Læs dagbog

Hej

Jeg er pænt klar i hovedet i dag, ingen medicin (igen.. ).
Det bliver langsomt mere om mere klart, hvordan min nylige diagnose har bestemt meget i mit liv siden starten af gymnasiet.
Det er ikke småting, det er alt.. Forhold, uddannelse, arbejde, venner, forholdet til mig selv, forholdet til mn familie (den går længere tilbage, til 18 måneders alderen, som det eneste sikre før gymnasiet).
Et liv i ambivalens, angst og indre smerter der krævede lidt af hvert (fx alkohol og piller).
Jeg kunne aldrig helt det samme som de andre, eller rettere, der var kun nogle få områder hvor jeg kunne mere end de andre, så dem holdt jeg mig til. Men det har givet en virkelig mærkelig personlighedsudvikling.
Jeg er simpelthen en logisk computer, der går rundt og ligner et menneske. Ikke at jeg er uden følelser, slet ikke !, men de er uintegrerede og ambivalente, jeg stoler ikke på dem. Jeg stoler til gengæld på alle de små tricks jeg kan (som mange andre nok også kan). Jeg stoler på de små spørgsmål jeg kan flette ind i en uskyldig samtale, jeg tror på min evne til at "profile" andre mennesker ud fra en række parametre, som de normalt frivilligt giver mig (fx stand (arbejderklasse, middelklasse osv.), politisk ståsted, uddannelse, holdning til indvandring, holdning til ulandshjælp + den slags ting, bemærk af spørgsmålene dækker forskellige områder af psyken. Er det vigtigt, kommer jeg lige til at berøre personen (ikke kritiske steder, bare et strejf) jeg er super opmærksom når det sker, reaktionen siger en hel del.
Jo jeg er en omvandrende computer, jeg stoler ikke på mine følelser, jeg forsøger dagligt at dulme dem så meget, at de helt forsvinder, så har jeg det nemlig bedst.

Sikke et setup..
Gud har udstyret mig med en stor logisk CPU, den kan kværne store mængder data, og det har været min "fordel". Jeg har lige kunnet følge med, ved at kompensere med alle mine små hjerneprogrammer (som "Profiler").
Men en dag var det slut, jeg husker godt dagen, det var en kort melding, det går ikke mere.. Jeg var blevet ældre, hjernen langsommere, og problemerne større, meget enkelt, det tippede bare over til "ikke ressaurcer nok". Under andre omstændigheder, tror jeg jeg ville kunne have levet hele mit liv på modellen, det var ydre belastninger der overbelastede systemet.

Jo mere jeg læser og ser (youtube) om min diagnose, jo mere jeg ved, jo mere kan jeg begynde at se, hvordan jeg har fejlberegnet i fortiden. Jeg havde ikke min egen diagnose med i udregningerne, og den er meget væsentlig. Det tro da fanden at det ofte ikke gik i længden !. Jeg sidder med en fortid fuld af "løgn", jeg flød bare med på nye udkoksede udregninger så længe det gik, når det ikke gik mere, skiftede jeg hele setuppet ud, og startede på en "frisk".. .
Det er en meget farlig måde at leve på, nu forstår jeg bedre, hvorfor min far fik så sølle et liv, men alligevel blev ligeså gammel som sin læge.. den er virkelig skummel !.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med fortiden nu (som jeg ved er udregnet forkert). Sandheden er nok, at den skal regnes om fra ende til anden, hvilket virker som en uoverskuelig stor opgave.
Jeg kan ikke overkomme så store udfordringer mere. Måske kunne jeg have gjort det, hvis det var sket for 10 år siden, hvad jeg fornemmer det burde, jeg trak den bare til jeg absolut ikke kunne mere, og det var utrolig dumt gjort.. det har jeg lidt svært ved at tilgive mig selv, jeg skulle have indset det dengang, det lå jo lide for for helvede, det var så indlysende at jeg havde den diagnose !.

KH
BM