Hende som ingen lagde mærke til - part 6
Skrevet af
cecilie123
Min lillebror bliver syg:
Det begyndte faktisk allerede, da jeg flyttede hjemmefra og sammen med Søren... Min lillebror boede nu alene hjemme samme med mine forældre... Jeg havde mange tanker om skyld i forbindelse med, at jeg flyttede... "Nu efterlader du bare din lillebror hjemme i det rod", "Nu kommer mors vrede udbrud måske til at gå udover ham i stedet"....
Da jeg var flyttet begyndte min lillebror langsomt at få det værre og værre... Til en samtale med hans behandler i et ambulatorium for børn af alkoholikere lukkede han dog op, og fortalte at han hørte stemmer, og de fortalte at han skulle tage sit eget liv... Min bror fik en henvisning til en samtale med en overlæge i Risskov, som skulle lave diverse test på ham...Min lillebror fik diagnosen skitzotypi... Han kom med i et projekt kaldet OPUS, hvor unge med "samme" lidelser mødtes og snakkede sammen, og de fik viden om deres sygdom... Der var også et forløb for pårørende som mine forældre og jeg deltog i...
Min lillebror fik ordineret noget medicin, men han ville ikke tage det... I stedet brugte han alkohol til at lindre sine indre smerter... Problemet var at han ikke kunne styre alkoholen, og drak sig sanseløst fuld hver gang... Når de folk han festede med påpegede, at han var meget fuld, blev han sur og overfusede dem, og bagefter gik han sin vej... Jeg har været ude og lede efter ham i natten, mine forældre har og politiet har også fundet ham en enkel gang...
Han blev også voldsom sur, hvis min mor eller jeg prøvede at snakke med ham om det...
Jeg husker specielt en episode, hvor jeg selv var til fest med ham.. Han var igen meget fuld, og jeg forsøgte at få ham til at holde lidt igen... Han blev meget vred og sagde, at jeg bare var ligesom mor, og at vi bare ville bestemme alt over ham, og han hadede mig... Jeg blev utrolig såret... Jeg elsker min lillebror af hele mit hjerte, og at han så siger at han hader en, gør bare rigtigt ondt... At han sagde, at jeg var ligesom mor var næsten værre... For alt i verden vil jeg ikke blive som min mor, det er den største frygt jeg har... Og sidst men ikke mindst gjorde det mig frygtelig ked af det, når han drak sig så fuld hver gang, fordi det mindede mig meget om vores far....
Jeg tog skylden for hans nedtur på mine skuldre... "Cecilie hvorfor flyttede du hjemmefra, han var jo ikke klar til det", "Cecilie du har passet alt for godt på ham, pakket ham ind i vat, så er det jo klart han ikke kan klare sig selv nu"
Min lillebror blev utrolig træt af, at vi blandede os i hans problem med alkohol, så han begyndte at lyve... Han fortalte min mor, at han besøgte en ven, mens han i virkeligheden cyklede til byen og drak...
Jeg trak mig længere og længere væk fra min lillebror... Jeg besøgte ikke mine forældre mere.. Hver gang jeg besøgte dem overfusede min lillebror mig.... "Jeg havde det perfekte liv, og jeg gjorde alting rigtigt, mens han bare var det sorte får"... Han vendte alting til noget negativt, når man talte med ham.. Han lagde ikke mærke til alle de ting, vi gjorde for ham, og han kunne ikke se, hvordan han sårede os alle ved at snakke så grimt til os....
Jeg var langt nede i denne periode... Jeg ville så gerne hjælpe ham, men det var ligesom, at han ikke ville tage imod hjælpen... Jeg kunne bare stå på sidelinjen og se ham få det værre og værre... Jeg gik også rundt med et viavar af tanker om alle de gange han havde overfuset mig... Jeg havde brug for at tale ud om tingene... Til OPUS møderne brød jeg sammen et par gange... De som stod for møderne talte med mig, og vi blev enige om, at de skulle prøve at arrangere en samtale mellem min lillebror, hans behandler og mig. Denne samtale kom i stand, og jeg glædede mig utrolig meget til at få snakket ud... Denne samtale var dog mildest talt en skuffelse... Jeg gik derfra og var grædefærdig og endnu mere frustreret... Når jeg fortalte om nogle episoder, som havde såret mig var min lillebrors svar bare: det kan jeg ikke huske... Det var det eneste, han sagde igennem hele samtalen: det kan jeg ikke huske.... Og GU FANDEN kunne han da huske det....
Samtalen som skulle fører os tættere sammen, havde den modsatte virkning... Jeg trak mig længere og længere væk.. Jeg havde mistet det menneske som stod mig aller nærmest.... Det menneske som forstod mig bedst..