En religiøs (foreløbig) livshistorie
Skrevet af
Anonym
Du er her:Min depression » Min dagbog » Dagbogsindlæg
Brugerprofil
Min dagbog
Skriv en side
Test dig selv
Mit mål med dette er at smide badevandet ud uden af barnet følger med. Jeg ønsker ikke at barnet smides ud med badevandet. I overført betydning altså.
Når jeg har skrevet det vil jeg læse det og prøve at forstå nogle ting. Jeg håber at det skaber en forandring i mig på en god måde.
Noget af det jeg lider af er dårlig samvittighed. Jeg synes at jeg svigter hele tiden.
"Dårlig samvittighed". Det lyder helt religiøst og det er det på en måde også.
Hm det er vist lidt svært at bevæge mig ind på dette emne.
Jeg er født katolik eller rettere døbt katolik. Indtil jeg var ca 9 år blev jeg opdraget katolsk. Begge mine forældre var konvertitter. Dvs. at de blev katolikker som unge/voksne. Vi gik ofte i kirke. Hver søndag og på helligdage. Sådan var det bare. Selvom præstens (heldigvis korte) prædiken kedede mig, så gik det fint. I kirken var der og er der mange ting jeg kunne sanse. Duften af røgelse, billederen, processionerne, hvor vi f.eks gik med palmegrene (vi brugte dog buskbomgrene, som palmegrene) palmesøndag. Og så var der sangene. Da jeg var barn for over 30 år siden blev der ofte sunget gregoriansk og på latin til messerne (gudstjenesterne). Og lidt af det hang ved. Jeg prøvede også at følge de danske salmetekster da jeg lige havde lært at læse. Jeg havde en børnebog hvor jeg kunne følge med i hvad der skete under messen. Da jeg var helt lille kan jeg huske at jeg tog en løbetur rundt i kirken fra min far. ;-) Blev dog fanget til sidst. Min mor gik meget op i at formidle det der skete i messen til os og fortælle hvorfor man gjorde som man gjorde. Hun var en "god katolik" på den måde. Vi var i det hele taget en "rigtig og en god " katolsk familie på overflade. Min fars fiksfakserier, dvs. han fysiske og psykiske overgreb på min mor og hans kriminelle adfærd og perversiteter og uberegnelighed og mangel på empati. var en del af sandheden bag den fine overflade. Jeg vil ikke kalde det for en facade for for mig og for min mor og søskene betød det faktisk noget. Men den gode katolske familie var nok en stor løgn.
Da min mor forlod min far. Ændrede folks opførsel sig meget. Eller en del msk opførsel gjorde for når jeg tænker over det var der faktisk også nogle som hjalp os. Mine forældres læge var f.eks også katolik og han hjalp min mor til at komme ud af det ødelæggende ægteskab hun var i. Måske er mine tanker omkring msk svigt også et tegn på at mine forældre omgikkedes de forkerte. Måske. Min mor mener også at det er fordi min far kunne manipulere msk i en grad så han gennem andre kunne skade os. Han var sådan der manipulerede når du opgikkedes ham. Hvad enten du ville eller ej. Hun synes ikke at det er de msk skyld. Men det har jeg ret svært ved at rumme nu, måske senere i mit liv, når jeg er blevet gammel og vis eller hvad det nu hedder.
På et tidspunkt begyndte vi at komme i en frikirke. Vi kendte nogle derfra. Det var så fedt at det var ok at min mor var gået fra min far. Der var også masser af friske sange med klap og bevægelser. Og ting om Gud og Jesus blev sagt ligeud og forståeligt. Vi begyndte også at læse meget i biblen. I den frikirke blev msk døbt når de selv var kommet til tro (hedder det) med baggrund i det sted i biblen der siger: Den der tror og bliver døbt skal blive frelst . Altså i den rækkefølge. Min mor følte at det skulle hun bare og det ønskede hun virkelig også. Mine søskene og jeg gjorde senere det samme. Hun så ingen afvisning af noget af den katolske tro. for de første kristne praktiserede samme dåbsform. MEN så kom præsten den lokale præst og besøgte os. Og trædende sig over tæerne og sikkert i bedste mening sagde han at min mor var blevet ekskommunikeret Dvs at hun ikke mere kunne få det i den hellige kommunion eller sagt på en anden måde kunne hun ikke deltage i nadveren. Den præst var og er , skal det siges ikke særlig pædagogisk. Men sådant et overskud havde jeg ikke som barn. Jeg oplevede bare at kirken forkastede min mor. Hende der havde opdraget os i sin store kærlighed til Jesus og kirken. Det kunne jeg slet slet ikke forstå. Og det blev et slags traume for mig. Og er på sin vis stadig selvom jeg i dag godt kan sige at der var ngl ting som præsten ikke forstod. Han forstod i hvert fald hvad det var han gjorde tror jeg. Men barnet som oplevede det er stadig i mig. Min far huserede vist stadig i kirken og vi begyndte at komme i den der frikirke istedet. Kirken ville jo ikke have os længere havde vi tolket det som eller jeg havde i hvert fald. Jeg troede stadig på Jesus og Gud, og elskede faktisk stadig f.eks messen og højtiderne og de gode meget gamle bønner.
Da min far døde var jeg 16. Jeg havde ikke ønsket at møde ham på noget tidspunkt siden han sagde et dramatisk farvel til os dagen før vi flyttede. Hvorefter jeg som niårig kommenterede: Det var da noget mærkeligt noget. Jeg kunne sagtens fornemme at det farvel mest handlede om ham og slet ikke om os. Senere havde mine forældres advokat presset på for at aftale samvær ml min far og mig. Det ville være helt naturligt eftersom jeg var 9. Men min far ville ikke. For det handlede ikke om mig men om ham. I en perode kom han luskende hen på vores skole og gav os en gave. Men kun i en periode hvor han havde en bestemt kæreste. Han døde som sagt da jeg var 16. Jeg ønskede ikke at besøge ham selvom han var syg og jeg vidste at han var døden nær. Nogle vil helt sikkert sige at jeg er hård og at det er mig der er uden empati. Men når man ved at man kun er en prik i hans spil og intet andet. Når man VED det så gør man ingen gavn ved at komme. Jeg var ærligt talt også bange for ham. Han kunne finde på hvad som helst. Nå men den beslutning har vi måttet høre meget for. Os tre børn der var så følelseskolde og hensynsløse overfor vores stakkels forladte syge far, der havde haft det så svært med den kone og de børn. Da han var død var vi inde at se ham. Det var faktisk godt , hvis man kan kalde det det. Jeg kan huske at jeg rørte ved hans hår. Det var ikke uhyggeligt, men mærkeligt. Jeg græd ikke og følte ikke sorg men det var bare mærkeligt.
Da han skulle begravet havde min mor fået et råd af den gode katolske læges kone: Gå med til begravelsen, sæt jer sådan og sådan men gå for Guds skyld ikke med til kaffen bagefter. min søster ville dog gerne. Men jeg slet ikke havde lyst. Jeg ved ikke hvad der overbeviste mig. Måske at min søster ikke skulle gøre det alene. Men jeg skulle AlDRIG have gjort det. Puha. Lægens kone "skældte" også min mor ud for prøve at overtale mig for at vi gik med. Min mor ved godt at det var forkert i dag. Jeg har virkeligt et traume omkring det. Der var fuld af min fars katolske harem. En flok katolske damer på ca 60 år, der lignede en karakteritur af danske katolske damer på omring den alder, der hjælper syge og gamle. Ja undskyld mig. Jeg ved at der er mange der helt sikkert ikke ser sådan ud. Men nogle gør. Pagehår eller kortklippet, med en rullekravebomuldsbluse på og en nederdel i uld eller plisseret kunststof eller bukser med pressefolder og fornuftige sko. Et kors hængende om halsen. Og med et blidt og ydmygt udtryk i ansigtet. Jeg siger ikke at folk ikke må se sådant ud. Jeg genkalder mig bare hvordan disse kvinder for der var bemærkelsesværdigt kun kvinder, så ud. Af mænd var der familie. Dvs min farfar, mine to farbrødre og en fætter. Jeg husker hvordan min søster rejste sig og sagde at planen var den at vi ville gøre det kort. Vi skulle synge en sang, drikke kaffe og spise kage og så afslutningsvist bede fadervor. Da vi skulle til at bede fadervor foreslog en gæst at vi skulle synge dejlig er jorden. Ved en normal begravelse ville der ikke være noget i vejen for dette men denne var ikke normal og vi var pissebange . Jeg var i hvert fald. Min søster gentog at vi ville bede fadervor og så slutte. Vi bad og så rejse vi (mine søskene og jeg) os....resten blev siddende. Vi gik ud og ventede. De sang dejlig er jorden og kom ud lidt efter. Det var så forfærdeligt. Jeg gik hen til min farmor og farfar og sagde goddag farmor og goddag farfar. Lige i kødet på dem for de hilste ikke på mig. Når jeg tænker over det og skriver det her kan jeg godt se at der også var ngl ok msk med. Feks min fars fætter og hans kone. Men psykisk og på en måde fyldte de andre desværre meget dengang. Tror at der var en der sagde noget med at vores far elskede os. Vi tog hen til en farbror og hans kone bagefter. Han var god nok. Men jeg var så vred og den vrede har siddet i mig og sidder i mig som en brod. Jeg gad godt komme af med den. Men indtil videre er det ikke lykkedes mig. Igen har min mor forsøgt at fortælle mig at det der katolske følge er uskyldigt, at de har været et offer for min fars manipulation. Jeg forstår godt hvad hun mener men igen er jeg i oplevelsen og kan ikke rumme det.
Der gik en del år . Frikirken havde skuffet os på en måde, måske vi ikke hørte hjemme der. I dag er jeg glad for min tid der. Det har faktisk kastet et frisk lys og nye ubesværlige ord på mange katolske begreber. (Den katolsk kirke kan til tider godt lide lidt af for meget kancellisprog) Selvom det kan forekomme lidt paradoksalt. Og jeg er glad for at der findes en frikirke. Og vi har stadig gode venner derfra.
Ved hjælp fra en god og klog katolsk præst som kendte os alle rigtigt godt begyndte vi igen i kirken .Det viste sig imidlertid at vi var blevet slettet af medlemslisten i den katolske kirke. Det er noget der faktisk slet ikke kan lade sig gøre. Men det var sket i den menighed som vi kom i da min mor og far blev sepereret. Og hvor min far havde huseret. Ja ja den hr far kunne sørme få ting til at ske. Vi fik at vide hvordan han overbevist præsten. Jeg bliver så vred over dette. Over dette svigt på børn. Ikke en eneste gang kom en præst hen til os og til mig og snakkede med mig om det. Sådan en konfliktskyhed. Nej, det gør mig nok mest trist.
Jeg var flyttet hjemmefra. jeg blev firmet. og kom i en rigtig dejlig kirke. Jeg fik , på det tidspunkt (var først i 20 erne), et psykisk sammenbrud. Jeg tror at det var en depression. Men jeg havde det godt i kirkerummet og i messerne. "Havde det godt" betyder at jeg godt kunne være ked af det. Jeg græd meget der i kirken, men jeg fik lov til at være der og græde . Bare at være der og græde og til hverdagsmesserne være omgivet af trofaste gamle koner og trofaste vietnamesere. Der fandt jeg en ro et sted i mig. Jeg har dog et sted i mig hvor jeg er meget meget bange for at blive afvist fordi jeg gør noget forkert. Jeg elsker Gud på den måde at jeg synes at det så stort at han elsker mig. Jeg elsker kirken, for der har jeg fundet en særlig fred uanset mine tårer, min nervøsitet og alt det der der er i mit sind.
Jeg har tre børn. Det er mit ønske at de lærer Gud at kende. At de møder hans kærlighed og bliver overvældet af den. Jeg er gift med en mand der ikke tror på Gud eller han ved ikke rigtig hvad han skal tro på. Vores børn er døbt i den katolske kirke. Men jeg har ikke opdraget dem som jeg selv er blevet opdraget. Jeg troede (før jeg fik børn) ikke at det ville være så svært. For mig var det jo bare sådan. Når jeg går i kirke nu har de ikke lyst til at komme med. Og jeg mener ikke at jeg får noget godt ud af at presse dem. Jeg beder for dem. Og har tillid til at de er i Guds hånd og at han nok skal tage sig af dem. De ved godt at Gud betyder meget for mig. Men så var der f.eks en præst den anden dag der sagde at man ikke skulle snyde sine børn fra at få nadver. Og det er jo det jeg gør tænker jeg. Jeg svigter dem. Men det er ikke så enkelt.