Depression og uddannelse.
Skrevet af
Trisse94
Det er fredag og jeg ligger søvnløs. På tirsdag skal jeg til eksamen, men har hverken læst eller forberedt mig på noget som helst. Faktisk, skulle jeg allerede nu have haft været til yderligere to eksaminer, men jeg endte med ikke at aflevere fordi jeg fik en slem bihulebetændelse. Jeg overvejer at gøre det samme for tredje gang. Egentligt har jeg været syg on-off de sidste 4 måneder. Jeg er aldrig syg. Jeg får højest en omgang vinterforkølelse og høj feber 1-3 gange om året.
Jeg føler mig heller ikke glad. Det eneste jeg gider lave er at sidde og stirre ind i enten min tv- eller computerskærm, væk fra omverden. Jeg går for tiden på et studie, der ikke interesserer mig, men som er nødvendig for mig fordi det vil give mig yderligere kompetencer og en chance for at komme ind på det studie jeg gerne vil - som jeg forøvrigt har forsøgt at komme ind på de sidste 2 år. Et højskoleophold, en 3 måneders rejse og ambitioner er ikke nok til at komme ind. Mindre var det dog for mine venner, der kom ind henholdsvis første og anden gang jeg søgte.
De mindste ting kan ødelægge min dag og gøre mig så grædefærdig, at jeg ikke engang kan forlade mit hjem. Eller, lad os bare kalde det der, hvor jeg bor, for mit hjem følelse det bestemt ikke som. Vi snakker at det ødelægger min dag bare fordi jeg brænder mad på.
Jeg er så bange for ikke at kunne nå at lave et ordentligt projekt til min ansøgning at jeg slet ikke kommer nogle vegne. Jeg kan ikke. Jeg er slet ikke produktiv i den her tilstand. Hvorfor kan jeg ikke bare være det? Jeg har så mange idéer og så meget jeg gerne vil vise de mennesker på den skole, men kræfterne til at lave de projekter er der bare slet ikke. Det gør mig ked af det. Deprimeret.
Jeg har endnu ikke været til lægen og fået ord på om det kunne være depression. Jeg bliver da ikke deprimeret! Hvad er det for noget? Er jeg? Jeg tænkte bare, at det var noget, der gik over med tiden. Det er sikkert bare en hård tid jeg går igennem.
Jeg havde det også i gymnasiet. Nogle aftener ville jeg knække sammen og sætte mig til at græde foran en aflevering og min mor ville komme ind og trøste mig. Det hele blev bare for meget for mig. Lige som det er nu. Der er ikke noget, der fungerer i mit liv andet end det, der ikke er virkelighed. Jeg er bange for, at det kommer til at gå ud over min kæreste, som jeg normalt elsker (stadig gør), men som jeg føler kommer længere og længere væk fra mig.
Jeg har en tid hos en læge jeg aldrig har mødt før på onsdag. Så må vi se om hun kan hjælpe mig. Men lige nu mangler jeg bare en, der kan sige til mig, at det er ok ikke at tage til min eksamen på tirsdag, selvom jeg gerne vil have det overstået.