ensomhed uden selvværd.
Skrevet af
Gammelrød
Jeg er blevet 42. Det skete bare, jeg opdagede det slet ikke.
Jeg føler, at jeg er gået glip af mit liv, at jeg har spildt det på alle de forkerte valg. Jeg græder igen imens jeg skriver dette, som så ofte før, når depressionen overtager. Det sker ikke så ofte mere, men når det rammer er det forfærdeligt. I kender det garanteret alle sammen. Det er derfor at jeg tør skrive det her. Tak for muligheden.
Når jeg oplever med sjæl og hjerte, er det altid i denne forbindelse. Jeg lever mig ikke ind i mit liv, kun når jeg er sammen med de allernærmeste, mine søskende. Min søster reddede mig fra et selvmordsforsøg for nogle år siden. Det er godt nok. Jeg har to børn jeg ville såre. Dem har jeg været med til at skabe. Det forpligter. Det ved jeg nu.
Selvhøjtideligt skriver jeg om al min kval. Det er kun her jeg kan. Jeg har ikke haft det værre end så mange andre. Men det er mit liv.
Jeg voksede op på landet. Jeg var ikke i stand til at knytte gode relationer. Jeg var ensom, havde min fiskestang og min hund. Min mor forsøgte at holde sammen på det hele. Min far ignorerede mig og min bror, jeg er den yngste. Den ældste er min søster der blev forgyldt. Hun var hans kærlighed, hans projekt, det siger hun selv nu.
Han var ikke klogere, men han fyldte alt. Han så alt det forkerte i mig og min bror. Søren forsøgte at få lidt anerkendelse ved at gøre alt det, som han troede far ville have. Det var aldrig godt nok. kritikken haglede ned, og Søren blev kuet.
Jeg havde åbenbart en anden strategi. Far slog. Ofte. Mest mig, fordi jeg havde opdaget, at negativ opmærksomhed også var opmærsomhed. Jeg blev ofte banket og kastet ud af køkkenet for at spise sammen med hunden, for han gad ikke høre på mig. Jeg kom dog aldrig til at spise sammen med hunden, jeg elskede ham. Derfor endte det altid med, at jeg begravede mit hovede i hans tykke pels og græd min frustration ud i hans stille accept.
Et af de værste minder var, da jeg i barndommens kådhed skrev "vask mig" med fingeren i skidtet på bagruden af en af svendenes biler. Far havde jo sit vvs firma. Image var alt. Svenden mente at jeg skulle vaske bilen, da jeg jo havde gjort opmærksom på det. Far var tilsyneladende enig, da han gemte sig i værkstedet da det blev opdaget. Han mente åbenbart at min synd var værre, end at en firmabil med hans navn på siden var misligeholdt og møgbeskidt.
Svenden fandt mig alene hjemme. Jeg nægtede at vaske bilen, men jeg var jo vant tl at blive banket og trukket udenfor. Det var samme argumenter svenden brugte. Min far var kommet hjem, og gik på kontoret i stille accept imens jeg under prygl vaskede kassevogn. Jeg har aldrig fortalt den historie før.
Skiderikken døde få dage før min konfirmation. Jeg havde ønsket ham død under det meste af min opvækst, men da det skete blev det alligevel til mit livs største krise.
Man vokser jo op. Jeg blev sendt på efterskole, hvor jeg opdagede, at jeg havde en form for værdi. Jeg havde gået på en adventistisk privatskole, image var jo alt, og skolens værdier og fysiske afstraffelsesmetoder passede ham åbenbart fint, men jeg faldt lidt udenfor med min anderledes adfærd. Jeg var egentlig ikke anderledes end andre, men meget anderledes end andre på lige den skole.
De to år på efterskolen viste mig, at jeg måske ikke var så forkert som jeg havde lært at jeg var. Jeg er dem evigt taknemmelig.
Vel tilbage i Vejle i lejligheden hos min mor oplevede jeg det som for mig var en storby. Jeg tog en HF, hvor jeg fik reelle venner. To af dem, og andre i klassen og på skolen accepterede mig, kunne faktisk lide mig, og syntes at jeg var sjov!
Det er de bedste to år i mit liv.
Jeg er åbenbart udmærket begavet. I hvert fald blev jeg anbefalet at studere nordisk sprog og kultur på Aarhus Universitet. Det ville jeg gerne.
Et værelse i et gammelt hus med alkoholikere og psykopater var faktisk ikke så tosset. Det var udmærkede mennesker. Studenterhuen trykkede ikke, men alle mennesker har samme værdi, og jeg respekterer alle, uanset hvem de er, og hvad de laver. Hvordan ville jeg kunne gøre andet?
Jeg gider ikke skrive mere nu. Er holdt op med at vræle, har ikke så voldsom selvmelidenhed som før. Tak. Fortsætter muligvis historien, hvis jeg får trang.
Mvh.