Betinas historie
Skrevet af
Anonym
Puha.. Min historie. Det lyder så tungt.
Jeg er en pige på 19 år der fik konstateret depression for få måneder siden. Men det er noget der har stået på længe.
Min barndom var ikke let med en mor der har borderline og er manisk. Hun var ofte indlagt og vi 4 børn var for det meste overladt til os selv. På det tidspunkt havde jeg en stedfar som jeg savner rigtig meget idag. De er skilt, har været det de sidste 5 år, og jeg har desværre ikke så meget kontakt til ham mere.
Da jeg gik i 3. klasse flyttede vi fra min barndomsby på fyn til Vejle. Jeg var langt fra tilfreds, jeg faldt aldrig ind i den nye klasse jeg kom i. Pauserne brugte jeg på at fordybe mig i en bog mens jeg blev siddende på min stol. Jeg kan huske at det var meget svært for mig at være social.
Som 12-årig begyndte jeg at skære i mig selv. I starten gjorde jeg det ikke så ofte, men det blev hurtig en rigtig dårlig vane. I et halvt år gjorde jeg det næsten hver morgen inden jeg skulle i skole.
Jeg gjorde alt for at holde det skjult, og snakkede ikke med nogen om det. Min en dag så min søster et glimt af min arm da ærmet var rullet lidt op og jeg blev sendt til skolepsykolog.
Jeg løj hurtigt overfor skolepsykologen og bildte hende ind at jeg var stoppet.
Der begyndte jeg at skære i mine ben. Det var et fast ritual.
Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig da min mor fandt en anden kæreste på fyn, hun ville flytte dertil med mine to mindre søskende. Jeg kunne ikke tage med, og vi fandt en lejlighed i Vejle som jeg flyttede i sammen med smin daværende kæreste. Det foregik meget stille og roligt både fra min mor og min egen side af. Der var ingen sure miner.
Denne her kæreste begyndte efter få måneder at være meget voldelig og dominerende overfor mig. Jeg var ved at blive kvalt i det hele. Vi arbejdede også det samme sted. Vi boede over en slagter, hvor min x-svigermor var veninder med ejeren. Så til sidst var jeg ved at blive kvalt, og jeg flyttede til Randers.
Her har jeg den dejligste kæreste, som virkelig støtter mig i alting. Da jeg flyttede hertil så jeg så lyserødt på det hele, og det skulle blive godt igen. Men minderne om x-kæresten, en syg mor osv. fylder stadig rigtig meget. Det gik meget ud over mit nye forhold, og det har været en rutchebane tur hele vejen igennem. Men nu har vi ikke skændtes i en måned (det er stort for os) så jeg prøver virkelig at få det til at holde.
Jeg var startet på HF men droppede ud da jeg ikke kunne overskue det. Jeg kunne ikke komme op om morgenen, og de venner jeg havde, brændte jeg altid af. Jeg ville bare være alene i min egen lille bobbel.
Men nu har jeg søgt hjælp og er på medicin. Psykolog skulle gerne begynde til Januar.