Perioden 2008 - 2013 kort opsummeret.
Skrevet af
Anonym
Ved ikke helt hvordan jeg skal starte.
Blev mobbet fra 0. til 8. klasse, alt fra fysisk til psykisk mobning både af elever og lærere.
Jeg havde en periode af mine teenageår hvor alting gik bedre og jeg mødte min første rigtige ven og en ven for livet som 16årig.
Da jeg var 18-19 år (2008) mødte jeg en 30årig mand som jeg begyndte et forhold med, men han viste sig at være godt syg i knolden og brugte et år af mit liv på at nedbryde mig fuldstændig.
Jeg mistede alt i den periode, mine venner, min familie og mig selv.
da det år var slut flyttede jeg ud i en kælderlejlighed hvor min sambo konstant anklagede mig for at stjæle, hvilket viste sig at være noget hun selv gjorde. Min udlejer var meget truende og ubehagelig og da jeg flyttede ud i en ny lejlighed opsøgte han mig og truede mig til at betale penge til ham for ting jeg ikke skulle betale.
Jeg havde en nabo som lagde an på mig og begyndte at stå og kigge ind ad mit vindue om natten med sine venner, men det stoppede en dag min far var på besøg.
Jeg mødte en ny fyr som viste sig at være et pothoved og det orkede jeg ikke. Så mødte jeg endnu en fyr som viste sig at være rigtig sød og omsorgsfuld, men jeg havde svært ved at åbne mig op fordi den sidste søde og omsorgsfulde fyr jeg havde mødt viste sig at være et monster.
Jeg gik på pædagogseminariet i den periode og blev mobbet og forfulgt af min holdleder som chikanerede mig groft over mobilen og over mail plus at han gjorde alt for at sabbortere mine opgaver, hvilket lykkedes.
Han ringede også til mine praktikpladser og fortalte dem usandheder om mig, hvilket gav lederen af en af mine praktikpladser brændstof til at forfølge mig i min dagligdag og anklage mig for at ødelægge deres institution hver gang et eller andet ikke spillede.
På det tidspunkt begyndte jeg langsomt at give op og føle et større og større behov for at dø. Jeg så nogle gange ting der ikke var der når den psykiske smerte blev for stor og jeg kunne slet ikke holde ud at være til.
Begyndte også at tro på at jeg var et ondt menneske der gjorde alt for at ødelægge andre menneskers liv eftersom det var den attitude jeg blev mødt med af folk ude i verden.
Jeg droppede pædagogseminariet og startede på lærerseminariet, men måtte kort efter erkende at min depression var blevet for voldsom.
Jeg kollapsede i dyb depression som 21årig og havde en lang periode hvor jeg ikke forlod lejligheden og ikke orkede noget som helst.
Efter lang tids overtalelse fik min kæreste mig endelig sendt til psykolog og da jeg begyndte at føle mig tryg ved psykologen blev hun dræbt i et trafikuheld.
Efter det blev min tilstand værre og jeg begyndte at få anfald.
Over det næste års tid gik jeg hos to-tre forskellige psykologer og begyndte i noget aktivering for psykisk ustabile unge. Efter det startede jeg på VUC hvor jeg tog nogle enkeltfag så jeg kunne komme ind på uni og læse engelsk. Klarede mig igennem VUC med gode karakterer og begyndte på uni i år.
Det er en meget forkortet udgave af mit liv. I løbet af 2012 forsvandt min depression som ellers havde ædt mig op siden 2010 og som det er nu er jeg på vej til at få det bedre.
Jeg har fået genetableret mit forhold til mine gamle venner og er også igang med at hele forholdet til min familie og kan efterhånden lægge en del ting bag mig, men det er stadig meget svært nogle gange og jeg kæmper stadig med mit selvværd som har fået sig nogle ordentlige gok.
Ville gerne have gået mere i detaljer med nogle af de ting der er sket, men jeg føler mig drænet allerede blot ved at remse alle de her ting op.