Svær depression - bliver det nogensinde bedre?
Skrevet af
Sucydall
Blev diagnosticeret med en depression, for snart halvanden måned siden. Jeg er 20 år gammel og læser til sygeplejerske i Hillerød. I dag d. 31/10, har nok været en af de større dyk i det sorte hul, jeg nogensinde har haft.
Vi har afleveret modul opgave i dag, men jeg dumpede allerede inden at jeg havde afleveret den. Lavede en regnefejl, som resulterede i 2000 tegn for lidt i faget Sygepleje, som skulle have bestået af i alt 6000 tegn.
Det er komisk at jeg hver dag tænker over hver en ting jeg gør eller siger, pga. angst for at gøre noget forkert. Alligevel tænker jeg ikke over at 3 tekstsider=6000 tegn og ikke kun 3000.
Jeg er udkørt... Jeg kan ikke overskue at skulle lave en ny, jeg har brugt alle de kræfter jeg havde på at lave denne her. Min krop bliver helt tung bare ved tanken. Det er ikke fordi at jeg ikke gider, men jeg har ikke kræfterne til det. Jeg har brug for en pause.
Hvornår min depression startede, kan jeg ikke engang selv regne ud. Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg haft tendens til at grave mig ned i et sort hul. Jeg husker helt tilbage til da jeg var 11 år, at jeg vågnede om morgenen ved at min mor skreg: "Nej, jeg kan ikke mere!" og min far der svarede: "Jamen, jamen Nina".
Min tidligere læge overdragede sin praksis, til min nuværende læge. Jeg har været hos lægen rigtigt mange gange, med smerter i ryggen, i maven, fornemmelse af at have noget i øret, ondt i hoften, hovedpine, høj puls osv. Listen er uendelig... En aften hvor jeg var blevet "tvunget" til sommerfest og fik lidt for meget indenbords(det er også min last), brød jeg sammen da jeg blev hentet af min mor. Jeg fortalte hende om alle de tanker jeg har. Tanker om ikke at ville vågne den næste morgen, hvordan jeg kunne iscenesætte min egen død, så min familie ikke ville kunne fornemme at det var selvmord og derfor ikke ville få skyldfølelse over at de ikke havde opdaget at jeg havde de tanker...
Jeg blev sendt til lægen og det var som om at det hele ramlede ned over mig. Jeg fortalte hende om hvordan jeg havde det og fik en recept samme dag på Tolmin, samt en henvisning til en psykiater, hvori der stod at jeg skulle have en hurtig tid. Jeg fik og får stadig Tolmin 40mg til natten, så jeg kunne få sovet lidt. Men de blæste mig kun omkuld den første dag, så havde de ikke længere nogen søvndyssende virkning, selvom jeg fik 60mg.
Kom så hen til psykiateren, kan ikke rigtig beslutte mig for om jeg egentlig bryder mig om hende. Havde oprindeligt en tid i mandags, men hun havde glemt at plotte mig ind, så der var en anden der havde fået min tid og da jeg ringede spurgte hun: "Har du været her før?". Det er ikke fordi at jeg anser mig selv som vigtig, eller huskværdig, men jeg må indrømme at det gjorde lidt ondt at hun ikke kunne huske mig.
Jeg følte at det var ligesom når min far fuser mig over hovedet og bagatelliserer mig, når jeg giver udtryk for hvordan jeg har det. Det skal dertil nævnes at min far er Bipolar og har tidligere været i behandling, men er det ikke længere.
Jeg får nu Venlafaxin Krka 150mg, stadig uden effekt. Skal ned til psykiateren i morgen, som ikke vidste hvem jeg var da jeg snakkede med hende over telefonen, hun sagde bl.a. "Har du været her før?"
Jeg ser ingen fremtid forude, jeg ber hver aften til at jeg ikke vågner næste morgen og jeg føler at jeg er ved at koge over. Jeg kan ikke rumme mine egne følelser og jeg har en konstant fornemmelse af at noget tynger mig dybere og dybere ned i det sorte hul.
Får jeg det nogensinde bedre? Får jeg nogensinde en følelse af velvære? Eller skal jeg allerede kaste håndklædet i ringen nu. Hvordan føles det overhovedet at have det godt?
Måske er det min egen skyld at jeg har det skidt, at det trykker i brystet, pga. at jeg har taget narkotika og drukket alkohol i store mængder? Er det udløst af bagateller som mine forældres skilmisse og min fars binge drikkeri?
Hvor lang tid skal jeg vente på at få det bedre? Har jeg kræfter til det...