ensom
Skrevet af
opgivet
Det var først som 32 årig, at lægen konkluderede, at jeg havde en mindre depression. Jeg startede med den laveste dosis anti-depressiver, og efter 3 uger (med hovedpine og kvalme), følte jeg det som om jeg var blevet genfødt. Pludselig blev jeg mig selv, noget som jeg faktisk aldrig før havde følt - aldrig. Levede i ½ år i en rus af lykke og blev også forelsket i en mand. I januar var det som om, pillerne ikke virkede mere. Satte dosis op, først efter lægens forslag, senere gjorde det bare selv. Intet hjalp. Blev sendt til psykiater, men det hjalp heller ikke. Havde det nærmest værre, efter samtalerne. Så prøvede lægen med en anden slags piller, som jeg blev så syg af, at jeg ikke kunne passe mine børn. Til slut sendte han mig til en anden psykiater, en rar mand, som efter ½ år fandt den rette medicin i den rette dosis. Endelig kunne jeg se håb forude, og der blev flere og flere gode dage, og efter 1 år følte jeg mig næsten rask.
Fik efter 3 års arbejdsløshed også job, godt nok som ufaglært, for jeg fik afslag på alt jeg søgte indenfor mit fag, men det var dog et job. Som tiden gik, blev det sværere og sværere at komme på arbejde, for jeg følte mig overset og mistroet, men mærkede alligevel ikke meget til min depression. Holdt dog hårdnakket fast i at fortsætte på medicin.
Efter 3 år blev jeg fyret pga. krisen. Havde sparet på alle udgifter, også fagforening, så måtte leve af kontanthjælp. Efter nogle måneder besluttede jeg mig for at komme af med de 20 kg som jeg havde taget på de seneste 10 år. Var på kur fra maj til november og tabte 10 kg = 2 tøjstørrelser. Det år var nok et af de bedste, på trods af at jeg var ludfattig, og ikke kunne tilbyde mine børn så meget som lidt lommepenge.
Fik job inden for mit fag i august 11. De første 3 mdr. var jeg fuld af energi og spillopper og mentalt var jeg ekstremt stærk. Havde også gået til psykolog i flere omgange, så både min selvtillid og mit selvværd var i top. Jeg havde ovenikøbet overskud til at hjælpe andre, ud over mine egne børn.
Efter 3-4 mdr. gik det op for mig, hvilken arbejdsplads jeg var havnet på, og som tiden gik, dukkede der flere og flere urimlige forhold op. Det værste var dog, at min nærmeste kollega havde så lavt et selvværd, at hun ikke kunne samarbejde med mig, fordi hun havde travlt med at charme sig ind på cheferne. Efter 1½ år er min glæde fuldstændig forsvundet, og nu sidder jeg igen dybt begravet i min depression, og har mistet alt håb. Har ingen venner, og min familie (mor og søskende) har vendt mig ryggen for længe siden. Lægen har givet mig endnu en henvisning til psykiater, men der er 2 mdr.s ventetid, og jeg tror heller ikke mere på at piller hjælper - tror ikke på at jeg nogensinde bliver "normal" igen, og har heller ikke lyst til at prøve, for jeg orker ikke endnu et nederlag...