gøende hund, bider ikke." At de to sentenser minder så meget om hinanden, kan være medvirkende årsag til, at myten er vanskelig at mane i jorden.
Fakta i dag er at de fleste selvmordshandlinger på en eller anden vis har været kommunikeret i tiden forud, fx ved svage sproglige antydninger af typen "der er vist ikke brug for mig", til stærkere udtryk som "det er lige meget, om jeg var død."
Vi ved også, at en stor del af mennesker med selvmordsadfærd har haft kontakt til det professionelle system i tiden op til selvmordsforsøget eller selvmordet, fx besøg hos egen læge.
Myten kan altså være direkte livsfarlig, hvis modtageren af budskabet ikke hører alvoren men slår det hen med, at "de gør det jo ikke alligevel" eller "de truer kun med det". Selvmordsudsagn skal altid tages alvorligt.
Myte nr. 2:

Mennesker, der forsøger selvmord, ønsker at dø.

Denne myter lider under misforståelsen, at målet for selvmordsforsøget skulle være døden, hvilket mange forsøg netop ikke handler om. At døden kan ende med at blive resultatet af handlingen er langtfra det samme som at sige, at døden er målet for handlingen.
Nøgleordet i forståelsen af selvmordsforsøget er ønsket om forandring. En forandring i forhold til den psykisk smertefulde situation, som personen oplever at stå i. Hensigten er at finde en løsning på problemerne og hensigten er langt mere et ønske om forandring (et sekundlangt univers eller mere af ophør fra meget påtrængende forhold) eller pause fra smerten end et ønske om at dø. Lidt populært sagt kan sige, at selvmordsforsøg ikke handler om døden, men snarere om ikke at kunne mestre livet i øjeblikket - og det er noget ganske andet.
Myte nr. 3:

Kun professionelle kan forebygge selvmord.

Denne myte høres ofte i sammenhænge, hvor almindelige mennesker eller faggrupper uden for sundhedssystemet bliver konfronteret med selvmordsadfærd. Angsten for at komme til at stå med ansvaret for et andet menneskes liv, kan være en forklaring på denne myte. En anden kan være usikkerheden over for, hvad man kan gøre og sige i den konkrete situation. En tredje kan være en form for faglig blufærdighed - "Det er jeg ikke uddannet til, jeg er ikke behandler.."
Men forebyggelses af selvmordadfærd kan ikke alene overlades til professionelle (psykologer, psykiatere, læger o.a.) alene af den grund, at mange selvmordstruede ikke har kontakt til det professionelle sundhedssystem, hvilket især gælder for børn og unge.
Ved foredrag og undervisning blive vi ofte stillet spørgsmålet: "Hvad kan jeg selv gøre?".
Svaret afhænger naturligvis noget af situationen, men helt overordnet kan den enkelte være til stede, lytte, sætte ord på og ikke mindst skabe kontakt til lokale hjælpemuligheder. Det professionelle system med de bredeste skuldre skal naturligvis bære den tungeste del af byrden, men man bør være opmærksom på, at alle kan hjælpe med at løfte.
Myte nr. 4;

Selvmordsadfærd kommer som lyn fra en klar himmel.

Myten om at selvmord sker uden varsel, er egentlig ganske forståelig, om end den ikke er rigtig. Det er efterhånden veldokumenteret, at de fleste selvmord har været antydet, fx ved sproglige eller skriftlige udtryk, og en stor andel har forud for selvmordet været i kontakt med sundhedssystemet, primært psykiatrien. Forudgående selvmordsforsøg må også ses som et meget tydeligt varsel om risikoen for et kommende selvmord.
En stor del af de mennesker, der forsøger selvmord, har været i kontakt med det offentlige system, fx lægen, socialrådgiveren, studievejlederen, hjemmehjælperen. Mange har antydet, at det kunne ske, overfor familie, venner, kollegaer. Måske har de sagt det direkte, sendt en eller anden form for signaler eller har ændret adfærd eller attitude. Meget tyder altså på, at risikoen for selvmordsadfærd ikke er blevet erkendt, er blevet undervurderet eller fortrængt eller måske er risikoen blevet slået hen - eller endnu værre - blot accepteret.
Myte nr. 5:

Kun psykisk syge eller sindslidende begår selvmord.

En noget mindre flatterende udgave af myten udtrykker, at "alle selvmordere må have været sindssyge."
Myten høres ofte i en anden variant, som siger, at kun deprimerede mennesker begår selvmord.
Selvmord er ikke en sygdom men en handling, som man kan være mere eller mindre disponeret for. Det er korrekt, at der blandt forskellige psykiatriske patientkategorier (specielt skizofrene og depressive sindslidelser) er en overdødelighed af selvmord i forhold til den øvrige del af befolkningen. At selvmordsadfærd bestemt har et ikke uvæsentligt omfang blandt psykisk syge er således faktuelt korrekt, men det er langtfra det samme at postulere, at selvmord KUN begås af psykisk syge eller KUN af deprimerede.
Årsager, motiver og udløsende faktorer for selvmordsadfærd er langt mere komplicerede og komplekse end at de kan reduceres udelukkende til at finde sted blandt enkelte psykiatriske patientkategorier.
Myte nr. 6:

Der sker flest selvmord i december.

Årstiderne og herunder vejret indflydelse på menneskets adfærd, fysik og følelser har været kendt og diskuteret gennem hele historie af de levende fortrinsvis.
For over hundrede år siden var man opmærksom på en særlig "forårs-feber-syge” hvor betydelige sæsonmæssige variationer i de fuldbyrdede selvmord blev iagttaget i en lang række europæiske lande, netop med toppunktet i det sene forår.
Og sådan forholder det sig stadig. I Danmark som på hele den nordlige halvkugle, sker de fleste selvmord om foråret, specielt i april. Internationalt har man talt om "De brudte løfters effekt", som kan forstås således, at kommende positive perioder, fx foråret, weekender og ferier, indeholder et potentiale om at love mere end de kan holde. Derfor optræder selvmord lidt oftere om foråret end om vinteren og lidt oftere direkte efter søndage, ferier og helligdage.



Jeg var stadig i dep. og skrev videre:

En selvvalgt demokratisk velfærdsdød?

Jeg prøver at slå visse ting fast ud fra hvad jeg ved og har læst mig til, specielt læst mig til, såsom en kronik af Johannes Møllehave i Pol. om dep. og hvad jeg selv syntes ikke mindst, der står i lortet til op over begge ører.
Næsten hele hovedet med.
Jeg mener at vide, at ordet "selvmord", ikke har noget som helst med følelser at gøre eller et udtryk der kan anvendes til noget andet end spørgsmålstegn overfor myndighederne, efterladte og er ofte et nødråb, en handling i livet mod et sidste håb for opmærksomhed og hjælp i livet. Mænd er ofte bange for at vise svaghed, bede om hjælp og vælger stoisk denne løsning.
Endvidere er det en klinisk medicinsk-kriminologisk betegnelse for et døds tilfælde ved selv-påført legemes beskadigelse eller forgiftning, der udelukker andre for mistanke og skyld.
Redningsfolk, politi og retsmedicinere har kun et afsjælet legeme eller brudstykker af et, at forholde sig til i opklaringen af dødsårsagen. Sagen afsluttes hvis dette stadfæstes i dødsattesten.
Tillige er det en handling, der ikke har noget med åndsliv at gøre. Der dør tusindvis af mennesker hver dag på alle mulige måder, mennesker på skiferie møder laviner, andre bliver kørt ned, hele politiske og militære delegationer styrter ned med fly, sult, krig, mord, trafikuheld, katastrofer, natturkatastrofer og sygdom. Nogle få dør vel en "naturlig død".
Død er død selvmord eller ej.

Ukristelige kristendom

I kristendommen står der intet om depressioner og disses udfrielse. Underligt nok med dens påståede frelse for tro gennem lidelse og forløsningen gennem Kristi blod.
Og den "kristne død" er en kapitalistisk-materialistisk død. Vi skal holdes i live til vi rådner op på hospitaler, omsorgscentre og institutioner, netop ved hjælp af et opbud af fodring, medicin, high-tec isenkram og resurser af den anden verden. Alligevel påstås det at denne professionelle "kærlighed" og kærlighedglød er vedkommenhed. Den kristne død er grusom, syntes jeg for man vil gerne dø af alt andet end derpessioner.
Men jeg skal ikke være bøddel, jeg er jo selv syg. På planeten jorden, selv inde i vort trange indbildske danske akvarium, går organisk liv bare til grunde, her som overalt og forvandler sig til noget jeg ikke lige har svaret på. Jeg ved ikke hvor jeg er nu, hvorledes skulle jeg så vide hvor jeg er i det hinsides.
Så jeg burde ikke være bange, men er det. Bange for at leve det "rene liv" uden stimulanser.
Følelsen af tilstedeværelse, klarhed, indsigt og væren er ikke nødvendigvis altid behagelig, men den vedtagne norm, syntes kun at definerer den, som noget andre syntes at have.
Planten bliver til muld og grundlaget for en ny plante, en ny chance, et nyt håb, trods alt. Den sammenhæng har vi efterhånden vanskeligere og vanskeligere ved at fatte dybden af, at vi er en økologisk sammenhæng frem for en civilisatorisk og det splitter os.
Jeg mener kun, at vi i det øjeblik vi betragter os som noget mere end den myre eller snegl, der kravler rundt i buskadset eller en skovsnegl, er risikoen for styrtet overhængende. Jeg må erkende at jeg lever under en slags metafysisk regelmæssighed, jeg ikke kan ændre. Så op i r.... med metafysikken

Selvmord ?, hm........

En af de værste myte om selvmordere, er at de er dybt fortvivlede. De varierer alt efter miljø, social ind- som herkomst, uddannelse og intelligens og meget mere jeg ikke ved.
Mange er som de plejer i tiden op til det, der er ikke noget at mærke, fordi de har planlagt det grundigt og længe til mindste detalje. Det er ofte dem der lykkes. Alt efter klarhed, beslutsomhed og ro, såvel som evnen til at skaffe medikamenter,.
Man skal være alene i tilstrækkelig tid. Man skal have handlingsevne, når man tager den største og modigste beslutning i sit liv, sin død. Det er nok modet, der er det sværeste at skaffe dybest set.
Hvis det dybest set er det du vil, vil du også få det bedre med det. Ellers ved du alt for godt besked. Du vil faktisk få det godt derved og forblive et frit menneske, den sidste tid inden. At holde på sig selv og sine ideer er virkelig frihed, trods gruen. Man får det allerede bedre derved og så er det endda ikke uden charme.
Andre syntes ikke at have noget overskud at give. Min egen nedbrydning, må jeg til stadighed acceptere som en trussel mod min personlige integritet og åndsevner, trods alverdens terapia humaniora, medicinske, psykologisk og psykiatrisk populariseret læsestof. Læg så pillerne oveni.
Jeg tror, at stærk gift er det mest humane. Det værste ville næsten være at overleve. Men døden virker næsten sværere at skaffe sig end nogen som helst materielle goder. Ikke så lidt af en udfordring, men en ædel udfordring. Sokrates begik selvmord med skarntydesaft. Hannibal blandede skarntyden med stormhat, mens Kleopatra valgte en hurtigtvirkende slangegift. Giftstoffernes magt over liv og død har gennem historien gjort dem fascinerende og eftertragtet, som harmløse ublodige våben, og siden tidernes morgen har man søgt efter det perfekte mordvåben. Det gælder blandt andet de russiske efterretningstjenester! Den perfekte gift skal være ufejlbarlig. Den må hverken have farve, smag eller lugt, der gør offeret mistænksom, og den bør samtidig få døden til at se naturlig ud, uden at efterlade sig tegn på en forbrydelse. De fleste gifte kan i små mængder have en gavnlig virkning. så i menneskets årtusindgamle søgen efter den perfekte gift, har man fundet mange effektive lægemidler, der har været mere til gavn end til skade for menneskeheden.


Selv om man behager andre, behøver man ikke selv at have det godt og visa versa.
ordsprog
afsfskedsbrevene/ tekstvisioner:

Man tænker hver dag på, hvad der skal stå for at give det snert, sætte det i relief så det svider efterkommerne mest muligt, som en selv nu for tiden. Her er nogle forslag:

- Vi er både bagsiden og forsiden på en og samme tid. Munden kan sige smukke digte og hymner, røven kan prutte og skide. Der er forvirrende til døden. Følelserne er bagsiden, men burde være forsiden i verden.

- Jeg vil befri mig selv for de andre. Så det er jer, jeg i virkeligheden slår ihjel, jer som ikke kan give mig liv.
Og kærlighed kan man jo ikke kræve, siger visdommen.

- al den ensomheds forbandelse
- Undskyld, men jeg slog desværre ikke til, for ufuldkommen var jeg.
Nu er jeg fuldkommen, død, ha!.
- Alt hvad jeg har skrevet er mit afskedsbrev.
- Dumme svin, nærrige egoistiske røvhuller !
- Jeg vender tilbage og hævner, stol på det!
- Livet var rædselsfuldt!
- Efter længere tids depressioner, som I "normale" ikke forstod en skid om, andet end supermarkedets hylder og servicestationen, har jeg besluttet.o.s.v.
- Det er forlagenes skyld, de forstod ikke min genialitet, mit frådene had mod dem.
- Kunne følelser bare tale i stedet for elendige uduelige ord, afmægtige kristne ord.
o.s.v.

Døden som vare?

Men en værdig død, synes lige så meget uden for rækkevidde som et værdigt liv? Begge dele må syntes op til viljen, selvopholdelsesdriften og intelligensen, det er ret interessant. Men den besidder jeg ikke for tiden.
I vore dage om det er vore dage, eller depressionens, kunne døden også tænkes som, en vare i alle prislag, såsom en discount død eller en mere eksklusiv død i kvalitet, håndlavet fra inderst til yderst, som af kærlighed til et ædelt håndværk, et kyskt håndværk.
Jeg ser hele læreanstalter rejse sig i studiet af dødsmåder for livstrætte mennesker, som vil finde en stor lidenskab i selvmordsstudier. Kandidater i sucidial etisk filosofi, vil forsvare deres disputatser med en voldsom lidenskab.
Man ville kunne vælge den hurtigste, mest smertefrie død uden skyld og skam og dvæle i den sandhed som er uafvægerlig for os alle.
Underligt at markedet som det kapitalistiske vesterland, merkantialismen, udbuddet, byen med dens behovsdækning for penge, ikke kan købe sin død noget steds andet end i små bidder, narko, sprut, ensomhed, T.V. og usund mad. Døden som vare har jeg aldrig set i udbud nogetsteds eller i nogen T.V. reklame. Hvorfor ikke?
Man burde kunne købe sin død som så meget andet i en verden af salg, reklame og markedsføring, i stedet for denne snigende uforståelige angstfulde, depressive undergang i små bidder.
Men hvor meget skal en død koste ? Skal den være inddelt i
kvalitet og prislag, som så meget andet i varernes verden. Kan man få den financieret på konto eller gennem banklån over 20 år. Næppe!.
Så hvorfor ikke sælge én hel ærlig og redelig død i stedet for tusinder af små camouflerede "dødssynder" som fed mad, for lidt søvn, og sprut og tobak. Hør blot her.


Man kan forestille sig et situationsspil:
(en forretning har et blinkende neonskiltskilt:

SMERTEFRIE ØKOLOGISKE DØDSMETODER TIL SALG!!!!!!!!

Ekspedient: - Goddag Hr., hvad kan jeg gøre for Dem.

Kunde: - Jeg ville gerne høre på, hvad I har i døds- og genopstandelsemåder.
Hele livet igennem har jeg købt død (hus, møbler, biler, computere, video ect.) Men jeg har fortrudt mit liv og fået en flommefed depression af økologisk anger.
Selv ønsker jeg nu at undgå at blive det ved min død. Jeg kunne tænke mig noget i retning af at genopstå som en slags harmonisk biologisk microliv. Alt andet end menneske.
- Ja, det var måske sagen, mikroliv, hvad kan de tilbyde?

Ekspedient: - De har ret, alle beklager sig som Dem for tiden.
- Men vi kan netop nu tilbyde en smuk økologisk microbiologisk død, hvor De vil genopstå som et meget smukt harmonisk akvarium.
Smuk og livfuld tanke, ikke Hr. øh..?
Kunde: Vest, Hr D. Ødssyg Vest!

Næh. man må lede efter sin død, der åbenbart syntes den eneste vare der mangler i at gøre den merkantile valgfrihed komplet for ikke at sige vor demokratiske lovgivning af valgfrihed gennem ansvar. Selv kører de som førnævnt spritkørsel og kan deraf ikke blive statsminister fra dag til dag:

"What a difference a day make _ _ " .

Den findes intetsteds på supermarkeds hylder endnu og kan vælges som ti slags kattemad.
Længslen efter at trække sit sidste velfortjente suk, syntes at blive valgt for os af højere magter. Alligevel er vi kollektive om at skulle dø, det burde binde os mere sammen end det gør, snare end det modsatte.
Med den ensomhed vi har i dag, må alle vel være helte og heltinder i at udholde det. Mærkeligt at denne styrke i ensomhed ikke kan omsættes i vedkommenhed og uendelige gode ting vi kunne gøre for hinanden i dette korte liv.

På jagt efter giftbøger(Toxiologi)

Pludselig flakker man rundt i den indre by igen og ender i et bogantikvariat, hvor man finder en bog, fordi man i den tilstand kun interesserer sig for den slags bøger om gifte og "Gør det selv" bøger, som en af vis Derek Humphry: " Den sidste udvej", om aktiv dødshjælp til uhelbredeligt syge, hvis eneste ønske er at forlade denne verden og ikke som man skulle tro, henvender sig til følelsesmæssigt forstyrrede mennesker som denne sindsforvirrede skriver. Men det er en most, et fund. Han køber den.

Den sidste udvej v/Derek Humphry, medstifteren af Hemlock Society (uoversætteligt til dansk), der gennem sine medlemmer, støtter, vejleder og oplyser om metoderne til en egentlig etisk aktiv dødshjælp og selvudfrielse blandt håbløst syge og lidende mennesker den vide verden over, samt støtte og vejlede deres familie og pårørende.
I Bogen "Janet's way" fortælles om, hvorledes han udfriede sin kone for dennes håbløse sygdom, bevæggrunde, etik og moral for beslutningen. Har endvidere skrevet og redigeret en del andre bøger om emnet. Homelock Society har ca. 40.000 medlemmer i 70 lande.
Der er beretningen om den såre kendte Dr. Kevorkian, der udfriede skuespillerinden Janet Adkins for hendes Alzeimer lidelse, beslutningen, juristiken, den rent praktiske dødshjælp. Samt det lovmæssige efterspil, der frikendte Dr. Kevorkian.
Samtlige metoder, medicinske, toxiske, mekaniske o.s.v, deres anvendelse og etiske forsvarlighed overfor pårørende og efterladte gennemgås. Specielt holder jeg af afsnittet om cyanider, selvom de frarådes.
Det er som at se det første forbudte pornohæfte, da man som dreng, lå i telt med lommelygte og åndeløst kiggede i. En ny verden åbner sig for en som man ikke havde troet mulig i den tilstand. Om ikke andet hvad med at gøre det i et telt på en campingplads med et naturrealistisk islæt, langt væk fra hjemmets ensomhed, stilstand, dårlige luft som jeg hader.
Åh, at vågne op til fuglekvidder, med en tynd teltvæg imellem og være død.


Den skamfulde uudtrykte svaghed

Har man det sådan, ser man en aktiv dødshjælper i alle sine "stærke" og normale medmennesker, med sine svage neurotiske hunde- øjne, for alle har det jo bedre end en og er på den "sikre side" af livets uregerlige nervesystem, de heldige svin!. Dem med struktur i deres liv, et stabilt hjem, kone børn og uddannelse. Og man kan ikke se at de lige så godt kan komme ud i dette som du er nu. På middelalderlige gravskrifter står der: - Som du er var jeg, og som jeg er skal du blive.
Nej, nej og atter nej, sådan må du ikke tænke!!!. Livet er jo så skønt, så skønt o g pragtfuldt, du kan vinde i lotto, blive forelsket og få et barn, skabe et hjem.
Ja, kunne jeg endda så bare se syv rigtige tal på min kupon, ville følelsen af at have vundet måske, fordrive de dunkle fornemmelser for en tid med denne primale lykkefornemmelse af at have vundet nogle millioner. Jubelskrig, glæde og glemsel, verden ligger for dine fødder. Men sådan er det ikke.
Disse små styrt sker hele tiden og forvandler sig hele tiden uanset hvor meget man får arbejdet sig op.
Det undrede mig hvor mange gange jeg dødede i min fantasi den periode ? Uendeligt mange plus en, tror jeg, men mekanismerne er de samme, følelsen den samme, trøst dig med det. Døden har uransagelige årsager.
Det er hjernestofskiftet der er bagmanden for tankerne og stemningslejet.
Det følelsesmæssige styrt, hele tiden. Hvor mange begravelses cermonier måtte man ikke igennem igen og igen. Man hører talerne, forestiller sig ceremonien, tilhørernes sorgfulde ansigtsudtryk o.s.v.. Man er der og alligevel ikke.
Han var sådan og sådan, der var trods alt lidt godt ved ham, nu er han ikke mere iblandt os.
Liget svarer: - Var jeg nogensinde det, så står vi op igen !

Her står vi så, måske er det os der er døde, som Keats skriver i et digt, efter tabet af en kær ven, foran det ufattelige og skal gå videre mod denne vej mod nowhere.
For andre er det hele bare ligetil. I naturen bliver de svage dræbt af de stærkes dræberinstinkter, uden ondskab, skyld og anger. Jeg har kun set det på T.V.
Sådan syntes det imidlertid ikke at forholde sig, her på Fiolstrædet, denne eftermiddag, da jeg forlader antikvariatet med min dejlige bog: "Den sidste udvej" af Derek Humphry, min nye døds- og selvmordsguruguru. Jeg glæder mig som et barn efter at læse den indgående.
Jeg kigger på den anonyme kontinuerlige strøm af mennesker som går mod mig hele tiden med en påfaldende ligefremhed (lige-fremmed-hed) og selvfølgelighed.
Denne ligefremhed i deres adfærd, fascinerer mig lidt. Livet er måske ligetil og ligefremt og så er den ikke længere. Hvad er der los ?.
Det syntes som at der for dem, "da ikke er noget", at ængstes for, tænker jeg. Vore livsmål er da soleklare og enkle. Gennemfør ugen og nyd weekenden !

- Hjælp mig!, siger mine øjne. Men ingen kan give mig min død og jeg tør ikke spørge. - - Du der, slå mig lige ihjel, gider du ikke !
Vi syntes alle, at leve under den samme usynlige uigennemtrængelige regelmæssighed uanset hvor gale vi er. Og det vækker ikke den opmærksomhed man kunne forvente. Jeg er jo spag som et lam, ufarlig og indordner mig samfundet forstyrrer ikke færdslen, skønt alt er kaos inde i mig.
Ingen syntes at observerer hvad der dog kan ske bag et par anonyme dorske danske øjne på gaden, bag et forrevet blegt ansigt. Bare en dødkedelig landsmand.
"Kedelig", er faktisk mere end et nøgleord, hvis man skal klæbe fattige ord på den "dyre" (u)eksclusive depression.




Giftstudier (se kemi & giftoversigt)

Cyanider, Toxiner og alkaloider er således mine herligste venner for tiden ved teen og stearinlyset om aftenen.
Mange af mine aftener går med at studere gifte, kemiske og biokemiske, b. la. hos giftplanter, giftige frøer, deres kemiske opbygning og virkning, efter bedste autodidakte evne. Der bliver tænkt, undret, noteret og skrevet ned.
Derek Humprys bog er ren poesi. Åh, bare ordet:
s e l v - u d f r i e l s e, lyder som en ren poesi.
Jeg vil anskaffe mig strykninplanter, passe og pleje dem som mine egne nyfødte børn og raffinerer deres frø til jeg har nok af det hvide kyske pulver, der kan bringe mig gennem perleporten til evig fred.
Jeg mangler bare bunsenbrændere, kolber og gummislanger til at oprette et sydende autodidakt giftlaboratorium, for at kunne blusse op som en manisk sindssyg videnskabsmand og grine min syge skingrende latter i hele den døds forladte ejendom, hvor jeg bor i min enlige dødscelle, blandt andre enlige dødsdømte.
Går livet en tilstrækkeligt imod, må man ej fortvivle, men hygge sig med selvmordsplaner og være "åben" over for sig selv, dyrke dødens tabu, når livet ikke kaster noget af sig.
Vil man være et "offer" bliver man et offer. Det vil være min sidste intense lidenskab, det sidste der tænder mig, det sidste jeg vil brænde for i min udbrændthed, døden. Jeg brændte dog engang for noget, men ingen ville høre endsige føle.
Hellere være ansvarlig for sin egen lidenskabeligt hjemmestuderede, autodidakte død, end den politiske humane utopi, der aldrig kommer og redder os. Hvor udvikling for samfundet, syntes som afvikling af lille mig. I stedet for barer og værtshuse, forestiller jeg mig barer med gifte: En dobbelt cyanid, tak ! Skal vi rafle om en omgang stryknin. Betales forud, tak !
I gamle dage før verden gik af lave, som det selvfølgeligt også kunne være for visse mennesker dengang og i og i for sig kan være til alle tider, gik man sent om aftenen til hyggelige giftblandere/sker som boede i små sidegader, hvor ens ærinde ikke stort set ikke blev bemærket, og fik en mikstur fra mystiske krukker med dødningehoveder og slanger, der kunne udrette noget, som var det et kvart pund kaffe.
Romerne elskede pompøse selvmord med stil for at møde Isis. Dalende roser i pomp og pragt til den endegyldige definitive træthed meldte sig fra giften eller pulsåreoverskæringen. Sådan har jeg det alligevel, ikke.
Der er også visionen, om end i den lavere afdeling, at smitte sig selv med en dødelig sygdom som AIDS fx. eller ryge sig til en lungekræft (som jeg er godt igang med) og ligge beskyttet og overvåget af vort yppige kyske sundhedsvæsen og nyde morfinens blide indre fingerstrøg den sidste tid og kigge på de unge uopnåelige sygeplejersker, der stryger din høje pande . Eller opium, åh opium, Morfeus og Psyche, uhm...!.









Toksisk kemifortegnelse

(Lademans leksikon)

Det er underligt, for hver gang man læser om en "gift", åbner der sig hele tiden nye kemiske udtryk og betegnelser man så må undersøge, bare for at opdage nye, men jeg skriver samvittighedsfuld alt ned. Kemi var bestemt ikke min stærke side i skolen. Vi havde en hård lærer, der ikke gad at spilde tiden på "nørder". Han var frygtet for sine koleriske anfald mod faglig utilstrækkelighed.
Men skolen ligger der endnu.

Alkoholer, fenoler, syrer, salte, liggifte, barbitursyrepræperater, glykosider og alkaloider som stryknin, morfin og kokain.
fx. sølv, kviksølv, bly og deres forbindelser (Metaller)
flour, kulilte og amonium ( Metaloider)
Andre giftige luftarter er er halogenerne og fosgen; blandt de særlige flygtige væsker skal nævnes kloroform og cyanbrinte (blåsyre).

-----------------

Al'quali (arabisk; quali: salt, salturt) Forbindelse af kalium, ilt og brint. Metal. grundstof: (Kalium) K Atomnr. 19.

Arsenik og gamle kniblinger. Arsenik kan spores !

Barbi'tursyre: C4N4O3N2; kemisk forbindelse, fremstillet af malonsyre og urinstof. En del stoffer afledt af barbitursyre bruges i sovemidler, f. eks veronal, evipan, luminal. Misbrug af barbiturholdige sovemidler kan føre til farlig sygdom eller død.

Blodludsalt: Fællesbetegnelse for kalium-ferro-cyanid, gult blodludsalt. Det gule anvendes til fremstilling af berlinerblåt og tøjfarvning, det røde til lyskopiering.

Botulisme: (latin): Pølseforgiftning; farlig forgiftning opstået ved fortæring af madvarer, hvori bakterien Clostridium botolinum, har udskilt giftstof. Den anaerobe bakterie trives i konserverede madvarer, hvortil luftens ilt ingen adgang har. Dens giftstof er den farligste af alle kendte gifte, 1/100 mg. anses for dødelig dosis, blandt mennesker. Giften angriber b. la. åndedrætsorganerne og fremkalder kvælning; dødeligheden andrager ca. 1/3 af tilfældene.
Anaerob [ZanæYroOb] adj. -t, -e
1. som ikke kræver ilt til sine livsprocesser, især om mikroorganismer c AEROB d anaerobe bakterier
! an+aer/o/b ¯ nydannet af græsk an- 'u-, ikke-' + aéro- afl. af a¥r 'luft' + bíos 'liv'

Base (kemisk betegl.: (fransk base eller græsk 'basis, grundlag). Kemisk forb, der sammen med syre danner et salt; stof der kan optage protoners opløsning med PH værdi større end 7 ( ved 22°).
Også som alkalisk forbindelse.

Blåsyre: Cyanbrinte, HCN; vandklar flygtig væske. Lugter af bittermandler og er meget giftig. Et åndedrag/snif af blåsyredamp er dødeligt. Spor forekommer i bittermandelolje og storfrugtkerner. Fremstilles ud fra gult blodludsalt, og anvendes som råstof for kunststoffer m.m.
Blåsyreforgiftning virker som indre kvælning ved at hindre ilttransporten til organerne via hæmoglobinets iltbinding.
note: - Jeg må have et "hiv".

Brint: ordet dannet af H.C. Ørsted i tilknytning til "brænde". Luftformigt brændbart grundstof, hydrogen, kemisk betegn.(H)
Atomnummer 1.

Curare: Se pilegiftsfrø.

Cyan: (græsk) /sy'a'n/ blåt/: Navn på kemisk forbindelse af kul og kvælstof.
[ fra græsk kyáeos, blå, idet cyan indgår som bestandel af blåsyre].
Endvidere blandfarve af blåt og grønt; komplementærfarve til rød.
Desuden CN² cyanbrinte, en farveløs luftart, der lugter intens af bittermandler. Meget giftig og letopløselig i æter, alkohol og vand. Dannes ved nedbrydning af organiske stoffer og ved indvirkning af kulbuelys på kvælstof. Forbindelserne, især cyanbrintens salte, kaldes cyanider; de er i reglen vandopløselige og giftige.

Cyanbrinte: se blåsyre

Cyanidproces: (græsk-latin): Guld- og sølvudvinding ved udludning af vand med natriumcyanid (NaCN); det rene metal udfældes af opløsningen ved elektrolyse eller med zink.

Cyanit: Blåligt mineral af aluminiumssilikat; findes b.la. i gnejser og glimmerskiffer.

Cyankalium: (Græsk - arabisk) Forældet betegnelse for kaliumcyanid.

Cyanose: Blåfarvning af hud og slimhinder. Optræder ved tilstande, hvor blodet er mangelfuldt iltet.

Elektrolyse: Sønderdeling af kemiske stoffer og forbindelser, ved hjælp af elektrisk strøm gennem væsker.

Fugu: (blowfish) Japansk delikatessefisk. Serveres b. la. på tempeløen Miajima. Tilberedningen kræver stor omhu og må kun udføres af kokke med særlig tilladelse (certifikat). Her er faktisk tale om en slags gourmetagtig russisk roulette i pirring ved indtagelsen, både fra kok og spiser. Selv er jeg kun interesseret i giftblæren. Altså den omvendte delikatessespiser.

Guillotine: (fransk: giljo'ti.næ) en henrettelsesmaskine, bestående af en tung faldøkse med skrå æg, anbragt i false på to høje stolper. Kendt siden middelalderen i mange lande under forskellige navne. I Scotland således "jomfruen"; fik sit nuværende navn i 1792 efter lægen Guillotin (1738-1814), der ønskede at spare den franske revolutions ofre for slet bøddelhåndværk. I Frankrig er siden revolutionen 1789 i alt ca. 460 blevet guillotineret, heraf 23 i perioden 1956-79. I 1981 blev dødsstraffen afskaffet i Frankrig, og landets to guillotiner kom på museum.
note. Jeg må finde en smed.

Ion: (græsk: gående, vandrende, intetkøn, nutidstillægsform = præsens participium 'enai; at gå)
Atom, atomgruppe eller molekyle med positiv eller negativ elektrisk ladning.

Meta-(gr. me'ta efter) hen til, iblandt, efter, senere end, på den anden side; ud over; udtrykker tit overgang, forandring; kem. om syrer dannet ved fraspaltning af vand; om visse atomgruppers særlige placering.

Metabole -n,-r ,- bo:læ (gr.metabo'lé omflytning, ændring) talefigur der består i gentagelse af ord i omvendt rækkefølge (antimetabole omvendt gentagelse); metabolisk

Metabo' lisme -n (af gr. metabo'lé omflytning) stofskifte.

Molære: (fr. Molécyle af lat. 'moles; masse) Mindste del af et stof, der kan eksisterer i fri tilstand, med bevarelse af stoffets oprindelige karakteristiske egenskaber.

Molær: Vedr. mol. 3, grammolekyle.

PH - værdi: Brintioneksponents reaktionstal; Mål for en opløsnings indhold af fri syre eller base. PH er en funktion af opløsningens molære brintionskoncentration, der som regel udtrykkes som en potens af 10; ph-værdien er lig med potenseksponenten med modsat fortegn. Til den neutrale tilstand fx. kemisk rent vand, svarer ph = 7.
Er ph mindre end 7, er opløsningen "sur", med desto større surhedsgrad, jo laver PH'er. Er PH større end 7, kaldes opløsningen basisk. Er brintionkoncentrationen fx. 1/10 000 = 10-4 er PH således 4.

Panodil o.a. håndkøbspræparater: Ikke udforsket.

Paraquat: Ukrudtbekæmpningsmiddel, ikke tilladt i Danmark, utroligt giftigt og miljøskadeligt. Bare 10 cl. skulle være nok, skål !

Pilegiftfrøer: fx. den gule P. terribilis, der kan dræbe 10 mennesker med giften på på hud. Fascinerende!
- Hop bare ind, kære lille giftige frø, i mit indre og nyd varmen og lad os udveksle liv for ydelsen og blive ét. Smukt og originalt, værdigt.
(kontakt eksotisk dyrehandel)

Silikat: Salte af kieselsyre fx. aluminiumssilikat.

Skarntyde: De to alkaloider fra skarntyde, der er væsentligst for plantens giftvirkning. Strukturen til venstre, koniin (2-propylpiperidin), findes i størst mængde i planten. Udgangspunktet for syntesen er fire acetatmolekyler, der sammen danner en polyketosyre. Denne omdannes enzymatisk af 5-keto-oktanal-amino-transferase til ringstrukturen g-konicein (nederst), ved tilførsel af L-alanin. Den videre syntese til koniin er reversibel og katalyseres af en NADPH-afhængig reduktase, g-koniceinreduktase. For stoffernes fosterskadende virkning må sidekæden som minimum være en propylgruppe. Koniin siges at være det første alkaloid som det lykkedes at isolere, i 1820-erne, og det blev fremstillet syntetisk for første gang i 1883. Skarntyde er den eneste plante i skærmblomstfamilien, der indeholder alkaloider. Der findes andre giftige skærmplanter, fx gifttyde (Cicuta virosa). Giftvirkningen skyldes hos de fleste andre giftige skærmplanter polyacetylene metabolitter, i tilfælde gifttyde det meget giftige cicutoxin, en sekundær alkohol (Hegnauer 1971; López et al. 1999).

Figur 1. Ricinus communis – kristpalme, amerikansk olieplante (engelsk: Castor bean), medlem af vortemælkfamilien (Euphorbiacae). Planten stammer oprindeligt fra tropisk Afrika men er i dag udbredt over en store dele af kloden, bl.a. fordi den er en smuk haveplante. Kristpalme optræder som et op til 13 meter højt træ i troperne, men bliver mindre og mere urteagtig jo koldere klimaet er. I tempererede egne overlever den kun i sommerperioden som en etårig urt. Bladene er store, grønne til røde, håndsnitdelte. Blomsterne sidder i klaser og frugten er en valnøddestor kapsel, der slynger sine tre frø ud, når de er modne. Frøene er ovale, grå til brunlige og smukt marmorerede. Planten vokser meget hurtigt – så hurtigt, at den af mange kristne opfattes som profeten Jonas’ redning, da den på én nat voksede op og med sine store blade kunne beskytte mod den brændende ørkensol (Jonas Bog, 4. Kap, v. 6-10). Plantens frø bruges bl.a. til fremstilling af halskæder eller til udvinding af Amerikansk olie.
Figur 2. Frø fra Ricinus communis.

Tv. Til sammenligning er en samlet dosis på 1til få mg ricin fra Kristpalmen tilstrækkeligt til at slå et voksent menneske ihjel (Hougaard og Larsen 2004).


































Stryknin: (lektor Blommes skæbne) Hagemanns konvers. leks. 1930
(C 21 H22 N2 O2) Et alkoloid, der sammen med Brucin, findes i det Ost Indiske træ Strychnos Nux-Vomica (se strykninplanten).
S. er et hvidt krystalagtigt stof, der er meget giftigt og smager yderst bittert. Forgiftningen viser sig ved voldsomme stivkrampeagtige symptomer.

Strykninplanten: (Strychnos Nux- Vomica), er et indtil 15 m højt træ af familien Longaniaceæ, hjemmehørende i Ost Indien.
Frøerne er som kuglerunde bær af et mindre æbles størrelse, der indeholder indtil 8 flade, brunliggrå, glinsende frø, de såkaldte "rævekager" eller "bræknødder", der har en stor hornagtig frøhvide og et lille kim. Frøerne indeholder alkaloiderne Stryknin (meget giftigt) og Brucin (mindre giftigt).
Stryknin og Brucin, som begge er giftige, anvendes som medicin, især stryknin, mod nervesvækkelse og fordøjelsesforstyrrelser.
Desuden som gift overfor skadedyr.

T.V. kedsomhed/Depression : Trivialiteternes gentagne synlige grusomhed. Forekommer tit søndage. Meget farlig og langtrukken gift. Frarådes på det kedsomste..

Ikke nævnt: Hængning, drukning, skydning, selv- og indebrænding, eksplosion, ihjelfrysning, sultning, forgiftning, giftige landdyr, store vilde dyr, maritime giftige fisk (havslanger) og farlige krybdyr, dødelig smitte, udstødningsgas, plastpose, kuliltekvælning, overkøring, påkørsel, luftemboli (luftemboli givet intravenøs med tom kanyle), maveopsprætning (hirakiri), pulsåreoverskæring, kniv- og sylestikning, udspring og nedstyrtning, dødskørsel (eneulykke), overkørsel, elchok, industrielle anlæg, medhjælp fra anden person, latteranfald, kvælning i sure sokker m. m

Kan du nogle nævne nogle andre, væsentlige metoder som er glemt, (metoder), er der et gratis eksemplar af bogen om den bliver under- trykt nogensinde.




SATIS QUANTIS


Smerte/forsvindigsnummer/tvivl

Lad mig alligevel tilføje lidt skepsis med, at det ikke må gøre ondt. Jeg vil gerne forsvinde, gå ud af bagdøren, da jeg ikke synes at kunne klare mig på scenen. Dog kvier forestillingen af mig selv som lig, mig ikke. Det skal være luxus og ikke en lavpris død som ved togoverkørsel eller udspring, opsprætning, pulsåreoverskæring, hængning ect. Nej, nej, nej....
Intet må jo gøre fysisk ondt i dag, kun indvendigt for det kan man jo ikke altid forhindre eller se. Det gælder om at skjule sit danske helvede. Det internationale danske helvede. Forstår du snart, at jeg trods sproget ikke er nationalist. Tænk at man gider at flygte hertil, vi burde beundre indvandrende at de kan se noget i vor danske dystopi. Smørhul, ha!

Den intelligente forsvinden

Forfatteren Poul Henrik Trampe forsvandt på Oslobåden, man siger at han sprang fra borde og skød sig i nedfaldet og er ikke siden fundet. Et veltilrettelagt plot og forsvindingnummer, hvis det altså passer.

Om sekter, det sekteriske, sektisme, samt in-sekter
Om vor trang til sekter, det moderne ubehags ensomme fællesskab.

Det at vi bilder os ind at kende dagen i morgen, som fremtiden overhovedet, er roden til meget psykisk ubehag i vesten.
Vor glæde af fremtiden er bl.a. bestemt af vor evne til at arbejde os til glemsel. Det er næppe vores natur, at vi skal tænke endsige bekymre os om fremtiden, hvis vi satser på nuet og investerer vor energi i nuet.
Nuet er et glemslens under på godt og ondt, men føles værst i en handlingslammende situation.
Og hvem siger, at vi dør ind i fremtiden, som i tiden overhovedet, selvom kalenderen har stor magt, en trussel mod forventning eller frygt. Barnesnyd i kristendommens navn. Senere lærer man om livets ekstreme stemningsmæssige og neurologiske yderligheder fra glæde og lyst til ensomhed og dep.
På en måde er der noget tiltalende ved disse, at et individs smerte i det bestående samfund og kulturbaggrund, danner andre meningsfæller, som følelsesfæller, trods den meget udbredte antipati mod døden (selvmordssekter), som egentlig også har ganske meget med de vedtagne normer, at gøre, livet SKAL leves ihjel koste hvad det vil. Men vort enlige private helvede har en mulighed for at forløses gennem noget sekterisk, netop det der isolerer det sekteriske fra det øvrige ”normale” samfunds trosmønster eller mangel på samme.
Og her på jorden, går tiden somom den stod stille i vor kosmiske rejse. Det er noget meget rodfæstet i os, ikke at give slip på sanserne og håbet om en bedre social fremtid. Her kommer så sekten, som går imod det undertrykkende etablerede samfund.
Sekten kan hvis den virker, frigøre trængte individer fra de givne mål og socialnormer til forståelsen for deres egne isolerede originale tanker.
Sekterne er samfundsundertrykkelsens magma.
Det omkringliggende samfund er ikke en sekt, men et slags sår af en evig splittet enhed i splid og kriminalitet med sig selv. Loven udelukker mere end den beskytter.
Men hvem vil være en sekt på én, en sindssyg, et flertal på én.
Således spår jeg sekterismen en stor fremtid i et samfund, der bygger på forbrug eller toksisk fællesskab.

Depressioner er som "sorte huller"
de suger alting til sig
af humør og motivation
lyset i lysten
undslipper ikke
dens gravitet
men jeg er her
endnu......

Og hvad indebærer ordet "muligheder".
REKLAME for J.P. (avis): Danmark er blevet mindre, men med større muligheder. Hvad med omvendt?

In-sekt

Angsten er forvandlingen fra det velkendte mod det ukendte, en ufrivillig fødsel og forpupning, ganske som i Kafka's "Forvandlingen", eller i forvandlingen til en varulv. Angsten for forvandlingen, verificeret i en varulv.
Gad vide om det virker den anden vej ?
Sektselvmord på internet: www/sui2000/dk.com.

Jeg kunne levende forestille mig en gruppe mennesker, der var enige om at begå et kollektivt selvmord i år 2000, altså d. 31-12-2000. kl. 00.00.01, altså lige nøjagtigt i år 2001. En kristendom, der havde spilles falit efter 2 tusindeårs rigets elendighed.
De havde fundet hinanden på en eller anden måde, gennem annoncer, netværk eller hvad ved jeg.
Selv ville jeg gerne tilslutte mig. Tre år ud i fremtiden er en overskuelig fremtid,
en fremtid med et formål og noget at leve for, et stort formål endda og der kunne udvikles mange kreative måder, til den mest humane selvudfrielse på ganske demokratisk vis i en hemmelig nedsat ad hoc komité.
Vi kunne fx. mødes og drøfte måder og metoder, samt hvilken cermonier eller form for sammenkomst, der skulle gå forud for vores kollektive selvdestruktion og udfrielse, ganske som "Pastor" Jim Jones i Folkets Park i Guyanna.
- Det er så skønt at dø, sagde en sindssyg Jim Jones til folkemængden og tømte et bæger vin med KNC (Kalium-Natrium-Cyanid) sammen med ca. 960 andre.
Men uden den tvang som der blev benyttet der.
En egentlig fest ville nok ikke være det mest ideelle, folk ville blive berusede og alt for glade for livet, nogle ville bakke ud og det hele ville gå i opløsning, samt en nytårsdag med depressive tømmermænd og således tilbage til det uudholdelige nulpunkt igen, et nyt år og en ny uoverskuelig fremtid i samme håbløse kultur.
Tillige ville alt det forudgående arbejde være spildt og de følelsesmæssige konsekvenser ville være grusomme. Så grusomme, at folk ville kunne finde på at tage sig af dage på de mest smertefulde, ydmygende og uværdige måder alligevel.
Selv vil jeg foreslå fælles giftindtagelse af cyanid KNC (kalciumnatriumcyanid), som virker bedst i en tom mavesæk med lidt vand og alkohol.
1,5 g. er nok, da en for stor dosering vil medføre forbrændinger i hals og mave og give forfærdelige kramper.
Giften opløses i vand, hvilken den reagerer bedst med og drikkes, skål til nytårsklokkerne!
Bevidstløsheden indtræffer efter ca. 60 sek., hvor koma indtræffer. Selve døden indtræffer, alt efter kandidatens helbredstilstand efter ca. 45 min's bevidstløshed med snorken.
Men KNC (kalium-natrium-cyanid), er ikke bare noget man går hen og køber som panodil eller samarin. Berygtet for sin overmåde giftighed, er det uhyre svært at få fat på når man ikke arbejder inden for den kemiske industri.
Og spørgsmålet er hvorledes man får fat på det?
Men jeg vil foreslå internet, at oprette en homepage WWW\dk.\sui2000.com @, en adresse til alle interesserede henvendelser på hjælp og tilvejebringelse af effektive gifte og kreative forslag.
Internet er et tilstrækkeligt anarkistisk medie, hvor alt kan lade sig gøre og resten med lidt dynamik, kreativitet og frækhed er muligt, at realiserer udi det konkrete mærkbare resultatorienterede.
Ja, nogen klamrer sig til livet, andre døden. Selv klamrer jeg mig kun til livet af angst for døden. Men at skabe sin egen død, at stå af med stil, tænder mig, som det eneste for tiden.
Der er også noget "forbudt" i det, noget samfundet ikke accepterer såvel som lovgivningen. Faktisk er den ligeglad, alle er ligeglade med alle herhjemme.
Noget som ikke giver moralske tømmermænd som druk, alene perversioner ect., men stimulerer en i kreativ henseende for målets overordnede helligelse. Livets mening må da være at dø på 1 klasse.
At arbejde for sin egen humane etiske ret til selvudfrielse, skriftligt og intellektuelt, er en form for et gennembrud, der har et mål man bevidst bygger op til som alt andet i vesterland, men hvilket mål?
I stedet for at vente på noget der aldrig kommer, vente forgæves på en lykke som kun er en illusion, en narresut for folkesjælen. Ensomheden sætter folk på vildspor indtil det modsatte er bevist.
Så hellere iscenesætte og være ansvarlig for sin egen død, end politikernes tomme løfter om et "bedre liv". Selv kører de spritkørsel og kan deraf ikke blive statsminister fra dag til dag:
"What a difference a day make _ _ " .

Men det skal siges at der må arbejdes for alt i liv som død og resultaterne er ikke givet på forhånd.
Men den emotionelle baggrund kan være så forskellige som mennesker nu engang er. Dep. er en ensom kollektivitet.
Nogle gør det af had med hævnmotiv. Nogle gør det som nødråb. Andre med en så høj intellektuel motivering, udfra at alene en årsag har en virkning. At Selve metoden er så usvigelig sikker, at der er tale om en "klinisk" selvudfrielse.
I "Hale Bopp" kulten var der tale om en organisation, en kult, der arbejdede så målbevidst og skjult, at man ikke kan undlade den en smule fascination. Det gik verden over i medierne og vil ikke blive glemt, det kan i værste fald danne skole for andre kulter, der gennem internet skaffer sine tilhængere blandt neurotikere og sociale afvigere, der for det meste lever i isolation. Det skal vi nok hører mere om.
Selve nerven ved sekter og kulter, er at isolerer dets tilhængere for et højere mål, som de ikke hidtil har kunnet finde i deres tilværelse.
Gennem sektens andre medlemmer et overordnet, får man overordnet formål at leve for gennem den sektens specifikke ideologiske sammensyning af verdensforsagelse, et filosofisk og religiøst islæt, en målrettethed med livet, nemlig deres fælles død.
Det er klart at for selvmordere, er der en langt højere etik og moral i et kultisk velorganiseret selvmord, end det enlige fornedrende der oftest er et forfærdeligt kompromis med omstændighederne, hvad medikamenter og muligheder for en effektiv selvudfrielse angår.
Man kan sige om disse sekter, at de trods alt med omhuen og nidkærheden i deres planlægning, vækker langt mere opsigt end den marginale og spontane enlige selvmorder.
Jeg må ærligt talt sige at jeg beundrer dem, når nu sket er sket. Det svider bedre på et samfund og en kultur vi ikke ved hvor fører hen og endnu mindre hvem der er ansvarlig for dens fejltagelser.
En lille skål æblemos med lidt bitter smag ( 50 stk. Phenobarbital, fenenal D.K.) og en forsvarlig slurk god vodka, læg brillerne på natbordet.
- GOOD NIGHT FOR EVER and EVER and EVER..... !

Biblioteket.

Nede på biblioteket havde de bog om en mandelig sygeplejerske, der arbejde blandt uhelbredelige syge med ret gruopvækkende sygehistorier, hvor skæbnens ugunst, sygdomsmæssigt, havde slået ned og sendt folk ud i tovene. Kroppen tror ikke på dem mere og bliver mere og mere besværlig at slæbe rundt på. Sjælen vil ud og finde en anden nyere bolig. En bolig af ungdom, glemsel og genfødelse.
Her er så afgjort et hul i den ellers nok så pæne og nydelige civilisation og en hel masse den bare ikke kan, til lidelse for alle de mennesker, som længes efter udfrielse. Om livet kan være svært at opretholde og forbedre, syntes døden endnu sværere at finde. Os stakkels mennesker.
Livet kan være ikke så lidt af en forstyrrelse for mange utålelige udsving, frem for den lineære stabile død.
Og så er det spørgsmålene, trods alle skrifter, hober sig op. Hvem kan? Hvem vil? Hvem tør? Hvem har modet, hvad med lovgivning?
Man må formode at lovgivningen kun gælder for de levende.
Hvor megen nedværdigelse og psykisk/fysisk somatisk holistisk lidelse skal der til, førend et menneske kan trække sit endelige og velfortjente, sidste suk, under så menneskelige og værdige omstændigheder som samfundet kan opbyde. Her er det velfærdssamfundet burde "slå til" om nogetsteds og det er langt fra tilfældet. Her ender den demokratiske valgfrihed og fortoner sig i mørke, uoplysthed og nervemedicin.
Ilten, håbet og drømmen er imidlertid, så længe man kan føle og tænke bare nogenlunde klart, at "det hele går op for en", at man smelter sammen med sig selv igen og forstår, hvorfor man er her på jorden, her og nu og aner, men endnu mindre fornemmer og føler, en meget velbevaret hemmelighed dulgt, noget vigtigt ublottet, vedkommende og kostbart, som ikke bare sådan lige lader sig vise, men ikke desto mindre er, et af menneskelivets skjulte behagelige undere modsat depressionens negative antiunder.
Du kan stadig redde dig selv.
Dog er en depressioner et uanerkendt under, hvis plumre dynamik har en sælsom smerterus. Men den kan kun søges forstået uden hang til stimulanser alkohol og andet. Disse forstærker den kun. Da jeg prøvede at drikke mig ud af den, har jeg aldrig mødt en ondere og mere forladt verden bag gardinernes lys den næste dag. En verden af intethed i verdens larm og jag, hvor intet drejer sig om dig og du ikke ved om du knapt har haft en mor eller en barndom.
Det må bare ende i alt andet end træthed, handlingsløshed og lede, det er jo derfor man vil dø, for at leve! At prøve noget nyt, ganske som et nyt vaskemiddel, som man så tit gør i livet, for at få vished om det virker eller ej. Man skal dog leve for at kunne dø, for at prøve noget af som så meget andet.
Men døden er måske lige så uopnåelig, som en smuk ung pige, fuld af liv og renhed tillige, blond, frisk og frodig. Selvmordsstudenten kan jo også blive dræbt, kørt ned, slået ihjel og hvad værre er, halvdød, blive syg uden at kunne handle bevidst og konstruktivt. Hjernen virker men kroppen syntes død. Og en hjerne kan ikke leve alene. Kan den ? Det sidste jeg har tilbage af min krop vil jeg være øm overfor. Kroppen er uskyldig. Det er hænderne der har påført den elendigheden gennem hjernens beslutninger og jeg vil ikke skille mig selv ad.


Reklame: Døden denne løjerlige fisk, er måske ik' så ringe endda

Døden er ikke det værste vi har, måske det mest livfulde vi har. Det er i livet vi oplever mere død end døden formodentlig nogensinde kan opbyde, tror jeg. Døden kan blive det kreative svar på vore håbløse bønner om ungdom, skønhed, frihed og glemsel. Men vi er kun os selv og ingen anden. Den er et tabu i et lyst og lykkesamfund.
Tanken om døden kan i den tilstand, gøre en hel munter og glad, tænde en, når livet ikke kan, dog syntes de to uadskillelige.
Som den store tyske digter Rilke skrev " Giv os om end ikke andet, en værdig død, den død vi fortjener !"
Ved at åbne os for dødens drifter, vinder vi også livet!
Det er da klart, at hvis man er så træt af livet, bør man i det mindste finde og bruge sin dog endnu nogenlunde intakte forstand, til at finde den mest humane form for selvudfrielse, den hurtigste og mest effektive. Men det er ikke just noget man kan finde på supermarkedets hylder. Hvem vil tømme en flaske svovl- eller saltsyre i et drag ?.
Man er cand. Suciedis og forsker som den maniske videnskabsmand i H.G. Wells "Den usynlige mand", jeg nød at læse som dreng i "Illustrerede Klassiker". Ak, barndomsopium, hvor blev du af ?. Eller indrette et hjemmelaboratorium af boblende kolber og sydende glasrør. Indrøm, at du bør koncentrere dig lidenskabeligt om, når alt andet ikke viser noget som helst fremgang.
At miste sig selv og sin værdighed gang på gang er for dumt, sisyfosarbejde, det ved du godt inderst inde, så brug dog det overskud, som du også ved, du kan få ved et mådeholdent liv uden disse formålsløse drukture, som du ved ender alene og i helvede, fordi du bare ikke kan tåle at drikke mere som overhovedet tåle noget mere. Hold dig i form, forsk, forsk og atter forsk. Du er ikke hyperintelligent, men giv dig tid og du vil lære og forstå. Det er princippet der er det vigtigste.
Alle kan lære noget i længden, hvis de vil.


På loftet

Var på loftsrummet for at se mulighederne. Manden der hænger sig, sollyset sender en skarp stråle skråt gennem den beskidte rude og det støvede lurvede loftsrum, fuldstændig gemt og glemt for verden nedenfor, hvor weekend manien raser i trafikken. Alle handler og farer rundt, døralarmerne på bilerne går i gang uden tyveriforsøg. Et dantesk inferno, ved indledningen til weekendens magtfulde cyklus af T,V, druk og æderi. På loftet går tiden som stod den altid forstenet og stille.
En ægte kliche, hængning på loftet.
Det lever sit eget skjulte tidløse liv med sine genstande, der skaber minder fra svundne tider her på jorden i lyset, hvor idiotien udspiller sig.
På loftsrummet opbevares forgangne tiders bevidstløse støvede erindring. Jeg vil rydde det op.
Der er hyggeligt, lige stedet til et måltid over levende lys og rødvin med en god ven eller veninde. Der er hyggeligere på loftet end på den træske jord, ja!
Jeg har det som en vis G. K. Chesterton i "A ballad of suicide": - Et underligt lune har truffet mig, jeg har besluttet ikke at hænge mig i dag!
Og slet ikke på loftet. Jeg købte ellers tørresnor forleden, en kraftigt meget stærk blå nylonagtig line, der mageligt kunne bære en mand på mindst 100 kg. i frit fald, men den endte tilfældigvis med at blive anvendt til tørresnor. Underligt ikke.

Drøm
Ensom, selve min kropserindring svigter mig forladt af venner og familie. Rodløs, fremtidsløs og rådløs.
Ja, det er rigtigt, jeg havde drømt om at have været der før. Slet ikke værst.
Det var noget med, at jeg meldte afbud til noget, men jeg drømte at jeg var der. Miljøet var virkeligt nok. Men det var ikke en lang og tryg drøm, der var ikke så meget i den, kun det at jeg kunne huske i drømmefølelsen. Det må have noget at gøre med en sindslidendes drøm.
Jeg drømte, at jeg fik et barn og det var ikke en dårlig drøm. Noget med en sindslidende pige, som så mærkeligt på mig, jeg kunne ikke forstå hendes ansigtsudtryks signaler.
Sådan er de jo vel! Det vigtigste er at jeg ikke ER helt fra den, der er lidt håb.

Ny dag.

Her til morgen er jeg ikke bange, som man kunne frygte:
Det jeg hørte i radio "Rosa", her lørdag morgen, var noget med et tilbud om rundvisning på Bispebjerg kirkegård. Så er bunden også nået, jeg vil ikke! Der er meget jeg ikke vil og alligevel må hele tiden.

Der stod på en urgammel gravtavle:

Som du er var jeg
som jeg er
skal du blive
jeg svarede hånligt:
Som jeg er skal du blive
som du er
var jeg
HVORFOR ?
skal blive min gravskrift

- Only we die in earnest, that's no jest.
Sir Walther Raleight.

Mere "spændende" om depressioner og død.

Den depressive ser afslutningen i alting. Babyer er oldinge, nye biler skrot, blomster er visne inden de er købt og de døde regerer verden over de levende. Ord er gravtavler (Proust), telefonbogen, en fortegnelse over Holocaust ofre. Kærligheden til for at mistes, som alle man kender. Gamle nedlagte iskiosker. Efterår i forlystelsesparken, der er lukket. Cirkus har forladt byen, de nedlagte fabrikker og de ubenyttde rustne jernbanespor, de forladte stuer og rum, samt gamle hoteller og danserestauranter der rives ned osv.
Jeg husker gladere tider uden sorger og angst. Jeg husker ikke at have været længere nede, men dog kan jeg skrive, det eneste holdepunkt jeg har tilbage. Og det er dejligt imod det at miste sig selv, som hviler som en stor trussel over mig, at skrive er en skøn fattigdom, den skønne glæde, den skønne fattige glæde for individdet frigørelse og renselse.
Man er som en anden JOB, man mærker lidelse og manglende livskvalitet i en verden, som syntes en modsat af det man vil have eller opnå.
Måske findes den gode gud altså, trods min gru. Og hvorledes kan man både være menneske og ikke? Der er altid noget der ikke stemmer for et ufuldkomment menneske.


ANGST, BEVIDSTHED OM SKÆBNE

Du véd jo, at du skal døe!
Angsten kan aldrig blive en bevidsthed. Den dør vel ikke, som ikke véd at døden findes. Kun det kan ske som er bevidstgjort. Er angsten en bevidstgørelse?
Så vi går måske i virkeligheden lige så meget mod bevidstløshed som bevidstgørelse, hele tiden. Angsten for noget, men mener at vide findes og at det selvfølgelig deraf er grusomt. På den måde tager man i virkeligheden gevaldigt forskud på "glæderne", fordi man mener sig bevidstgjort om den kommende psykiske effekt af alting. Man blotter blot stuben og siger - Kom blot og bid så jeg kan dø min frygtelige død, men det gider døden ikke, døden vil have modstand fra en værdig modstander. Døden er nemlig ikke pervers men en ædel modstander til livet, faktisk gamle sportskammerater, der taber og vinder alene for sportens skyld. Med samme sind sel'fø'li'.

Vi har det med at give alting et navn, men alting er ligeglad hvad det bliver kaldt. Jeg gad gerne at vide hvad der holder verden sammen eller prøver på det, men selv om jeg vidste det, vidste jeg alligevel intet. Det er det der er fejlen ved informationssamfundet.
Driften i uvidenheden, er et befordrende mellemstadie.
I de dødes verden eller mangel på samme vil vi nok have mere til fælles end nogensinde. Her er ingen larmende og stressende befordring. Ingen krav om overlevelse på kompromis.
Men selv i døden befordres stoffer og biokemi, selv det vi ikke kan se eller fatte har strømme, trafik og befordring som den vi kan se, høre og kan lide under kulturelt som miljømæssigt.
Gad vide hvad det ender med, mon ikke døden er lige så ufuldkommen som livet. Intet er som bekendt fuldkomment, ej heller den. Men den har en sælsom dragning for deprimerede og sindslidende.
Men det er det skaber noget befordrende, der er værdifuldt. Kun mennesket kan skabe noget værdifuldt i det "befordrende". Hvad er den bedste underholdningsudseendelse? Befordrende idet den fortsætter alene i kraft af dens underholdningsværdi. Uanset hvad man kan vinde fortsætter underholdningdriften til den næste udsendelse. Idéen er det befordrende, det er den inderste værdi for den sætter noget i gang, får folk til at vente utålmodigt på den næste og næste og næste...
Ideen er kreativ befordrende, driftsstyret og livsnødvendig for underholdningsindustrien, en alvorlig branche som så mange andre brancher. Pengene er ens.
Således er det også med skrivningen, at rejse, at befare, at befordres frem i tankerækker med ord.
Selv hos bedemanden fra kunde til kunde, fra ligkiste til ligkiste som bestilles hos snedkeren af bedemanden, begge disse befordres tillige til det hinsides af nyt liv til at tjene døden.Selv døden er befordrende for kapitalismen med sine samfunds - livgivende sorte blodlegemer. Døden skaber arbejdspladser. Hele verden er faktisk en stor begravelsesforretning eller en stor fødeklinik og modsætningen slider os op i den kapitalistiske fremmedgørelse, økologiske mareridt og ubalance. Vi er en kampplads for modsætninger så det kan mærkes.
Uanset hvad, metode og følelser til trods befordres vi hele tiden. Det gælder om at være så heldig at man kan vælge befordringens komfort og den dårlige befordringsmåde fra.
At kunne befordres, befordre sig selv og andre på idelige måder er livets store kunst.
Befordring er en stor sandhed og befordring forvandler, men jeg kender hverken de fysiske eller biokemiske love. Så den der længes efter målet skal vide, at det ikke er andet end en drift mod det næste mål, frivilligt som ufrivilligt.
Nej vi kender ikke befordringens love. Almindelige mennesker fornemmer dem kun. Vi prøver at lave den gnidningsløse befordring, men kaos rækker ofte ud efter os og lave huller i vejen som til stadighed må repareres af befordringens slid.
Men at studere det befordrendes love er i sig selv en befordrende drift. Ikke Einstein? Er DNA jorderigs guddommelige hemmelighed. Min befordring syntes at være et stillbillede.
(....)
Hørte en god replik i tv, svensk kvalitet når den er bedst og bergmannsk. Ja, jeg hykler, der kan være "lysglimt" T.V.
(beruset dyb svensk mandig røst):

"Ensam, ensam, eeehh.. hvem fan' er inte ensam, alla synos åt forlota en, familie, born, slægt og vennor, "hvem fan er inte ensam!" selva ens krop synes at forlade én. "Ja, hvem faen er ikke
ensam!".
Bagefter vulgær beruset skraldlatter.

Den negative erindrings skyldfølelse - offervisioner.

Den depressive, svælger skyldbetynget i alverdens dårlige erindringer fx.
- Jeg skulle aldrig have sparket katten eller hunden o.s.v Hvor er jeg dog ond og mis-lykket. Og hvad værre er, jeg ringede til dyrlægen, da den sked i mine møbler. Morder! Det var dig, udyr, at dyrlægen skulle have "ordnet". Eller jeg elskede katten, men gjorde intet, som hende du kendte engang.
Jeg husker meget og ikke alt bryder jeg mig om, men så længe man kan skrive hvad man vil om livets negative energier,som dog er energier, kan vi ikke definerer med noget fortegn, en sælsom valuta som alle har mere eller mindre, men ikke kan købe noget for, specielt ikke gøre noget for.
Vanvid og fattigdom, er man lidt fri med en gud som man skal stille sig tilfreds med, jeg holder på en slags gud, i det svære liv og takker tillige. Er der nogen der hører, føler og lytter i det grå lys derude bag mine vinduer ?. Næppe, du er bare en kedelig samtidklichee.
At føle, at være taber, men også på en måde en vinder, helst ikke for meget og slet ikke magt, magt er ondt og forspildes næsten altid af overmod. De gode tider kan være grundlaget for de dårlige, de dårlige tider kan man roligt regne med. Så på en måde er de gode tider dårlige, da man ikke kan regne med deres stabilitet.
Desværre findes der intet stabilt, stabiliteten består i det ustabile, en verden af evindelig uberegnelig bevægelse. Men måske også til det bedre. Kaos.
Det ved den deprimerede. Alt kan mistes, selv for den der intet har. Selve livet mistes.
Ja, ja, man får undertiden lidt planer om et bedre liv. Kærlighed er jo en slags ustabilt vanvid, et lys i mørket, kærlighed får os til at bevæge os, fordi vi kan li' det. Og bevægelse gir børn og tryghed.
Jo, jeg kan være tosset, men det kan være koldt og fremmed. Hvorfor smed jeg min knallerthjelm ned ad en opkørsel inden på kursusstedet, da jeg kørte hjem i en ordentlig brandert efter kursusafslutningen, hvor jeg råbte at jeg ville tage mig selv af dage? Pinligt!
Jeg vil være en hyggeonkel, ikke et socialt invalideret toksisk rædselskabinet og jeg vil ikke på rundvisning på Bispebjerg kirkegård, der må være noget, der er sjovere. Man bliver lysten af livet, men da er det svært at finde gensidighed hos andre, klangbund for lysten til angstfrit samvær, man skal passe på den lille smule hjerte og uskyld, der vel dog er tilbage.
Kontakten mellem underlivet (helvede) og kroppen (himlen), som svigter en, er den værste mellemtilstand i livet.
Verden går videre uden dig, mageligt endda!

For du har vel uret overfor samfundet, de andre kan alt, er lykkelige, raske, sunde og normale.
Du er fuldstændigt på vildspor. Åndsindsnævret.

Kultursygdomme
Om drøm og om enlige mænds drukkultur i en lille kedelig ejendom af eneceller i Danmark.

I nat drømte jeg noget grotesk om en halv mand der, nej det er for modbydeligt og fuld af gru og angst, altså uhyggeligt. Han var så halv, at hans genitalier manglede, føj! Det var grotesk på en måde, der var abstrakt og så usædvanligt, at det knap er til at beskrive. En blanding af noget og nogen, jeg har været sammen med på kursus i den forløbne uge.
Sidste tirsdag, oplevede jeg en gru over al forstand. Det hele slog klik. Da er det man forstår, hvorfor selvmordere må ud af deres psykiske uligevægt, for i det hele taget at gøre det, finde ud af at gøre det. Og ved du hvorfor?
Pludselig sidder man og drikker bajere i en intetsigende garage, går op og spiser pizza med "vennerne", drikker rødvin og videre på et andet værtshus her i Søborg Irish coffee (dobbelte) og små "skarpe". Forlanger ingen ynk, men vil blot fortælle om nogle biopatiske mekanismer, der kan give sig udslag i forfærdelige angstneuroser og vrangforestillinger. Man ender ensom og lå og rugede over et åndsvagt digt på tysk: - Nur bin ich arm, ich bin nur arm, arm bin ich arm....
Jeg ringer til Sct. Nicolai Tjenesten, hvor jeg mavesnakkende beklager mig.

- Jeg ved ikke hvad jeg er efter, men der er noget efter mig og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke ved. Dette er angstens device.

Mavesnak

Vidste du at deprimerede ofte snakker med maven, ordene skal løftes op som tunge sten, en efter en, sættes sammen og danne en mening. Tanken er lysår foran stemmeføringen. Det var en klog ældre mand der påtalte det kritisk, at jeg snakkede med maven. Og det gør endnu mere ondt, når du oven i købet skal kritiseres for din depression. Man han vidste ikke bedre, det gjorde jeg iøvrigt heller ikke.
En talepædagog vil nok ikke hjælpe stort.

Hun siger (ældre livserfaren dame):

Jeg indleder: Med ængstelig jammersnak om mit befindende. Det lyder som en der har slugt en af de betonklodser der anvendes til at afgrænse vejbaner ved vej- og anlægsarbejde.

- Man snakker så meget om, at der sker så meget nyt, indefor teknisk udvikling o.s.v., men hvorfor går det ikke i retning af at bringe mennesker nærmere hinanden i retning af almindeligt samvær, udviklingen afvikler os menneskeligt. Det kan føre til hukommelsessvigt, erindringssvigt, men det er måske også det, der er meningen, at vi skal glemme hvem vi var og er, var det så bare ved latter, leg og glemsel sammen med andre, i stedet for et tv og en pc'er. Den balance bliver hele tiden forstyrret. Det er som rundvisning på en kirkegård. Døden bliver nemt vor hobby, for nemt.

Jeg siger:

- De siger at verden/jorden kommunikationsmæssigt er en slags landsby, men jeg syntes aldrig at den har været større mellem mennesker, næsten flad og uopdaget.
Ja, det er så let at gør sig til offer og gør man det, vil elendigheden ingen ende tage. Der er ingen fremtid i at være offer.

Hun siger:

- Tag en kop kamillethe og prøv at sov lidt.
Hm, kamillethe.
- Farvel og hav det godt ?!

Om eftermiddagen lå jeg og vred mig som en ildorm, det var grufuldt. Det var som en brændende lava fluidum af skyld, skam og fortrydelser i ens usle liv rindte igennem hjertets aorta. Ved guder hvor jeg kunne have trængt til en gang angstdæmpende medicin.
Jeg fandt en død flue i en rådnede gryde, det var alt sammen symbolskt for mit endeligt. Jeg var desperat og måtte ringe til familie om intetsigende ting. Panikangst.
At smide sig ud fra fjerde sal her i ejendommen, ville være et skændigt eftermæle at få, men at skyde sig eller forgifte sig på loftet, ville være en human måde at gøre det på, det er klart. Det er egentlig en kær hobby, men man må finde en form for fremgang, hvis man ikke skal gøre det på en vulgær og afstumpet måde. At tage gift må være nr. 1, men hvorledes fremskaffer man den, når man ikke har kontakt(er) til/med/indenfor den kemiske industri ?
Det kan egentlig blive en kær og lidenskabelige hobby, men det er vigtigt, at man holder hovedet klart. Der skal vilje og planlægning til. I så fald vil man enten blive en levende død eller jeg ved ikke hvad. Livet er ikke lutter lagkage og vi griner mindre og mindre.

Det er denne ensporede mandekultur med røg, øl og tomsnak der bryder ned i ens sociale miljø, det bløde kvindelige univers syntes ikke til!

Hør her hvad jeg mener om denne "ølkultur":

Sjælen udvides, men rummet og indholdet i formen det samme. Vi får en illusion om at være organiske og fælles gennem øl, trods volden i den rivende metalliske kapsel, det uorganiske i glas og plastkasserammer. De tomme flasker rasler med en dump hul plaskasselyd ned og fyldte tages op af rammen i en uforanderlig uudholdelig monoton kontinuitet. Kassen tømmes og en ny hentes i en uforanderlig evighed. Øllet har logistik-tisk magt.
Vi smelter for en tid, gennem sveden i vore klæder og evaporerende kønsdele. Og tomsnakken syntes meget meningsfuld.
Rammens utålelighed ophører, men stivner igen. Hylstret tømmes, vi ræber og befrier os for indestængthed og spændinger i vort formløse indre håb. Og bagefter er man alene igen med sin bøvede ølbøvethed.
Jeg kalder det for kapitalistisk s a m m e n v o k s n i n g s v æ s k e som narko o.a. "stimu-laser", sjælen i laser og pjalter.
Og behandlersamfundet har en der hvor de vil have en, noget at rive i. Og de er ædru og bureaukratiske, cirklen sluttes med "underdanmark".
Gid fanden havde brygger Jacobsen !.
Man svigtes af venner og krop. Min "kradesh" ven, den tyrkiske kioskindehaver foreslår mig at drikke lidt mere, for når jeg er ædru: - Dig ik' drik, dig ik' kinner noen", kender jeg ingen, mente han.
Sikken en rådgivning. Han selv, drikker aldrig.
Man kan så sige: "Hvad er egentlig meningen? Inde i kroppen føles meningen med alting og den er ikke altid rar".

Engang stod jeg ude ved broen over togbanen på Emdrupvej og kiggede ned på stærkstrøskablerne, der var anbragt på nogle små tagpapsbelagte udspring og tænkte, skulle man ? Jeg var tung og helt ude af den, på vej hjem fra det dødssyge kursus i arbejdslivets blomstrende muligheder, selv var jeg halvvissen. Jeg havde spurgt læreren om man ikke kunne få aktiv dødshjælp i stedet for arbejde. Alle grinte, men hun smilede og snakkede videre uden at vide min alvor i spørgsmålet.
I det jeg betvang mig til at gå videre kom en rustvogn kørende den modsatte vej.
Mystisk og forfærdende som en lavasø. Hov, hvad med udspring i et erupterende vulcan fra helikopter, svedet væk som et græsstrå på nul komma nul. Fascinerende.

Sucidialtankens Perperitum mobile

Og det bliver ved.
Det er som hjernen har frigjort sig fra kontrol og arbejder videre som en løbsk atomkrigscomputer.
Dødsmåderne er uransagelige, man vrider sig som en djævel, dette er ægte lidelse. Det, den mest raffinerede af spidsfindige modbydeligheder.
- Her kan du hænge dig, der kan du kaste dig ud, der kommer en stor lastvogn med store hjul, et tog o.s.v.
o.s.v. i en uendelighed.
Kunne man dog bare bruge denne ufrivillige kreativitet til noget bedre. For den er der bare med et ukendt fortegn.
Der er noget utroligt raffineret, der bestemmer og "styrer dig".
Det er ikke underligt, at man ikke kan klare mosten undertiden, som over tiden, i tiden. At fylde sig med skidt og lort og regne med at få det godt. Sådan er det ikke længere.
Du har kun ejendommen skumle ølkælder at ty til, for lidt samværs skyld over en øl, klods op af et overdimensioneret gammelt rædselsfuldt farve tv. Det er bare for meget. Jeg ved det hele, men kan intet gøre.
Selvbevidsthed er ikke altid et aktiv, tværtom.

Søndage

Det er ikke just kærlighed, optimisme og helligånd, der fylder ens tomme sjæl ud. Man er kronet med en lang, ensom søndags, tornekrone. Det er ægte velfærdsfattigdom med lutter døde ting omkring sig.

Sidste aftenbemærkning og trøst: "Hvad er en lille skide depression mod nøden i Jugoslavien, en forfængelig selvmedlidende vestdepression mod mord, skrig og sorg i virkelighedens krigsverden?!"
Trist og sur, træt? Frist, træt og sur ?
eller hvad?
en død soldat i støvet på TV
enkelt vi lever og vi dør/ Av ! hjerte

Multimedietiden

Det værste ved elektronik, uanset hvad, er at den ikke har nogen krop eller kredsløb af egentlig liv, blod, den er død og klodset, uanset hvad den "kan" eller "ikke kan".
Mest "ikke kan" er elektronikken. Selv de mest fanatiske maniske internetbrugere, tror jeg. vil ende i depressioner, når de opdager at døden i elektronikken intet egentligt menneskeligt fremskridt kan flytte. Og det ultimative nåes aldrig, som med os selv.

(Var man bare "Rocketman", Raketmanden (film i T.V.) og kunne lade sig fyre op fra den træske jord. Det er det, at når vi ikke er i bevægelse får vi det skidt, stofskiftet bliver sygt. Det eneste mål jeg har er at vinde mig selv tilbage. Men det er nok for meget forlangt. Vi ved ikke, at vi skal miste os selv, så vi vidste ikke bedre i fortiden end at synde mod vort stofskifte, leve usundt! Jeg vil være med i Sct. Hansløbet tror jeg. Løbe efter endorfiner.)

Der er intet nyt i vore prøvelser og angst. Det er som kroppen også vil skide os et stykke. Man strider, som en gammeldags kande eller arbejder indeni sig selv for at overleve og ikke blive sindssyg. Masochisme er ordet, samfundsmasochisme. Undertrykkelse danner magma, ordenes magma.
Underkast dig socialkontoret eller dø i vildnisset.

eller skriv en bog og tjen penge:

BH'ens historie
ensomhedens historie/spermens
selvmordets historie
alle andre har det godt
hvordan har jeg det?

Hvad skal jeg lave?
Jeg omarrangerer mit sengemiljø, eneste jeg gider. Sengen er snart det eneste jeg tror på. Her begyndte og her ender det, højest sand-syge-lig-t.

Stofskifteløjer, igen?

Hvorledes kunne jeg blive så optimistisk af at svømme i dag, at jeg tænkte på, at søge en jobtræningsplads hos min boghandler, er mig en gåde.
I det jeg kører ind i den lille gård og går op i den lille lejlighed blev den blev mast til ukendelighed igen. Skulle man ikke hellere blive på gaden for at bevæge sig for altid som de såkaldte skizofrene. Jeg forstår dem, de kan ikke udholde betonkister med navneskilt på.
Jeg ved i hvert fald en eller to ting som absolut ikke kan lade sig gøre i Danmark. Danmark er det umuliges land. Et land fuld af ligegyldighed, selvoptaget og egoisme. Alt andet end det det burde være. Vi er halvdøde og ensomme. En flimmerkasse øl, tom snak og overfladisk Anders And kultur. En afmagtsmenneskekultur, fuld af grådighed og begær. Alle andre skal overleve undtagen dig. Alle andre er ikke mig. Begravelsesforestillinger kommer løbende, du er selv med. Men på den anden side, hvordan kan det lade sig gøre? Skal vi leve evigt i en sort kassekultur? Hjernedøde regeringsofre og trøstespisere!

Ny dag

Jeg skriver fra morgenstunden, mens jeg har lidt energi.
Nu ved jeg det, det er byens - den indre spænding jeg trænger til at komme væk fra. Afspænding fra verdens raseri. Byen giver stress og dårlige nerver. Det er derfor hele vores livsoverblik, bliver uklart og det giver angst. Løsningen er ro, til at overskue gennem kaos. Måske kan det lykkes, at løse op for livet. Jeg har kun min indre by og det er en spøgelsesby, hvor alt er lukket.
Ja, jeg er kommet lidt videre. Det er altså afspænding, der er vejen til indre fred og afstresning. Vi må tilbage til enkeltheden. Måske er den slet ikke så syg endda. Lad os vende tilbage til jorden. Her er så afgjort noget at tænke over. Jeg vil ikke være et offer for det jeg ikke kan gennemskue af min fortid. Jeg vil ikke have skyld for andres forbrydelser, jeg har rigeligt i mine egne.
Vi er blevet et offer, for al den stress, angst og påvirkninger. Vi skal organisk være alle andre steder, end i os selv gennem noget uorganisk (T.V.) og det gør os syge.
Man kan vidst roligt sige at harmonien er blevet forstyrret, når vi således er "ude af os selv, det er let nok at komme, men at vende tilbage til sit eget oprindelige punkt, det er svært, men et stort håb. Men bliver det til lidenskab, kan det atter mistes.

Jeg husker stor alene-lidenskab foran PC'en eller videoen, når jeg kom hjem i sin tid, men hvor bragte lidenskaben mig hen? Intetsteds særligt. Man er alene i en illusion, en digital matematisk grafisk illusion, der kan være utroligt forførende og udvikle en stofskiftekemi, der er tryg og behagelig, ja særdeles manisk og lidenskabelig! Endorfinerne bruser i kroppen, dette er sandheden. At være alene med sig selv.
Du var fostermenneske igen bag skærmen, tryg og beskyttet med alle behov dækket ét sted, wow!
Siden vi på bunden er naturlige alle sammen, men vi har selv skabt det kunstige, der bilder os ind, at "vi er forkerte" og ved siden af os selv. Føj for den lede, hvor det kan gøre os syge og afpille os til ukendelighed. Krise igen !

T.V. stofskifte
Det bedste program er den sorte skærm utændt.

Når man ser det udefra i mørke er det som et lys der pumper i rummene, som en hjernes udladninger af op og nedture i enzymer og krystaller. Lys der pumper eller billeder vi ser, hvad er meningen med T.V. Ganske som radioens lyde, en betryggende radioavis, men hvad oplæseren siger, betyder mindre. Bare lyden.
Er vi dyr eller mennesker? Eller hvad er vi? Intet? Ord og følelser, udtryk og følelser? Jeg tror vi er fattige, meget fattige på bunden og vi fyldes op hele tiden med fattigdom af medier og medier, kolde søde kunstige medier. Sikken en grusom fejltagelse "vi" gør i vort enfold. T.V. er gløder fra fællesskabets bål, hvor troldkarlen stod i flammeskæret og fortalte drabelige historier om "vildnisset" derude.
Vi er født for sent.
Sådan kan vi altså tage helt fejl af adressen og komme langt hjemmefra, så langt hjemmefra at vi ikke kan huske hvad vi hed. Ha! der sker så meget "Nyt, jo, men hvilket nyt? Jeg kan ikke se, der er sket noget "nyt" jeg endnu har kunnet bruge til noget andet end angst og depressioner. Men de er en advarsel om at vi er forkert på den, frygteligt forkert. Så gad vide om vi er "rigtigt på den", det har man ikke mærket meget til.
Man forstår hvor lidt man ved. Der er snarere en miljø- og socialsygdom. Kulturel degeneration" Engang var livet mere bundet og regelmæssigt, det er det ikke mere, verden er åben og usikker, dog med muligheder. Desværre bestemmer staten for meget vore muligheder og vælger, hvad vi kan vælge.
Ak, dengang.
Der var et større dække over det farlige og uendelige. Det er ligesom med min knallert, den kan blive stædig som et æsel, og nægte at starte, men det er i virkeligheden det mindste af mine problemer. Jeg er blevet folkelig, fattig, tosset og dødelig. Jeg mærker at depressionen er lidt på tilbagetog, det som måske er noget, der ikke er der. Udenfor på gaden var der barnevognstræf, som jeg gik op. Der findes stadig fremtid og tryghed for nogle?

Ordenes stofskifteleg

Ja, jeg har været et kvaj, sendt meget afsted, manisk, som jeg smerteligt har fortrudt, åbnet mig for intetheden og fået smerte og afslag. Mine "store" problemer giver redaktioner gaben.
Bare deres øjne kunne gabe af begejstring og sende gunstige biopatiske stoffer fra deres hjerne, så som Acetylkolin og Serotonin til deres neurotransmittere og give dem lyst og lidenskab (se en udgivelsesmulighed), det er vel det litteratur drejer sig om til syvende og sidst, fascination, visioner og lidenskab, modsat melatolinents (søvnhormon) budskab til neurotransmitterne om at ville være fri eller et andet sted end foran netop disse talentløse uprofessionelle ord, ord og atter ord.
Hvem kan sælge en depression ?.

Nyt ord for død: Permanent inaktive, men hvem ved det. "Han er "pi", "Permanent inaktiv PI = død. Et mildere uangst ord.
I dag lever jeg men er død inden i, kun angsten holder mig i live.

Tænk at engang fantaserede jeg med begær om noget jeg gerne ville være eller beundrede enfoldigt, nu fantaserer jeg mere følelsesløst om ikke, så uden at glemme mig selv.


Livet er ikke som i biografen, på film, tv, video, cd'ere, PC'er, soroundsound. Bøger, skuespil m.m.
Livet er ikke engang som i virkeligheden i virkeligheden, i virkeligheden, i virkeligheden......

Form og fyld.

Jeg ser CNN om rumsonden der er landet på Mars.
Vi er nået til Mars. NASA i det mindste og modtager fine billeder derfra. Kommentatoren analyserer billederne fra det jomfruelige landskab, uberørt af mennesker, bortset fra sonden.
Man taler om forsænkninger i landskabet, som på engelsk kaldes "Depressions". Det var lige noget jeg kunne bruge.

Vi lever efter at udfylde forsænkninger hele tiden visa versa, som dem der naturligt tilflyder os i vore naturlige forsænkninger fx. sult, træthed, sexlyst, underholdning. Men det er ikke altid fyldet og forsænkningen passer sammen. Livet kan faktisk være ganske uharmonisk for at sige det mildt.
Jeg tror at alle kvinder lider af depressioner. Ganske som deres B.H.'er, tilpassede forsænkninger af ædle tekstiler og ofte kunstfærdigt blonderet, til disse varme, bløde, formelige vævsmasser væv på væv, til evigt glæde, savn og afsavn for os stakkles pattedyr, mændene. Mine hænder er den depression der længes efter at fyldes ud med dem, som min voksne barnemund, der nu kun har flaskemundigen og cigaretfilteret som erstatning. Papiret er den depression der modtager mine kvaler. Mine barnetårer er blevet til en sprøjtende bubble-ink patron. Er verden ikke pervers ?
Mon jeg har misforstået kvinder med mine moderbinder. Er jeg Norman Bates ?
Næh, de har aldrig lyst, men det er måske kun til mig. At jeg er en depression de forstøder. Men to gange minus skulle da immerweg give positivt, Går altid hjem fra værtshuset som taber. altså plus, ikke?!
Kvinden er en forsænkning, vi mænd gerne vil synke ned i, ned i depressionen, venus depressionen som et planetarisk landskab, en forsænkning. Trætheden og søvnen må således være forsænkninger vi uværgeligt synker ned i. Hvad med døden?
Men en egentlig depressions forsænkning som den kendes medicinsk, vil ingen synke ned i. Og en kvinde kan vel næppe være en sådan forsænkning, snarere det modsatte, en havn et hjem, en trøst i det mindste. Ingen søger bevidst hvad kun kan betegnes som emotionelt lort, emotionelt lort.
Næh, langt fra alle mænd er optimister. Verden er sgu' svær at stykke sammen. Er det strategi der styrer os eller en natur vi ikke forstår såvel som skal forstå. Viden gør mig træt og træthed er ingen viden.
Måske dør vi ikke når vi dør, dør om dør. Måske starter festen forfra igen. Specielt barnefesten "dionyssosfesten".
Wow forfra igen, ny barndom, ny ungdom. Vi må dø for at fødes igen. Gén-fødes måske?

Handlingsplan/afspænding

Det er vigtigt, det er svært, at være poetisk i en hård verden af levebrøds udpineri. Selvom ord gør os fælles om ikke kødeligt så på det døde papir.
Selv om man "går hjemme i arbejdsmæssig betydning, gør man det også selv om man er på arbejde, man "går hjemme" inde i sit eget hoved og krop, hvilken forvandling skulle der ske, man gavner kun sig selv og ikke verden ved langt de fleste job. Man får tag over hovedet med gøremål og problemer, men det tag findes også for den ledige, men er bare ikke så anerkendt i den kollektive bevidstløshed. Vi er således alle på røven.
Dødsfantasier igen..........
Aha, husker Henrik Nordbrandts morbide digtfragment, om at han fantaserer tung om hjertet (sygeligt).

"Min elskede går rundt om min kiste, men jeg er der ikke ..."
(og visa versa)

Altså depressive Trakelske "dødsfantasier, som også kan have andre grunde af end sorg." Østrigeren Georg Trakl var depressiv digtekspressionist før lykkepillen så dagens mørke, kokainvrag, blev 27 år. (1887 - 1914). Datidens Jim Morrison, måske ?
Du forestiller dig alt muligt omkring din død, men du er der ikke, det er interessant, både at være centrum og stå uden for centrum af begivenhederne på en og samme tid.
Selve udtrykket, er centrum for begivenhederne og intet andet. Fantasi er at sætte sig selv ind i et centrum der ikke er der, men fantasi er vel ikke sygt, vel ?.
Det er udtryk for en sygelig tilstand, hvor legemet bliver noget af en byrde. Og hvad værre er, "Hvad hvis den elskede heller ikke er der?" Grumt!
Det er sprogmetaforer om noget der ikke er der eller kan skrives. Men hvorledes kan man både være udenfor og inde i sig selv. Er digtning ikke snyd?
Men du havde netop ikke regnet med, at du skulle være der hvor du er nu, selvom du ikke er flyttet fysisk. Dette er virkelig noget af depressionens natur, at flytte rundt med os uden at vi vil være der. Og de steder vi VIL være, kan vi ikke komme. Men her bliver vi også snydt.
Spørgsmålet er om digteren er syg og skal tage en pille eller har han ret, er livet håbløst.
Men vi må bedrages for at overleve syntes det. Men det depressive angstbetonede ufrivillige bedrag, vil ingen betale for. Vi hader det, men må handle med det. Midt imellem hersker så trivialiteternes gentagne livslede som næsten er de værste. Og intet sted er stabilt, heldigvis.

Angstfantasien for at ende et sted, hvor du endnu ikke er, det er angstens (din) mekanisme. Og det er aldrig et godt sted. Det er altså umuligt at ende et "godt" sted. Hvorfor? Hvordan?
Gør din negative strøm til om end ikke positiv strøm, så en realistisk strøm, men det kan man ikke forlange, der er meget ord ikke kan, de vil ikke "nuet" og det gør dem håbløse og træet der står stille klarer sig fint for det meste. Mon det har en strøm, en drøm. Strømdrøm.



" Where-den? "

Vi taler om "Verden, selv om den er lige foran os, en mågeklat på vinduet eller en skærmfuld tomme ord.
Verden er såvel uden for som inde i os, er begge sindssyge, den indre prøver at opløse den bagom hele facaden, forklare den og løgnen for at finde den og sig selv, dybest set er de begge uhyre fattige. Et ulægeligt sår, et tovtrækkeri, der ikke kan forklares med tanke og ord og og og........ ?.

Man kunne ønske, at man kunne gemme sig væk, sidde i en flyver højt i himlen på vej væk, flygte og det er der da også dem, der stræber efter, gennem den "store gevinst" selvmord eller religion, munkestatus, verdensforsagelse o.s.v. Bare væk fra den "slemme verden". Men den fastholder mig kun til at anerkende den som den er, trods lidelse, kristelig kapitalistisk og materialistisk. Vore chancer syntes ikke storslåede. Selv den brave Kierkegård måtte give op og ligger der nu.

Depressionen er noget af det mest hemmelighedsfulde, en en smertefuld forvandling fra puppe til larve.
En optræning, en slags tvungen bodybuilding i træthed, nederlag og afmagt. Det er noget, der stryger sjælens hår mod hårene. En anti metabolsk lethedsfornemmelse, idet den har frigjort sig fra et sted til et andet som tyngde. Livstruende tyngde. En tyngde der søger at frigøre sig fra hvad mod hvad ? Ukendte lagerpladser ?

Revision.

Det bedste der er skrevet
når aldrig papiret
den bedste mest visionære kunst
når aldrig vore sanser
endnu
stadig på vej
i ugjorte drifter
drifter, drifter, drifter............
begær
kultursygdom?

Går man en indkøbstur om lørdagen, mærker man dens specielle klaustrofobiske kvalme, i det tætte gnidende menneskemylder af ligegyldighed uvedkommenhed, en kropslig indespærring af masochistisk art for de døde tings skyld, det indbildte behov og begær.
Varerne, nøjagtigheden og pengene, venligheden er religionen. Ikke kroppen, der fornægtes for at købe en sprayflaske, der bliver lagt i en lille tynd syntetisk "knitre" bærepose. Kasseapparatet knejser digitalt, med den overbemalede ekspeditrices lynlåssmil i Matas. Jeg føler ved dette optrin som fik jeg en bypass operation uden bedøvelse.
Kroppen fornægtes for varen og vareliderlighedens skyld. Vetens ærkeperversion uden nogen ved hvorfor. Og jeg har selv redet på den sorte hest, det skal siges. Men det blev ulvetider og jeg forkastede min fortid. Kan man det?
Jeg føler en pludselig pervers trang til at smøre hendes glasdisk ind i lavement (lort) som betalingsmiddel.
Der bliver krig en dag alle butikker vil blive smadret af kroppens had mod varesamfundet. Ingen vare er i mine øjne noget værd. Hykler !
Verden er et stort udbud af noget vi ikke har, endnu, eller som skal erstattes. Det er som stødet i pulsen i kroppen, neurotranmittere og hæmoglobinet, der støder sig frem med proteiner og ilt, bare i det ydre. Måske er jorden og os stadig organiske sammenhænge, dybest set.
Det kan være en social- og miljøsygdom. Som dengang man troede, at ting var vejen frem, elektroniske brugsgenstande, der kunne forsøde livet og det tror mange stadig, faktisk har det aldrig været mere udbredt end i dag. Cd'rom (read only memory). Tænkt at man kan opbevare data'ene om sit liv i tekst og billeder på en cd-rom. Men følelserne lever helt deres eget liv, det organiske i sorg og glæde kan ikke ses på en skærm, føles via en skærm. Det gør cd-rom til noget afmægtigt fattigt, som "moderne medie". Følelser kan aldrig digitaliseres, smerte er kampen mod kunstigt liv.
Og penge bliver stadig de samme, håbløst gammeldags. Altså er forudsætningen for den moderne multimedie industris fremgang gammeldags og reaktionær, penge penge penge. Tillige vesterlandsk, uøkologisk og egoistisk.
Dagens tilbud :"Grønne PC'ere", jeg kunne brække mig.
Bliv verdensherre via internet for 14.995.- Jeg kunne brække mig.
Så sandheden om os, er snart så enkel som kompliceret, en blomst eller et træ lever på samme sted og bruger kun vand, kuldioxid og solskin (assimilation,fotosyntese) og kender næppe til psykiske problemer. Planter kender vel ikke til samfundsproblemer og sex, til misbrug af stimulanser, til arbejdsløshed og bistandshjælp. Man kan misunde planterne. Ikke at være en plante, men at være forvist fra menneskeligheden ved at være en "køn" plante.
Og når hjertet føles som en æske af træ, må man siges ikke at tilhøre menneskeheden.
Depression syntes som alt det der ikke kan lade sig gøre i live, men at depressionen kan lade sig gøre, er et negativt underværk og dog et under. Og depressionen har ret i mangt og meget, selvom følelsen er uantagelig.
Det er noget der opererer i det skjulte, såvel som lysten og lidenskaben, begejstringen. At leve og ikke leve! Glemt af selveste Vor Herre og fagforeningernes fordums stærke fællesskab overføres nu månedligt.
Verden har mistet sine nosser!

Boghjælp og fattigdommens glorie

Men skal man virkelig købe bøger om det man holder af at beskæftige sig med, kan man atter blive deprimeret over de priser, der forlanges for lidt menneskelighed. Det surrealistiske har en "virkelig" surrealistisk pris. Man drages fx af noget man ikke har læst om eller set før, når man vil købe en bog. Fx "Erotic art" eller og indførelse i depressionens væsen som uvæsen. Det behøver man ikke at læse om. Den der kender det, ved at det ikke kan hverken indføres eller forstødes med ord. Her forstår man at alt hvad der er storslået eller fantastisk ender på jorden, såvel som under den, og at alt kan mistes og er flygtigt. Den må jo nok antages, at være den egentlige magt i denne verden, det kønsløse og udriftige, der styrer verden når oplevelsen er slut og hylsteret er tømt.

Fattigdommens magt. Sådan lærer man en hidtil ukendt fornemmelse, at gå rundt på jorden med, at blive en ting, ej af kød og blod eller følende? Det er som en masse reklamer, du ikke vil have ind ad din dør. Hvem ved ikke, at verden er af lave, når det er sådan man føler? Folk maser mod disken for at få deres "ting", for at redde deres evigt tomme hylster fra tomhed. Tag bare at se en sprayflaske komme i en anonym tynd hvid "knitre" bærepose, sikken en økologi.
De stoffer vi har "stjålet" fra jorden og perverteret til eget brug vil jorden IKKE have igen sådan uden videre, nedbrydningstiden for vor komplekse udbytning af jordens råstoffer er uoverskuelig og det syntes som jorden tager hævn i vores indre i form af psykiske lidelser, advarer os.
Når vi kan bringe naturen i ubalance, kan naturen også give os ubalance det er klart, men vi er et.

Mennesker hænger ikke sammen mere, hverken familiært, samfundsmæssigt, socialt eller med deres land, de skilles smertefuldt ad for deres evindelige merkantile stræben. Er det virkeligt det eneste vi kan udvikle os til, forbrugere?
Vi skal undvige det vi er, hele tiden, købe dit og dat, glemme, være en anden. Det viser reklamerne, at vi skal "lette os fra den træske jord". Og er der noget et menneske ikke kan forliges med, er det følelsen af den trætte træske jord, der ikke kan være anderledes.

Impotent/depressiv/uskadelig

Den mandlige eunuk, er den, der kunne mageligt vogte et harem, vogte alting, der havde med lyst at gøre, thi der ville ikke forgribe sig på varerne. Lad den lidenskabsløse vogte lidenskabens attributter, han føler intet for dem, han kan vogte dem. Ja, rigtigt, du er den mandlige eunuk som Germaine Greer skrev om i sin bog af samme navn Germaine Greer. "The male Eunuk". Hele verden er vogtet af den depressive mandlige gamle Eunuk. Men Germaine Greer, spredte ikke benene for Hr. Hvem som helst og ynkede og klynkede ikke. Der er ikke meget nåde at hente hos kvinden, andet end ordets fattigdom. Ordet er: "Nej!".
Det bløde er blevet hårdt og oplyst.

Hjerte hvorfor slår du?

Jeg prøver at belejre mit eget eneste hjerte med de behageligheder jeg kan skaffe det, men det overgiver sig ikke til mig.
Ulykkelig kærlighed ?.
Essensen af hele historien er at jeg aldrig fik hende, tog hende, vandt hende, selvom det var ægte kærlighed og at den var gensidig, men at det var de praktiske omstændigheder der aldrig faldt på plads, jeg gjorde ikke nok, der var noget usynligt der hindrede den det sidste afgørende stykke til hendes kød, skød og sjæl og fremtiden.
Resten af mit liv vil jeg være som en dødsfange, der bare venter på eksekveringen af dommen. Det var vel hans højere forpulethed, alias gud, der styrede mig udenom, for at han egocentrisk stupide planer for os, kunne gå op i hans uforståelige helhed, som udgør os misbrugte mishandlede stumper udgør, en i sandhed besynderlig gud. Og aldrig skal han give os oprejsning for de to rådne pilestumper Amor skød i vort unge kød. Hvis jeg bare vidste hvor gud var ville jeg myrde ham med alle de højteknologiske våben og djævelskab han selv har opfundet, eller med mine bare næver, det regelrette svin!
Han hører os rundt i en malstrøm vi aldrig vil lære at forstå helheden af, kun af få ting formår at gribe ind i hinanden. Han er slagteren, der skiller os og alting fra hinanden, alle begreber fra hinanden. Under dette åg skal vi leve og som toppen på røvhullet tilbede det svin i hans rådne kolde og umenneskelige kirker.
Men fra hendes side var der ingen kreative og geniale indfald, kun var programmeret til at skulle tages i sit kønsrollemønster, følgernes og tabernes. Ingen blid ting, men en tom ko med røven til verden til en eller anden idiot sprang på. En farveløs tøs. Men hun kunne fascinere, når hun stod og foldede kunststofs sløjfer ude med benene i en stilling så hofterne trådte godt frem, for velskabt var hun med slanke blide pigefingre, meget fascinerende og dulmende.
Jeg gloede handlingslammet på dette skuespil. Hvad skete der inde i hendes lille hoved, eller ingenting. En fetiscisme (fetichisme), der skulle gøre en mand så blød, at hun blev overpløret med sperm, lokket til at kneppe hende til befrugtning. At blive hvirvlet ind i drømmens hypnose og afgive sin sæd, blive forført bedraget til at komme. Det er vel hele den kosmetiske industris inderste hemmelighed "Seduction" forførelsen ind i kønnet. Djævlen i forklædning var hun er de. De suger til sig for at lade andet dø. Bag virkeligheden. Siden da blev livet en rejse i sindssygdom og uforståelighed. Tænk at hun også sad på et lokum med sit køn og røvhul blottet for alverden. Ringe af ild går vi igennem langsomt.
Hvad er man i det hele taget kompatibel til at kunne opleve, nyde eller imponere. At vi ikke må have et hjerte, der kan føle glæde eller tilfredshed, hvad er det for noget? Men hvad nytte klager, når alt er til låns.
Jeg har været længe om at se det, at det er i det gode ords fattigdom, det endnu uskrevne ords fattigdom, at chancen ligger i en verden, hvor vi er lige meget. Man føler at man forsvinder og man er blevet en helt anden end den man var, som altså var den forkerte en indbildsk uvidende idiot.

Coelstrem adsprit lucem: "Jeg skuer det himmelske lys", stod der på en trøje jeg købte i en pæn morgenbrandert i en souvenirshop på Istedgade.

Coelestem ......... "Jeg skuer og forstår den jordiske civiliserede usanselighed og afmagt".

Jeg var alkoholisk og liderlig.

Alle ting kan ikke være væsentlige på en gang i en sanseverden, der er så begrænset og lukket. Vi lever for meget i vesterlandsk viden, som stiv uvidenhed. Et hvælv af muligheder, der presser på for at hjælpe os, forløse os bag den skal vi har valgt at tro vi har det bedst indenfor. Man vil altid have det bedre, det er en hemmelighed om nogen, bedre end dårligt.
Igen penge, penge,penge.......

Depressioner - en uanvendelig valuta?

Dagens kurs: 100 dep. = 100 x

Man kan sige om x, at det er en fremmed valuta der ikke kan veksles (på) i banken. Men derfor skal det være opløsende og lægende at skrive, ikke knugende og hæmmende ellers var der vel ingen der gad?
Afsavn for en ikke ryger, der lige er holdt op, er det adspredende at skrive. Lad ordene lagre og tag dem op igen og du vil lære om dig selv, at du som ordene kan forædles uden at forældes.
Depressioner er noget vi ikke kan smide væk eller vaske af som lægen der vasker sine hænder mysofobisk.
Man serverer vel heller ikke en tallerken med lort, en eller flere, som tyndskidssuppe på en restaurant, men det ender det jo med. Men det kunne blive stor kunst, "lortekunst". Vi tjener vores røvhul med kunst og underholdning. Røvhullet er gud! Vort fælles røvhul, svarer på alt i enden for rig og fattig. Vask dine hænder med lort, det er udtryk !.
Vi dør af adskillelsens pine. Pine må åbenbart være at leve ellers kunne vi vel ikke nyde - pine eller det der er bedre. Det svinger, som musik , latter og glemsel!

Depression:
Det er noget der ikke er der
for hvis det var der
kendte jeg det
men det er der

Når man bliver berømt og genkendt, sættes man ofte på en piedestal. Det er meget ubehageligt og det kan ende med at man ikke mere er i stand til at se tingene fra et almindeligt menneskes synspunkt. Dette er kunstnerisk livsnødvendigt.
Chiang Ximou (kinesisk filmmand)

Vinterkrig

Kulde - smerte.
Dernæst kommer menneskeligegyldigheden, 10 x værre end naturens kulde. Hvad syntes du, er træthed værre eller had?
Eller begge dele plus sult, er ondskabens sorte stride viltre træ?
At fryse al menneskelig elendighed til trods, forkert klædt på eller ej, er en barsk voldsom naturkraft, der belærer mig om min egen ubetydelighed, naturens "sadisme", imod mig, jeg den ufrivillige masochist, der klart mærker smerten i fingrenes og tæernes brusk og ben. Fantaserer om varm suppe hos en god varm enlig kvinde, der giver mig husly og varme i natten hos hende og sit barn, der vræler i natten.
Men jeg lærer også at jeg er til, at jeg lider. Får mig til at tænke på, at jeg vil brændes, når jeg er død, så risikerer jeg ikke at ligge dernede, halvt afklædt og fryse mig ihjel.
Livet i Danmark var mere end koldt nok!
Men kulde får os også til at søge mod menneskevarmen, kærligheden i menneskefællesskabet. Noget skal være koldt/hårdt førend det kan blive varmt/blødt.

matabole (isme) stofskifte: en ændring, en vandring, fra sted til sted

Al denne anti-metabolisme skabt inde i mig, al denne løgn, som virker begge veje. uden mit samtykke, et brændende fosfor i mit bryst, kan end ikke slukkes i vand, under vand. Et tyngdepunkt, der vendte sig væk fra mig og var lethed, har nu vendt sig mod mig og blevet til tyngdens tyngde og noget andet er blevet lettet. Måske bærer jeg en andens tyngde.
Jeg syntes at min egen uprivate død, er den sværeste af alt hidtidigt liv. Og dog har end jeg ikke begyndt at leve endnu
"De andre", må være adskilligt smartere end jeg! Vi er det mørke hals, stofskifte tåber på vej mod et endnu mørkere hul og intet kan hjælpe os. Ikke indtil videre.
Jeg er bange for at møde den intethed jeg kommer fra.

Vi har forjaget noget der kunne hjælpe os

Vi har som med natten forjaget døden tilbage til kirkegården, fortrængt den med lys og elektronisk antienergi og har i stedet fået angst, ensomhed og bekymring. Vi forjager os selv, ind i en ukendt verden af tilsyneladende renhed og oplysning, men natten, døden og snavset er inde i os selv, aldrig har vi været dummere og mere beskidte indeni. Fortiden var fremtiden. Energi/forbrug er lig angst.
Jeg drømmer at jeg er i fængsel og en ukendt datter besøger mig (Inger).
Vigtigt: Samværsfetistisme, vi har ofte, vi mødes omkring en ting, som er mellem os. Vi snakker sammen gennem en ting. Tingen er det medie som er mellem os, eller billedet. Kun med undtagelse af den rene forelskelse som er superundtagelsen, kan vi kun omgås gennem en ting. Vi er samværsfetishister. En vis ting i en reklame fx er betingelsen for accept og samvær, fx ungdomsskønhed (frisure, tøj, udseende osv.). Altså, the thing is communication. Vi lever på bunden af materialismens kloak og kan ikke nå hinanden uden ting. Vi mødes alt alt for sjældent nøgne.

Ved guder, hvor er et menneske dog grimt, nøgent, sårbart, et udstyrsstykke, der ikke kan få nok. Pengene er vore drifters forlængede arm og alt skal afvikles i en "Sportsånd" vi ikke kan forstå eller overholder.

Hav, svømmehal og stofskifte

Jeg har aldrig tænkt på at drukne mig, selvom de siger det er skønt, de redde altså. Noget med vægtløshed og blomsterfantasier.
Tværtom, jeg holder af vandet, at svømme nøgen i havet om sommeren på badeanstalt, er det bedste jeg ved. Jeg må gøre noget for at holde mig flydende. Overlevelsesinstinktet vinder. Jeg vover mig langt ud for at føle spænding. Nøgen og fri i Øresund. Sundt?
Jeg føler at vandet holder af mig som det omslutter min nøgne krop. Jeg er lille og stor på sammen tid. Vi er alle af vandet, sagde Meliciades i "1000 års ensomhed".

I svømmehallen er det anderledes, her kræves badebukser.
Jeg står længe ved vandkanten og tøver, nogle gange alt for længe med at springe i, et klart svaghedstegn, ligesom en selvmorder der tøver med sit forehavende, skal, skal ikke...?.
Imens render en træg strøm gennem følelserne, en sløv føjelighed og passivitet af en dorsk småfed fyrreåring.
Omsider kommer jeg i vandet. Traumatisk som en fødsel er mødet og fødslen ind i elementet. Jeg omsluttes af vandet og må gøre noget for ikke at drukne, ganske som i verden. Jeg fungerer da meget godt i vandet, det kører, jeg bevæger mig gennem det.

Jeg tænker: - Jeg ved at jeg findes et sted inde i mig, når jeg bryder vandspejlet og borer mig vej ind til underbevidsthedens dyb.
Vandet der omgiver mig presser denne erkendelse ud af mig gennem mig og min ægte identitet og erindring. Den goe' gamle.
Jeg ser de samme gamle mænd komme der igen og igen, undrer mig over at nogen kan blive så gamle. Men de må vel modsat mig være krisefri. Alle er vel krisefri, undtagen dig. Inden i føler jeg mig næsten ældre end dem. Velfærdskroppe. Velfærdssjæle? Velfærd ? Far ad helvede til med jeres færd. Et ord jeg hader som "smørhullet" Danmark. lyder som åreforkalkning og dødelige hjerte-karsygdomme. Depressioner.
Jeg går i sauna og kolddoucher mig bagefter. Sanseligt, det vækker min slumrende sexsualitet. Jeg husker denne voldsomme erotiske opstemthed, da jeg var yngre, efter samme ture. Fantasierne kommer: - kunne man dog bare, alt muligt ? Stofskifteløjer igen.
Jeg ved, at "jeg" er til og findes et eller andet sted inden i mig, helt klart, som dagens lys. Det er noget med, at jeg er til og findes et eller andet sted inde i mig, helt klart som dagens lys.
Det er noget med, at der findes en blå himmel oven over det grå skydække. At finde sig selv er en sjælden salt, en kostbar salt og jeg, som er lidt ved siden af en almindelig kedelig salt, ved at det er der selve livet findes, når det indtræffer, at man genkender sig selv og stemmer helt overens med sig selv. Men det er ikke let og sker kun ret sjældent. Jeg bestemmer næppe.
Men jeg ved at jeg findes et sted inde i mig, når jeg opholder mig i vandet.

Jeg ved jeg bliver væk igen

Men når jeg vender tilbage til lejligheden, ved jeg at prøvelsen venter. Jeg skal være aktiv og stå op for ikke at blive ramt og tynget ned i lortet, et puds som spilles mig af lyset og stofskiftet og jeg skal atter miste mig selv. Allerede som jeg svinger knallerten ind i den smalle gård jeg kender til bevidstløshed, begynder min sjæl at trænges sammen igen, som i en smal form og den vånder sig ved indeklemtheden. Gården, bagsiden af bevidstheden, det uoplyste plumre nederdrægtige.
Livet bliver svært og trist igen, pga. at noget inde i en krop, som du ikke ved om andet, end at det er nogle biokemiske processer, biopatien i hjernes krop og stofskifte luner, altså søger mennesker mod at frigøre sig fra at have det sådan. De rejser sig op, gør noget, bevæger sig, frigør sig således at kroppen producerer noget inde i som de kan lide.
Altså har det ikke noget med konkrete problemer at gøre, at livet er meningsløst osv. eller andre ting, så som fortrydelser af livsførelse og handlinger i fortiden og altings håbløshed i øvrigt.
Det findes, men det er noget helt helt helt andet end al det frastødende ubehag man føler for det meste, og ikke i ord. Det er folkelighed, der bestemmer hvor gammel et menneske som dig skal blive, når du erkender din synd og driftegoistisk liderlighed. Jeg har svigtet for at blive svigtet. Jeg tog en bustur uden formål uden mål andet end mit udgangspunkt, frem og tilbage i byen på sight-seeing, den bedste og mest fede bustur i mit liv, at kigge på byen og bevægelsen, kriser og træthed, rutiner og glæder, folkehygge. Det gjorde at jeg vandt over angsten og fremmedgjortheden.

Sandheden er af-gift-ning (ikke skatter, eller skilsmisse ) og ses med et helt rent stofskifte. Sandheden er ikke underholdning og tryghed eller modsætninger, sandheden er bevægelsen efter harmonien, at jage efter fred gennem byen. Byen, skabt af vort indre jeg i udbuddet.
Lejligheden kan ikke binde mig mere, den forstøder mig til den åbne himmel som en skizofren.
Men noget der er dygtigere og bedre end jeg formål at skille mig fra mig selv. Men det afhænger af hvad vi indtager og socialt liv.

Finder det gamle desk-top program Printmaster 2 frem på disken til min nye ink-jet. Får det til at virke og finder filer frem, posters. Et vink fra gamle tider 5-6 år med matrix, som nu er en sagablot. Al den tid, hvor meget og lidt er hændt. Ægte pc-nostalgi med eller uden periodeoverblik.
Hovedsagen er, at der i hvert fald ikke er noget at være ked af. Fremtiden er lysere nu med dette program, på en langt bedre printer, der ikke gør en frustreret, med knejsende mejslende nåle. Ingen gammel til at fremmane poetisk melankoli, selvom du prøvede at jamre indeni virker det ikke. Du er for mæt.

At ånde i fortællingen

Historien er noget kontinuerligt, der søger at følge åndedrættets rytme (Goethe), den kan hente mennesket ud af de grusomste kvaler. Alle mine ideer og kreative mani, vil måske smelte sammen som den støv der skabte jorden ved en slags død, selvforskyldt eller ej. Mani er når man vil i alle retninger på en gang og er lige så sygt som depression, jeg er et sådant uhyre. Tager jeg det roligt, ånder roligt og handler, går alt galt, syntes jeg.
Jeg vil, at mine ord skal nå frem, om en følelse, en spænding, hvis mysterium slider mig op.

d. 9. august 1997

Ak, al denne forandring, der presser os op i et hjørne. Forandringen vi skal modtage uden vi vil det eller ej. Alle de mange metaforer om en depression ændrer heller ikke noget.