Chasing Rainbows...
Skrevet af
Bipolarix
Det startede før jeg blev født...
Det sås tydeligt på mine lillefingre som var vinklet 90 grader, fordi jeg havde ligget og knyttet hænderne om dem.
Min mor var paranoid skitsofren.
Hun kunne være, og var ofte, en tikkende bombe at gå op af.
Jeg skulle altid vide hvor jeg havde hende... Jeg måtte for enhver pris undgå at hun tabte kontrollen.
Når hun blev vred fik jeg bank med en tæppebanker i hvid nylon og en rød gummiprop for enden af skaftet..
Det var ikke tævene som skræmte mig, men det skræmte mig fra vid og sans at min mor mistede kontrollen over sig selv fuldstændigt.
Det var uhyggeligt..
Så jeg blev tidligt ret god til at læse folk.
Mijn skolegang de4buterede jeg med et par raserianfald af en voldsomhed som skræmte mine lærere.. Også selv om jeg kun var seks år..
Det var også i første klasse jeg fik min første depression..
Den varede et par måneder.
Jeg husker den selv, men har også fået fortalt om min usædvanlige adfærd på det tidspunkt.
Raserianfald ogh depressioner fortsatte igennem skoletiden, og jeg var stemplet som et af de mest uregerlige børn som stadig gik på skolen.
Igennem hele mit skoleforløb var jeg i forløb hos skolepsykologerne.
De fandt dog aldrig nogle "fejl" på mig, på trods af min adfærd.
Mit liv var koncentreret i et eneste formål.. Susanne som sad nede bag ved i klassen.
Jeg drømte vedvarende om at holde hende i hånden.. Bare ligge og holde hende i hånden imens vi var stille.
Den drøm havde jeg længe inden jeg blev bevidst om sex.
Set i bakspejlet handlede det om kærlighed, nærhed og tryghed..
Det fyldte alt i mig, og skønt jeg var godt begavet, så var dette det eneste jeg virkelig kunne koncentrere mig om, jeg kunne se som mål..
Jeg kom aldrig til at holde hende i hånden.
Jeg anede ikke hvordan jeg skulle bære mig ad, og talte aldrig med nogen om det.
--------------------
Da jeg blev ung så skiftede fokus en smule, blot var det andre piger, selv om jeg aldrig har glemt Susanne med brillerne...
Når jeg fik en kæreste, så kom den tilfredsstillelse som jeg ubevidst ledte efter, aldrig.
Dét efterlod et hul i mellemgulvet på mig, som ikke kunne fyldes..
I hvert fald ikke endnu, for jeg vidste ikke hvad det var, og hvordan jeg skulle fylde det hul.
----------------------
Hele min barndom og ungdom havde jeg en anden gennemgående følelse..
Jeg havde det som om jeg ikke deltog i livet, men blot så på en film hvor det hele kørte forbi.
I jagten på det jeg manglede blev jeg minirocker sammen med en lille broget skare.
Vi havde rygmærker og motivet var et kranie med tyskerhjælm på..
Vi lavede en masse lort, men det som var fedt var sammenholdet.
DET havde jeg brug for.
Det var ikke det helt rigtige, men det dulmede en hel del.
----------
For at gøre en lang historie kort, så var der ingen som mente der var noget i vejen med mig.
Jeg var bare en uopdragen møgunge.
-Jeg havde været i Obsklasse (som en af Danmarks første), vist nok nr. 4
- Jeg havde gået til skolepsykolog hele skoletiden.
- Jeg havde på eget initiativ kontaktet min egen læge som 17 årig tror jeg, fordi jeg havde det skidt (stadigvæk)
Han sendte mig til en psykiater, som konkluderede at jeg bare skulle have noget arbejde, så var jeg kureret.
Det gjorde jeg så.
Men facit var det samme.
--------------
Jeg blev ældre, ca tredive..
Alt uændret.
-----------------
Da jeg mødte min ekskone vidste jeg omgående at hende ville jeg være sammen med.
Og jeg satsede alt, også det jeg normalt ikke vovede.
Og jeg vandt hendes hjerte.
Sammen med hende følte jeg mig lykkelig, og når jeg ikke var lykkelig så var jeg tilfreds.
Vi fik også et barn, som siden har været centrum i mit liv.
-----------------
Jeg blev skilt efter en hel del år.
Bruddet var forfærdeligt.
Til gengæld kom jeg helt ind i min søns liv, som lå i min varetægt hver anden uge.. hele ugen.
Det vigtigste har siden været at være en god far.
Ikke nemt, men jeg har gjort hvad jeg kunne.
Og han kommer altid i første række.
----------
For tolv år siden gik jeg ned.
Jeg havde det ganske enkelt forfærdeligt.
Jeg kunne ikke holde på en tanke, og der kom hele tiden nye af slagsen, som bare svandt bort inden jeg kunne fastholde dem.
Jeg blev indlagt på et skærmet afsnit, men ikke medicineret.
Siden kom jeg på åbent afsnit.
Og jeg fik det bedre.
Da jeg skulle udskrives spurgte jeg hvad jeg fejlede.
Jeg fik at vide at jeg havde en personlighedsforstyrrelse, men adspurgt kunne de ikke sige hvad slags..
Det var jeg ikke tilfreds med.
Jeg ville arbejde terapeutisk med det som hele mit liv havde generet mig (undtaget enkelte perioder)..
-------------
Jeg fik psykolog, og blev efter to år ikke klogere på min diagnose.
Jeg hyrede selv en psykolog, samme resultat.
Og efter nogle stykker mere hvor jeg med tiden havde spurgt til deres vurdering, blev der lavet egentlige test på¨mig.
Testene viste at jeg ikke har skyggen af en personlighedsforstyrrelse.
-----------------
Da jeg stadig igennem hele mit liv havde depressioner, som nu bare var blevet forværret i antal og omfang, og mine sociale evner viste store mangler, så vidste jeg nu at jeg måtte se en psykiater.
-----------------
Jeg ventede et halvt år på en tid, hvorefter det tog psykiateren ca. et kvarter at stille en diagnose.
Jeg var bipolar (manio depressiv)
----------------
Efterhånden giver de fleste uheldige episoder i mit liv mening..
Set som depressive perioder, hypomanier, psykoser osv, så passer brikkerne pludselig sammen.
----------------
Resten i forhold til min diagnose er at få medicinen doseret rigtigt.
Jeg er endt på en blanding af Lamotrigin og Seroquel SR.
Jeg har prøvet meget andet, men dette her har virket længe, selv om jeg lige trænger til en justering igen.
--------------------
Jeg har også fået antidepressiva af forskellig slags i mange år (efter indlæggelsen ca.)..
Jeg fik det faktisk bedre da jeg blev trappet ud af dem.
Det er ganske normalt når man er Bipolar.
Jeg fylder måske mere på ved en senere lejlighed.
Men har vist fået skrevet det vigtigste...