Hende som ingen lagde mærke til - part 9
Skrevet af
cecilie123
Mormors sygdom og død:
For lidt over 2 år siden blev min mormor haste indlagt på skejby sygehus, fordi de formodede, at hun havde en hjerneblødning. Det viste sig hurtigt, at deres formodning holdte stik, og min mormor blev lagt i kunstig koma. Desværre viste det sig at være vanskeligt, at operere min mormor, fordi hendes blodåre var meget snoede og tynde. De valgte i Skejby, at sende hende videre over til specialisterne i Odense. Den læge, som skulle stoppe min mormors hjerneblødning, var over 12 timer om denne operation. Det var altså en meget vanskelig operation. Efter operationen kom en periode, hvor de skulle overvåge min mormors tilstand, mens hun forsat var i koma. Det blev til mange køreturer til Odense i denne periode. Det var både utrolig hårdt, at se ens mormor ligge helt stille og hjælpeløs, og samtidig havde man slet ikke lyst til at gå fra hendes stue igen. Da de vurderede at min mormors tilstand var stabil, blev hun kørt tilbage til Skejby, hvor de langsomt tog hende ud af koma. Vi måtte stadig ikke besøge hende ret længe af gangen, da hun stadig var meget skrøbelig. Men det var dejligt at kunne tale til hende, og se hende smile til os. Hun kunne nemlig ikke svare, da hun stadig havde en respirator til at trække vejret for hende. Denne respirator havde hun længe, også da hun blev overført til et genoptræningscenter i Hammel. Det var hårdt at se på min mormor, at hun gerne ville fortælle os noget, men hun kunne ikke udtrykke det pga. respiratoren. En anden hård ting, var at skulle gå fra hende hver gang. Hun holdt så hårdt fat i en, og ville slet ikke slippe en igen.. Uha jeg følte mig som verdens dårligste menneske, når vi kørte derfra.
Min mormor kæmpede bravt og flot for at komme sig igen, og hun gjorde hurtigt så store fremskridt, at hun kunne overflyttes til et plejehjem i Holstebro. Det var skønt at have hende tilbage i Holstebro, så vi kunne besøge hende noget oftere.. Dog var det svært at se min mormor havne på et plejehjem, det var bestemt ikke hendes eget ønske..
Om aftenen d. 22/12 - 2011 sker der det uheldige, at min mormor falder ude på plejehjemmet. Dette resulterede i at min mormor fik en ny hjerneblødning.. Denne gang kunne lægerne ikke gøre noget for hende.. Hendes hjerne havde taget for meget skade.. D. 23/12 slukkede de for respiratoren til min mormor og den 26/12 forlod hun os..
Det var en kæmpe sorg for mig. (og er det egentlig stadig) Hun var alt det, min mor ikke formåede at være overfor mig... Hun gav mig alt den kærlighed og omsorg som mine forældre ikke gav mig.. Hver nat sover jeg med den bamse, som var med hende under hele hendes syge og rehabiliterings forløb.
Efter min mormors død var der en masse ballade mellem min mor og moster.. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvad det handlede om.. De er begyndt at snakke en lille smule sammen igen, men harmonien i familien har fået et knæk.
Jeg var utrolig vred på min mor.. Jeg syntes ikke, at de kunne være bekendt at opføre sig sådan, da jeg kunne se, hvor ked af det min morfar blev.. Han havde nok på hans skuldre i forvejen..
Depression:
Min historie kommer desværre ikke helt i kronologisk rækkefølge, det håber jeg, at I kan bære over med.. Alle mine minder flyder ofte ind i hinanden i mine tanker...
Det er svært at sige, hvornår jeg begyndte at blive depressiv.. Men jeg tror det så småt begyndte, da min lillebrors sygdom udbrød... Og så eskalerede min depression, angst og tvangshandlinger, da jeg dumpede min praktik i forbindelse med min pædagog uddannelse.. Jeg skubbede det hele tiden lidt i baggrunden. "Cecilie, du er nød til at være stærk for mor, fars og din brors skyld", "Du er den, som skal være den stærke i familien"... Så jeg fortrængte tegnene på depressionen og brugte alt mit overskud på at: lytte og trøste min mor, prøve at hjælpe min lillebror, prøve at få min lillebror til at tage sin medicin og ikke drikke, hjælpe min far i seng, når han var blevet for fuld.. Kort sagt, så prøvede jeg at skabe ro og stabilitet i familien.. Samtidig kæmpede jeg som tidligere nævnt med en dårlig praktik..
Det var hårdt at bære alt dette på mine skuldre, og jeg brugte mange timer alene i min seng grædende.. Det var mit fristed... Når jeg var alene, var der plads til, at jeg kunne være ked af det..
Jeg begyndte gradvist at tage afstand til min familie.. Dette valgte jeg, fordi min lillebror ofte var irritabel og kom med sårende bemærkninger, og fordi jeg ofte skulle trøste min mor og rumme hendes frustrationer og følelser..
En dag skete der dog noget udslagsgivende.. Jeg var ude og besøge min mor en eftermiddag, hvor hun var alene hjemme.. Jeg kan ikke huske, hvorfor vi kom op at diskutere. (måske fordi jeg ikke kunne rumme hende mere) Diskussionen endte med, at min mor sagde til mig, at hvis hun gik ud og tog sit eget liv nu, så var det min skyld, hun var jo bare et dårlig menneske... Dette var dråben, og jeg valgte fra den dag at bryde alt kontakt med min mor.. Jeg tror det stod på i ca. 6 mdr., hvor jeg ikke så eller snakkede med min mor.. Min far kom med gaver til mig fra hende, men jeg sendte dem med ham hjem igen uåbnet..
Denne periode var utrolig lærerig for mig.. Jeg hverken kan eller skal redde min familie... Jeg skulle tværtimod til at lære at tage mig af mig selv og sige fra.. Dette er jeg stadig ikke for god til, men jeg prøver stadig..
Jeg kan ikke huske, hvornår og hvordan jeg begyndte at ses og snakke med min mor igen..
Jeg gennemførte som sagt min uddannelse på trods af, at jeg havde disse depressive symptomer og problemer/dødsfald i familien..
Efter endt uddannelse fik jeg forskellige vikariater.. Sammenlagt var jeg nok vikar 4 forskellige steder på 1 år. Det var mange børn og forældre at huske, mange forskellige strukturer og måder at udføre pædagogik på..
Samtidig var der jo, også et vidst pres fra jobcenteret ang. hvor mange ansøgninger man skulle sende pr. uge osv. Alt dette sammenlagt resulterede i, at jeg tog til læge med kraftige mavesmerter en dag, og om aftenen blev jeg indlagt for første gang. Jeg var indlagt i ca. 1 måned (så vidt jeg husker) Det var en hård tid, men også rart at være et sted, hvor jeg kun skulle tænke på at få det bedre.. Alle praktiske ting blev der taget hånd om.. Det var utrolig hårdt for mig, at min kærestes børn var så kede af det.. Jeg følte, at jeg svigtede dem, og gav dem bekymringer, som de skulle have været foruden.. Jeg var flov i forhold til omverdenen, fordi jeg var indlagt. "Hvor er du svag Cecilie.. Alle mennesker har kriser igennem deres liv, men de kan da selv håndtere deres problemer..." "Hvor er det dog ynkeligt, at du skulle ende her Cecilie.. Havde du da bare nået at gøre en ende på livet inden det her"..
Jeg går stadig til ambulant behandling og er igang med at blive udredt.
Afsløringen:
Den sidste ting, som jeg synes er meget væsentlig at fortælle om i min livshistorie er afsløringen af min dybeste hemmelighed..
En aften efter Søren og jeg havde været i by, lagde vi i sengen og talte... Pludselig blev jeg meget ked af det, og var nød til at fortælle ham, om min dybeste hemmelighed... Jeg blev simpelthen nød til at afsløre overfor ham, at alt det med voldtægten var en løgn... Jeg var ikke i stand til at få ordene over mine læber, men Søren fik gættet sig frem til det.. Han blev meget ked af det, da jeg havde løjet meget overfor ham.. Det var svært for mig, at forklare ham hvorfor... Han sagde til mig, at han var i tvivl om, vi skulle blive ved med at være sammen.. Efter 1 dag eller 2 havde han truffet sin beslutning... han ville ikke undvære mig, men jeg var nød til at love ham 3 ting.
1. Jeg måtte ikke lyve overfor ham igen, eller lade som om jeg besvimede
2. Jeg måtte ikke gøre skade på mig selv, eller true med selvmord
3. Det var ikke sikkert, at han ville komme til at stole så meget på mig igen, at han nogensinde ville have børn med mig.
Dette lovede jeg ham. Jeg har ikke løjet siden. Jeg har ikke "besvimet" siden.
Med hjælp fra min psykolog på daværende tidspunkt, fik jeg fortalt mine forældre sandheden.. Den tog de rigtig pænt... Til sidst fortalte jeg på egen hånd mine tætteste veninder sandheden... Også de tog det pænt... Det var en lettelse, at komme af med denne byrde.. Og jeg var lidt stolt over, at jeg var så modig, at jeg gik til bekendelse... Det har jeg aldrig fortrudt, selvom det var en svær tid.