No Future, Min Livshistorie.
Skrevet af
Cicero
Min Historie
Jeg er 39, har ingen venner, har ’kun’ et par gange haft kærester, har ingen (brugbar) uddannelse.
Som barn blev jeg mobbet i skolen, hver dag. I de større klasser skiftede det dog fra aktiv mobning til passiv, hvor jeg ’bare’ blev ignoreret, men aktivt ekskluderet fra det fællesskab der var, da jeg blev afvist hver gang jeg prøvede at komme ind i fællesskabet og være en det af de sociale aktiviteter der nu var, men det virkede ikke. Uden for skolen var det det samme, havde ingen venner, så det meste af min fritid gik på bøger, computer og fjernsyn.
Burde nok nævne at der var et par grunde til at jeg skilte mig ud, og går ud fra at det kan have været en af grundene til den mobning, jeg havde meget dårlige sociale kompetencer og kunne slet ikke finde ud af at være sammen med andre børn, mangel på situationsfornemmelse, mangle på forståelse for den non-verbale kommunikation (kropssprog) og havde nogle interesser som de andre ikke kunne relatere til. Senere har jeg fået en anelse om det evt. kunne være Asberger eller Asynkron udvikling grundet et højt abstraktionsniveau, i forhold til mine jævnaldrende, men det er aldrig noget jeg har fået diagnosticeret, burde vel nok også nævne at jeg har været medlem af mensa et par år.
Som resultat af den mangeårige eksklusion og mangel på relationer til jævnaldrende, var jeg meget ensom, havde en enorm følelse af at være isoleret og blive afvist konstant når jeg prøvede at skabe en relation med nogen, og fik tit følelsen af panik når jeg skulle noget med nogen jeg ikke kendte, eks. ringe til en fremmed eller snakke med en jeg ikke kendte.
Kom i lære som it gut i midten af 90’erne, det var godt i en periode, men havde en enorm trang til at være ’normal’, altså være en del af et fællesskab, så jeg begyndte at gå meget i byen med deraf følgende (meget) stort forbrug af alkohol og div. Kemiske ting, og man kan vel sige at det virkede på en måde da min ellers normalt så introverte personlighed, fik ’venner’ og havde da også nogle kærester, om end de var som regel meget kortvarige.
Blev færdig med min uddannelse og flyttede til København, det var hårdt, og jeg brød mig ikke om mit arbejde eller de kolleger der var der, det var en periode hvor mit humør for første gang rigtigt ramte bunden. Havde følelsen af ikke at passe ind nogen steder, at være i en parallelverden uden muligheder for at bryde ud af den isolation, det var lidt ligesom tilbage jeg var i folkeskole, prøvede at kontakte andre og initiere social kontakt, men det var aldrig gensidig. De sidste par år i Kbh. endte med at jeg virkeligt hadede mit arbejde, gik dårligt både fagligt og socialt der, og der var en masse konflikter på mit arbejde mellem mig og min chef.
Sagde mit job op, tror dog at jeg nok var blevet fyret hvis jeg ikke selv havde gjort det, og brugte efterfølgende de næste 5-6 år å at skifte arbejde med ca. et års mellemrum, Aalborg, Odense, Aarhus mv, og det var det samme hvert sted, manglende evne til at passe ind socialt.
Endte med at jeg flyttede hjem til den by jeg kommer fra og begyndte på en HF, det gik godt rent fagligt men kunne ikke bryde ud af den isolation selvom jeg virkeligt gjorde mig umage for at være imødekomne og udadvendt, men det udmøntede sig ikke i andet en et par stykker jeg snakkede med, men det var ikke nogen der ’blev hængende’.
De sidste 4-5 år har været meget, meget ’sorte’ for mig, efter jeg blev færdig med min HF, begyndte jeg på uni. et par gange, men stoppede begge gange, og har brugt et år på kontanthjælp. Er igen begyndt på en videregående uddannelse, men det er det samme som alt det andet, kan ikke blive en del af et fællesskabe. Kan kun kigge forundret på at andre, også dem der aldersmæssigt er på min egen alder, lynhurtigt er i stand til at blive en del af det fællesskab, være en som de andre gerne vil være sammen med….og jeg ender altid med at sidde og kigge forundret på fra min lille parallelverden og spekulere på hvad fanden der er gal med mig, udover den sociale isolation jeg føler der, har jeg enormt svært ved at motivere mig selv til at gøre det godt fagligt, selvom det burde være let for mig magter jeg ikke at leve op til de krav der er og kommer sikkert i en situation igen hvor det sikkert ender med at jeg dropper det, for det er simpelthen den letteste løsning, især når jeg ikke magter at leve op til de krav der er.
Det har også været inden for de sidste 4-5 år at de mere håndgribelige tanker omkring at tage mit eget liv er begyndte at kommer, har lavet ’listen’ et par gange, over de ting der skal ordnes inden jeg gør alvor af det, som f.eks. lukke min bankkonto, slette facebook, finde ud af hvad den ’letteste’ måde at gøre det på…skrevet brevet, altså det sidste farvel...så jeg har vel været ret langt i processen, men hver gang har jeg ligesom fundet en undskyldning for at blive hængende, eks. kommer en ny star wars eller ny sæson af game of thrones, og i det her tilfælde er det vidst at en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget bedre end at gøre det.
En af de tanker jeg mener har været med til at starte det hele med ønsket om at tage mit eget liv, er vel nok at det er gået op for mig at jeg har ingen i mit liv, ingen venner, ingen bekendte….intet, de eneste der umiddelbart betyder noget for mig er mine forældre, som er i midten af 60’erne så når de ikke er her mere er jeg absolut alene….og det skræmmer mig mere end noget andet, selvom jeg er blevet vandt’ til at være alene er den fremtid hvor jeg ikke har andre end mig selv for ubehagelig at tænke på.
Har læst meget omkring depression og ensomhed og hvordan man bryder ud af det, men når jeg ikke har noget netværk eller nogen at dele tanker eller følelser med er det ikke bare svært at motivere sig til at gøre de ting, men decideret uoverkommeligt.
Har bestemt mig for at finde en psykolog/psykiater, for det kan være at det kan være med til at bryde den onde cirkel jeg har levet i hele mit liv, at få klarhed over hvorfor jeg ikke fungere socialt med andre, for har på fornemmelsen at hvis det fortsætter ender jeg i en situation hvor jeg ikke vil blive i stand til at kravle op fra den afgrund jeg har ballanceret på så mange gange før.
Så her sidder jeg i dag, 39 år gammel, har ingen venner, har ikke haft nogen form for kæreste i 13-14 år, har ingen brugbar uddannelse og ingen umiddelbar fremtid…håber det bliver bedre, men der skal et decideret mirakel til før at det sker.
Anyways, meget rodet skrevet men har haft et behov for at få det sort på hvidt, og der er sikkert en del af det som er totalt irrelevant.