Læs dagbog

Bostøtten er lige gået.
Vi fik talt om ECT-behandling.

Hun lyttede, men syntes i første omgang at det var et voldsomt indgreb.

Jeg fortalte hende hvad jeg vidste, og hvad jeg har talt med mennesker som har prøvet det om, blandt andet her inde.

Hun var meget imødekommende over for ideen, da vi først havde fået talt det igennem.

Så i næste uge så forelægger jeg det for min psykiater/sygeplejerske på Distriktpsykiatrien.
Dér har jeg min bostøtte/kontaktperson med, så hun evt. kan supplere med hvad jeg glemmer, og hvad hun selv tænker.


Og så skal jeg have rykket for den hjerneskanning!
Nu er det flere måneder siden jeg fik lavet den.
Nu kunne jeg så godt tænke mig et svar på om der er organiske forandringer som kan forklare mine mikropsykoser mm.
Men lur mig, om det ikke er hospitalets nye edb-system der spøger, så skanningen er væk..
Præcis som det var set i tv-avisen med læger der manglede svar og prøver, grundet det nye "smarte" system som skal gøre behandlingen bedre og nemmere...

Jeg har brug for det svar, så jeg håber at det alligevel er nået frem til min psykiater..

-------------------------------

Sønnen er frisk igen.

Det har givet noget ro.

Det var meget stærkt angstprovokerende at han var syg.
Altså ud over hvad en stor bekymring normalt giver.
Det ligner mest generel angst..
Mine tanker buldrer derudaf, og er ikke til at få styr på.
Følelsen af ikke at kunne være i min krop..
Det at miste orienteringen fuldstændigt.

Øv, det er så rædselsfuldt.

Jeg føler virkelig med dem her inde som bøvler med angst hver dag.
Jeg, jeg oplever kun dette somme tider, og sjældent særlig længe.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at have det sådan til hverdag?
Det må være noget så invaliderende...

Så uheldig er jeg ikke.

----------------------

Det var super dejligt at se bostøtten og få lettet hjertet for alt det som jeg var så fuld af..

Så er jeg spændt på hvordan det går i Distriktpsykiatrien næste gang.
Det kan kun gå for langsomt.

---------------------------

Lørdag blev jeg ringet op af min terminale veninde...
Hun ville ses hjemme hos mig eller hende, evt. nede på puppen.
Jeg valgte puppen.
Vi fik nogle gode snakke om mange ting..

Det blev ret sent inden hun måtte hjem og sove.
Dejligt at hun havde så mange kræfter..

Somme tider kan jeg se smerten i hendes øjne...
Så er det rart at opleve at hun også har sine stjernestunder, og at hun gider bruge dem sammen med mig.

Det samme gælder en fælles ven som også er uhelbredeligt syg.
Vi kommer godt ud af det sammen.
Gad vide hvad jeg har at byde på i deres øjne?
Jeg ville med garanti ikke spilde tid på mig selv, hvis jeg var i deres sko...

Måske er det fordi jeg ikke har berøringsangst i forhold til deres situation?
Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at når de går bort, så bliver det mega hårdt...
Jeg vil komme til at savne dem sindsygt meget...
Men det er vel den risiko man løber når man giver sig selv lov til at blive glad for andre mennesker?
Jeg tror det, det er jo ikke første gang at venner er døde..

Men foreløbig lever de, og vi trives sammen..
Og det er jeg taknemmelig for.
Det er usædvanligt at møde så dejlige mennesker irl..
En gave.


Jup...