Fra offer til klovn
Skrevet af
cirkushesten
Min historie?
Uha... Den vil blive lang og de der kender mig vil grine og sige, at den bliver længere end lang.
Så derfor gør jeg hvad jeg kan for at korte den til et minimum...
hmmm...
Jeg er 46 år og pt. alene efter 12 års ægteskab... Har en søn med asperger syndrom og er vokset op i en almindelig kernefamilie...
Hvorfor det gik galt?
En sød blid mor der tog alle i forsvar og en far der stod fast (og drak lidt for meget af og til...)
Resultat... En usikker pige som troede det var hendes egen skyld når hun blev mobbet og langsomt men sikkert udviklede et selvhad for ikke at "være god nok"...
Rejste med cirkus fra jeg var 13 (dog kun i ferierne) og stak af hjemmefra samme vinter.
Resultat... to mænd forlystede sig med mig et par dage og jeg var ikke længere jomfru. Men voldtægtsoffer...
Desværre var "ikke god nok mentaliteten" selvforstærkende herefter, og gennem en del år flakkede jeg rundt i Europa. Lærte at straffe mig selv, at overleve... at arbejde med stort set alt... lærte sprog og senere at optræde.
Og jeg lærte at bevare et lyst sind trods alting. For jeg vidste at hvis jeg ikke holdt mørket ude, ville det æde mig i stumper og stykker.
Og således blev jeg 18 år i en grøft i Sydfrankrig. Grædende, og med 100 ar over min krop, voldtaget og ensom. Håndsky efter en grim mand med en tendens med nåle og fast besluttet på at overleve.
Jeg rejste hjem.
Begyndte at lære folk omkring mig at grine og se det lyse. for det mørke måtte ikke vinde.
Jeg begyndte at optræde... og opdagede at det var jeg god til. Og jeg begyndte at le.
Så traf jeg en mand. Han var dygtig skuespiller og "ikke god nok" stak hovedet op igen. Og efter meget kort tid gik jeg atter i stykker. For han forbød mig at le. Alt jeg gjorde var forkert og intet rigtigt. Indtil jeg en dag fandt mig stående foran en lyskontakt hjælpeløst grædende. For jeg turde ikke tænde lyset og turde ikke lade være. For jeg havde lært at jeg ikke var god nok. Og atter skar jeg mig til blods i selvstraf.
Og så... blev jeg gravid. trods at jeg ikke kunne iflg lægerne så blev jeg det. Og pludselig havde jeg et ansvar. Og jeg svor.
Mit barn skal aldrig se sin mor skade sig selv. Aldrig.
Så jeg gik.
Jeg kunne ikke selv standse det, men en dygtig læge sendte mig til psykiater, og mange samtaler gjorde at da jeg fødte var jeg stærk.
Rejserne fortsatte. nu mere koncentreret og med omhu, For jeg havde ansvar.
5 år gik med cølibat, for ingen mand skulle lægge hånd på mig.
Så mødte jeg en mand og blev gift. I starten var det godt, men jeg var bange. For jeg var sikker på at jeg ikke fortjente lykke. Han sagde stol på mig, men jeg var bange.
Derfor gav jeg alt jeg kunne. Alt jeg kunne gøre for ham, alt der kunne købes for penge alt for ham og hans børn. Alle kræfter gik på ham, og min søn som aldrig var til besvær blev af og til glemt i hans drenges problemer.
Jeg var ikke god nok til ham... ifølge hans familie. Min søn var ikke god nok.
Så jeg gjorde mig bedre og bedre.
og blev mere og mere udmattet.
Han standsede med arbejde for jeg kunne jo gøre det hele..
Så jeg holdt hus... hjem.. fester...arbejdede...lavede mad... reddede verden og endte udbrændt.
Lægen fortalte at jeg ville dø, at en hjerneblødning bare var et spørgsmål om tid, med mindre min mand ville hjælpe mig..aflaste mig.
Det ville han ikke. 3 uger senere fandt min søn ham i vore fælles seng, med en anden.
Jeg græd... og tilgav... for jeg ville ikke lade mørket komme ind i mit liv.
og jeg klovnede optrådte og fik verden til at le omkring mig.
Så en dag hvor han truede mig, blev jeg bange. Håndskyen dukkede op og jeg måtte have ham væk. han kom til skade med hans arm fordi jeg forsøgte at flygte fra ham, og min hjerne sagde klik.
....
De fandt mig i bagerst på marken, med blodet fra halsen og armen... og min mand sagde at jeg blot havde prøvet selvmord for at genere ham.
... så sagde det klik igen... og jeg blev som en robot. Tavs og død indeni.
Fik ingen hjælp af systemet, men "sådan en som mig" har ingen ret til hjælp. Eller til at nogen er der for mig... Det havde jeg lært.
Skilsmissen var barsk.
Men min søn blev glad igen.
og nu?
Står jeg med gæld til op over ørerne, og en eksmand der smuttede fra regningen.
Og savner en der vil holde mig i hånden og smile...
Men...
Jeg skriver igen... jeg tegner igen...
Og jeg rejser mig igen.
for det har jeg altid gjort.
Og jeg vil aldrig aldrig holde op med at tro på eventyr, og le når jeg ser solregn.
Historien her er kortfattet, og mange grimme ting har jeg udeladt, for ellers bliver det til en gang selvflæbende ynk, og det gavner ikke mig... og nok hellere ikke andre... andet end at kede folk til døde.
og du der læser dette...
Lad være med at putte mig i en kasse med et label på...
Lad være med at ynke mig...
for det hjælper ikke.
Der er så mange herinde der har det så uendeligt værre end jeg.
Jeg er en cirkushest.
Jeg rejser mig hver gang jeg er slået til jorden
og jeg vil gøre det lige så længe jeg skal.
Uduelig?
Umulig?
....UKUELIG...