Når hun gør det igen.
Skrevet af
Cosey
Jeg skriver allerbedst i hånden, men forsøger mig alligevel med at få det beskrevet indefra på pceren. Men det er nu bedst i hånden.
Min mor har været psykisk syg hele min barndom og ungdom. Deprimeret, pillemisbruger, rødvinsdranker hvilket vi ikke vidste noget om.
Hun var uden overskud til sine børn, psykisk fraværende. Jeg blev et ensomt barn, forkert, ingen venner, fyldt med skyld og skam og jeg gemte mig væk et sted indeni, for så væltede mor ikke, hvis jeg blev for meget, fyldte for meget. Jeg var et ekstremt artigt barn. I mange år efter har jeg været en fucking flink pige. Jeg har lært at mærke stemningen og rette mig ind efter, hvad der skulle til for at tingene gled bedst, så mor ikke vælter. Man kan rette så meget ind og rette så meget til, at man til sidst ikke ved hvad ens egne behov er.
Jeg har været rigtig god til på arbejdspladser at gå ind og mærke, hvad der er brug for og så støtte op der og gøre det der skulle til for at tingene glider bedst mulig. Uden at tænke på hvad det gør ved mig.
Min mor har fået det bedre i en senere alder. Hun siger selv: Hvor er jeg glad for at din bror og dig er vokset op som hele mennesker! Vi er denunderfløjteme ikke vokset op som hele mennesker. Vi er skæve begge to. Min bror kommer til skade rent fysisk hele tiden, fordi han ikke aner hvordan man passer på sig selv. Jeg kommer konstant til kort i parforhold. Ofrer mig, bøjer af, laver kompromisser til jeg selv er helt væk. For at få en lille kærlighedskrumme at leve af. Er for nylig blevet udskrevet efter et selvmordsforsøg oven på et forlist forhold.
Jeg har det svært med tillid. Tror hele tiden at folk ikke kan lide mig. At de bare lader som om. Min mor er meget kritisk og har altid været meget kritisk overfor mig. Så jeg har altid troet at alting var min skyld og at jeg ikke er god nok. Som voksen ret sent egentlig, har jeg pludselig fundet ud af og mærket at jeg måske er en ok pige. For jeg jo altid troet det modsatte. Jeg tror mine nedture, hvor jeg har været helt nede og har måtte rejse mig igen, ved egen hjælp, har været med til at skabe en slags kærlighed til mig selv. og herigennem har jeg kunne føle mig som en der er værd at elske.
Jeg har fået veninder og venner og det er så nyt og fantastisk, at der er nogen der vil være venner med mig. Sidst i fyrrene. Bedre sent end aldrig. Parforhold kan jeg ikke finde ud af. Jeg forsvinder og dykker og er i den grad angst for at live forladt. Jeg vil gøre hvad som helst for ikke at blive forladt. Så dykker jeg, og så går mændene.
Min mor er blevet stærkere og har givet lidt mere og jeg har distanceret mig mere fra hendes kritik. Men bedst som jeg tror hun er der og lokker mig frem med lidt tilsyneladende empati, så kommer mavepumperme, kritikken, bebrejdelserne. Og jeg lukker vinduerne igen. Tilliden brudt igen. Hun kan stadig ramme mig. Godt jeg har fået venner. Vi kan støtte hinanden i livet.
Sussie