Læs dagbog
At tale om døden
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 25. marts 2017 20:24
I går var jeg hjemme hos kæresten.
Det var dejligt at se hende, og vi hyggede.
Vi kom til at tale lidt om at hun skal dø...
Vist nok fordi jeg spurgte om hun kunne sørge for at jeg får besked når hun dør og også når hun skal begraves.
Hun var allerede i gang med at sørge for det.
Og så talte vi lidt om døden, og hvor underligt hun syntes at det var at ikke længere være der.
Det var lige at jeg kunne holde masken..
Stemmen knækkede en smule et par gange, og hjemme igen tudbrølede jeg, og mere end én gang.
Jeg vil i den grad komme til at savne hende, og hendes guldkorn og meget direkte facon.
Hun er ikke som nogen jeg har mødt før...
Der er virkelig krummer i den kvinde.
Fuck hvor kan livet være så fuldstændig hugget ud i beton, urimeligt...
Heldigvis kan vi stadig godt få nogle gode stunder sammen.
Men jeg aner ikke hvad der sker når hun går bort...
Hvordan reagerer jeg?
Kan jeg klare det?
Jeg ved at jeg vil være fuldstændig opløst til hendes begravelse, og en rum tid efter..
Men bliver jeg fristet til at følge efter?
Er det lige præcis dét som skal til for at udløse mine mange selvmordstanker?
Måske er det meget godt jeg ingen idé har om tiden når det sker...
Men jeg ved allerede nu at jeg vil have hende i mit hjerte så længe jeg lever...
Og hvem ved?
Måske også bag efter, hvis der som jeg tror, er en opstandelse.
Vi har allerede aftalt at mødes dér...
Men trods kræft og sygdom, så er jeg stadig lykkelig for den tid vi har..
Og det er fantastisk at hun gider at bruge sin sidste tid på mig...
Jeg føler mig meget priviligeret.
Lort, jeg sidder og drypper ned i mit tastatur...
Jeg er træt, rigtig træt, af at tude...
Men hun er hver en tåre værd.
Min engel...
Kommentarer fra andre brugere