Læs dagbog

Der var engang en pige fra Fyn. Hun har været i vestjylland i 10 år. Hendes eksmand trykkede hende ned. Hun blev væk for sig selv og blev psykotisk. Hun er bange i aften og vil så gerne være sig selv igen. Det er så længe siden. Som faldet ned fra månen et mærkeligt sted som jeg ikke kender, men jeg har jo været her i 10 år. Og hver morgen vågner jeg op og synes det er underligt jeg vågner her. Jeg kan ikke huske hvem jeg er. Det er som at have hukommelsestab. Jeg kan huske alle data og hvad der er sket i mit liv, men ved knap nok hvem jeg selv er mere. Jeg kommer fra Fyn. Og jeg er bange og underlig og bliver psykotisk når jeg bliver forladt.
Idag ringede min mor. Jeg har valgt ikke at have så meget kontakt til mine forældre især i denne periode, hvor jeg lige har fået diagnosen bipolar-temmelig rar. De skal ikke vide det, fordi jeg gerne vil undgå det der let kunne ske, hvis de fik noget at vide. Min mor ku let tage den opgivende, kritiske holdning frem: Ja, det var jo ikke så godt. Bare du nu ikke bliver lige som farfar og bare ligger på sofaen altid. Han var jo også maniodepressiv. Og bare du nu ikke tager dig af dage. Det kan godt ske med den alder du har. Det gør det jo heller ikke nemmere. Bare det ikke ender galt (suk). Får du så piller? Ja jeg giver ikke meget for piller. Jeg holdt jo op med at tage piller for mange år siden. Det gjorde ikke noget godt for mig. Og din fars bror er også manio-depressiv. Det er jo ikke noget man kommer af med. Men det skal jo nok gå...... ja det skal det jo. Ja Morten gik fra dig fordi du var deprimeret, og det kan man jo ikke fortænke ham i. (den sidste udtalelse var virkelig nok. De øvrige udtalelser er meget sandsynlige udtalelser, baseret på et langt liv med min kære mor, som også er psykisk syg men aldrig har ville erkende det. Får andre problemer med psyken er der ikke meget forståelse at hente. Folk kan bare skyde møget op i sig, mener hun.
Jeg siger til hende: Jamen det går da fremad, og jeg har det da bedre. Det kan jeg sige uden at lyve, for jeg har det jo bedre end da jeg var indlagt. Jeg har for første gang i mit liv med god samvittighed valgt at have så lidt med dem at gøre lige nu, fordi det ikke gør mig godt. Jeg har lov til at passe på mig selv. De besøgte mig, kort tid efter indlæggelsen, og jeg forsøgte at holde ud og holde facaden, og de troede de skulle være glade og muntre mig op. Jeg holdt et kvarter, så krakelerede jeg og hulkede. Min mor sad frosset fast til stolen. Min far rejste sig efter lidt tid og trøstede. De tog hurtigt hjem igen. Jeg fik en sms efter et par dage. "Vi har mistet humøret. Sådan er det bare. Vi har aflyst guldbrylluppet. Der er ikke noget at fejre. Mor"
Det er møg-drøjt at rejse sig igen efter den værste nedtur i mit liv og derfor har jeg valgt ikke at inddrage mine forældre. De kan ikke forstå at jeg ligesom flygter fra dem, og jeg hører ad omveje fra min dejlige moster, at de er meget kede af det og gerne vil hjælpe mig. Men det kat`nøt nåe.. for det er mig der skal trøste dem, når de bliver for kede af at jeg har en svær tid. Min moster er virkelig en dejlig moster. Meget ulig min mor. Hun er varm, favnende, kærlig, åben. Da hun fik en depression sidste år, mente min mor at hun bare kunne skyde møget op i sig. Min mor som har været depressiv hele min brors og min barndom. Hun ku da ikke skyde møget op i sig. Det ved hun sgu da godt. Men nåh nej, hun fejlede jo ikke noget. Min moster mener jeg skal lade fortiden ligge og inddrage mine forældre. Det tror jeg så bare ikke. Jeg kan godt lade fortiden ligge, men det er ikke ensbetydende med at jeg skal have dem tæt på.
Så jeg styrede behændigt uden om de farlige emner, som et lille barn, der springer fra sten til og prøver at undgå at falde i vandet.
Klokken er 02:21 og jeg har svært ved at komme i seng. For jeg vågner jo her i morgen igen og undrer mig over hvorfor jeg stadig er her i vestjylland i det hus jeg har lejet. Og jeg sidder med fornemmelsen af at jeg sidder her afsides i et hus, hvor mine forældre er taget i byen, og jeg undrer mig over hvorfor de ikke kommer hjem. Og jeg har på fornemmelsen at det gør de ikke. Jeg er som en hare der er fanget i lyskeglen fra en bil. Den er helt lammet der i lyset. En magisk lammelse der har varet i 10 år. Jeg tør ikke bevæge mig. Min eksmand har virkelig gjort min verden lille og fyldt med frygt. Og jeg har ladet ham gøre det. Jeg har ladet mig skræmme. Mit ansvar. Jeg kan sige til mig selv: gå nu i seng. Du vågner her i morgen og er dig selv. men det sker bare ikke. For jeg kan ikke huske og jeg kan ikke mærke. Jeg skal rundt og samle puslebrikkerne sammen og se om det kommer til at ligne mig. Jeg skal til at have samtaler i Kolding. 94 km herfra. Jeg håber dælme den læge er god og at hun er værd at køre så langt for. For jeg vil ikke stå alene med det her. Havde jeg råd til en psykolog.... men det er der ikke lige plads til på en kontanthjælp. Klynke klynke. Hun har bare at være god.

Nighthawk