Gid man var modig nok...
Skrevet af
hehan
Det forekommer mig så trist at der er så mange mennesker med tunge tanker og mørke sind. Og endnu mere trist er det at vi må mødes herinde i en virtuel verden, hvor vi jo egentlig slet ikke mødes. Vi sidder blot i ensomhed med hver sin historie, som åbenbart ikke er stueren nok til at blive fortalt i den 'virkelige' verden. For hvem vil forstå og hvem vil høre? Hvem vil vende sig bort og hvem vil give et kram?
Dog er det da paradoksalt at se de utallige historier, som bliver lagt ind på dette site. Det er jo lige før at vi udgør normalen og ikke mindretallet, så hvorfor skal vores historier egentlig gemmes væk? For det er da ensomheden i de mørke tanker der er det værste og ikke de mørke tanker i sig selv.
De mørke tanker er, set fra en positiv vinkel, faktisk interessante. De er med til at give os dybde og kant. Hvis alt og alle var lagkager og roser var verden da et kedeligt sted. Et nemt, men ligegyldigt sted.
Når tanker gemmes væk ulmer de og vokser, og man giver ikke andre mennesker chancen for at sætte dem i perspektiv. Så overvældes man af ensomhed, hvilket blot er ekstra gødning til de mørke tanker.
Gid man var modig nok til at række ud. Ikke blot her, hvor man er anonym og beskyttet, men i den virkelige verden til virkelige mennesker, som kan give en virkelig hånd.