Min historie

Brug for råd.

Skrevet af FrancisBacon

Ved ikke hvor jeg skal starte.Jeg er 33 år er helt alene.Har været det det meste af mit liv.
Min mor døde som barn og min far var følelseskold.Kunne ikke tage sig af mig og efter nogle kaotiske år røg jeg rundt mange forskellige opholdsteder indtil jeg fik egen lejlighed som 17 årig.Jeg har ikke snakket med noget familie i 4 år nu..
Har ikke noget forhold til nogle i min familie.
Har altid kun haft tætte venner der selv havde psykiske problemer og havde misbrug.Alle mine venner er også væk i dag.
Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste og altid stukket af når en pige kommer for tæt på.
Jeg har ingen uddannelse og kun arbejdet på deltid i perioder i mit liv og fuldtid nogle få gange der aldrig er gået godt.
Sidder herhjemme super deprimeret er begyndt at ryge meget hash igen,er på kontanthjælp igen,har ingen at snakke emd og er ikke i nogle former for behandling.

jeg føler at kommunen bare kaster en rundt og vil have en i arbejde.Om det så er 1 time om ugen eller 37 er ligemeget.
Eller kan man bare side hjemme og en vejleder kommer fordi og ikke rigtigt forstår en og bare prøve at vende et eller andet til noget positivt og smutter igen til vi ses i næste uge.
Har været i systemet hele mit liv og stadig forstår de mig ikke og jeg er ikke berettiget til noget hjælp...De kaster bare en rundt til nye hele tiden.Det er plan B

Psykiatrien er overfyldt og de vil bare give en emdicin og en kontajkt person også og så er det det.De gange jeg har været indlagt har jeg fået det super godt men er så bare blevet sendt hjem til ingenting og gået i stå igen.

Jeg kan ikke være alene men har ikke engang en at snakke med det om eller noget familie eller ven at besøge..Ikke engang nogle dyr.Sidder alene i en lille 2 værelses i KBH og hader det.Står bare op oh holder pointløse uendelig møder med kommunne og hele tiden prøver at finde arbejde.

Ellers sidder jeg bare forstenet herhjemme og dagen skal bare slås ihjel..
det har jeg desværre gjort det meste af tiden siden jeg fyldte 20 år..Jeg kan ikke meget mere og ved ikke hvor man skal gå hen for at snakke ordentligt med folk hvor de tager en seriøst og ikke bare sender en videre til tomme møder arbejde test og medicin for det er alt jeg har prøvet her i livet at modtage.

Sad engang i åbent fængsel i 8 måneder da jeg var 19.bedste periode i mit liv.Social hver dag masser af aktiviter social madlavning osv..Faktisk sådan et sted jeg har brug for at være føler jeg.
men det findes ikke.Kun medicin og arbejde test kan jeg få som hjælp.

jeg kan ikke rigtigt betale for noget hjælp heller.Kan dårligt leve leve,Kan kun betale regninger og mad og bor meget ydmygt med ikke så mange ting.

Hvor skal man starte med at gå hen.Har brændt mig mange gange med at gå til psykiatrien.Og ved indlæggelser smider de mig altid hjem før tid uden en plan fordi jeg netop begynder at være rigtigt velfungerende men går i stå efter et par uger hjemme alene.

Jeg har endda prøvet at maile alle mulige folk som f.e sk BS christiansen som havde et super program med at hjælpe folk.Alle mulige typer men ingen svarer og dem der gør koster penge og vil ikke hjælpe gratis.
Kommunen vil hellere brænde penge af på offentlige ansatte der løber rundt og holder uendelige møder og ikke ved hvad de skal stille op med folk.

I dag har jeg bare røget hash fra morgen til aften og prøvet at finde noget på nettet der kunne få mig til at slappe af og lede mig væk fra mine tanker.Det er faktisk blevet mit liv.Hver eneste dag.

Underligt som det lyder har selvmord aldrig ramt mig.Ved der er noget efter livet, faktisk det eneste der holder mig oppe og jeg prøver ikke tage mit liv så seriøst...

jeg bor i KBH på Nørrebro.jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen og hvem jeg skal snakke med? kan nogle hjælpe?

jeg føler at alle hjælpe steder jeg har være er overfyldt med helt normale folk med helt normale problemer.

Jeg synes generelt der er overfyldt med hele normale social højlydte folk med arbejde familie venner uddannelse disse steder og jeg fylder ikke nok, råber ikke højt nok, er ikke glad og snaksalig udadvendt nok til at jeg bliver set mere..

Nu har jeg også haft svært ved at søge kontanthjælp efter en 6 måneder på løntilskud og kan ikke betale mine renginegr.Drukner også i gæld og skylder penge til staten firmaer osv.

Og tro mig det istedet for kommune hjælper ender det istedet med jeg ryger ud af lejligheden skal flytte igen igen igen og de ender op med en større regning til kommunen da jeg ikke kan flytte mine ting eller betale nyt indskud.
det er som om alle er blevet nogle computere der er overbelastet og bundet på hænder og fødder.
jeg har holdt møder med kommune som skulle handle om mig men jeg fik ikke øjenkontakt med dem og de ville have kortere svar så de kunne passe i deres felter hvor de skal dokumentere alt.
deres møder fører aldrig til andet end flere møder eller arb test.

jeg drømmer snart bare om et lille fredeligt sted uden for KBH med nogle katte og en hund og noget der minder om en økonomi og et socialt liv.Det er alt.

jeg tror ikke jeg har brug for den store hjælp men desværre brug for lidt hjælp, og har bare ingen midler eller personer i mit liv.
Sjovt man byggede netop et velfærds samfund for folk som mig uden familie ordenligt barndom opvæst osv. Desværre virker det ikke og man kan ikke spørge folk om hjælp da de vil hensive til samfundet hele tiden.

Jeg føler jeg ikke er velkommen i min eget land/By samfund og jeg bare skal gemme mig.jeg hører ikke til her.Ingen vil kendes ved mig eller åbne sig op og snakke med mig og se mit liv.Alle folk har en opgave og har travlt,og det hele ender i upersonlige pakkeløsninger som overhovedet ikke hjælper eller henvender sig til ens problemer.men kun arbejdsmarkedet.

Vil meget meget gerne flytte ud af KBH men har heller ikke råd og staten synes hellere jeg skal bruge hel min kontanthjælp på husleje i en lille 2 værelses.

Er faktisk født på Lolland men det er også en lang dyster historie om hvordan jeg endte herinde som 21 årig..Er dog blevet kastet rundt som teenager alle mulige steder lige fra SønderJylland Sydfyn og Fakse på Sjælland.

Tro mig mit liv havde været meget meget bedre hvis naboen lige havdet hjulpet en lidt med livet som ung, som i gamle dage istedet for en stor kold stat med kolde upersonlige pakkeløsninger der ikke henvender sig til folks problemer.Og man skal hele tiden blive mistænkt eller blive behandlet for at bare være doven dum eller mærkelig.

Kort sagt.det er som om psykiatrien synes jeg er kommunens problem og kommunen psykiatriens problem.jeg vil bare gerne hjælpe mig selv men kan ikke få nogle redskaber eller folks forståelse efter jeg hele mit liv i systemet.Alt tid bliver optaget af dokumentation behandlinger ansøgninger ventetider, og til sidst afslag på sære begrundelser der ikke er rigtige eller korrekte eller uforståelige, vel at mærke at kontor folk du ikke kan komme i kontakt med.Eller din sagsbehandler for den sags skyld, ikke at man har sådan en ting her i kbh der har man en i hver bygning der ikke snakker sammen. og så klager man og så er det samme cirkus om igen uendeligt indtil man finder noget arbejde og så er det hele løsningen indtil det kollapser for mig.

Man skal opleve det selv,for at tro det kan være så inkompetent og koldt.

det blev lidt langt og rodet men jeg lader teksten stå som den er ...