Læs dagbog

Jeg er fynbo, kvinde, 49 år. Min mor er psykisk syg, depressiv, Maudagtig-isdronning og meget kritisk. Jeg blev artig, usynlig og ....forkert. Blev en skuespiller for at "Maud" ikke brød sammen og forkert fordi "isdronningen" og "kritikeren" var barsk. Og jeg blev en hjælper når hun var svag eller skulle til udpumpning.
Jeg fik anoreksi, bulimi, cutter. Jeg var forkert og så fyldt med skyldfølelse at jeg til sidst forsøgte at tage mit eget liv som 16-17 årig. De fandt mig, jeg fik ikke hjælp, abstinent på sofaen, og så har vi aldrig talt om det siden. Tabu. Flovt.
Jeg rejste mig, fightede for at komme op. Fik normalt forhold til mad, stoppede cutteriet.
Tog uddannelser, EFG, kontorudd., HF, ergoterapeut. Jeg skulle da være hjælper.
Fandt en mand, fik en søn, bondehus på landet, godt job.
Min mand ville hjem til vestjylland. Jeg tog chancen. Og vi flyttede. Jeg fik et job, min mand startede på psykoterapeutudd., sønnike var 2 år.
Og nu startede helvede...kampen.
Jeg hadede vestjylland, forblæst, fladt, ensomme landskaber, alle talte som Gertrud Sand, jeg følte mig ikke hjemme. Jeg ville hjem til Fyn, min mand ville blive. Jeg græd, han manipulerede med mig, brugte min tro for at holde mig fast (spiritisme-skytsånder-næstekærlighed mm). Han sagde: "Ånderne siger du er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. De kan godt forstå du er ked af det lige nu, men det blir bedre. Og mine psykoterapeutiske teorier siger bla bla bla"
Denne kamp fortsatte på denne måde og jeg blev mere og mere væk for mig selv. Mindre, deprimeret, jeg var forkert fordi jeg ikke ku falde til når nu ånderne sagde...
Jeg begyndte at høre stemmer, lå i soveværelset, havde det elendigt. Min mand sagde: Bed fadervor. Ingen omsorg. Jeg kom op igen, ville hjem, han manipulerede, jeg hørte stemmer osv. 5 år kørte på denne måde. Tilsidst var jeg helt helt nede. Min mand ville skilles. Jeg flyttede til et lille hus. Og han havde en anden!!! en af hans patienter. Og min søn afreagerede hos mig og var artig hos sin far. Jeg brød helt sammen. Hørte stemmer for fuld skrue. Blev indlagt og fik hjælp for første gang.
Udskrevet. 4 dage efter blev jeg fyret. Stor gæld fra huset med min mand.
Fik vikariat som ergoterapeut. Og blev ledig igen.
Fandt en dejlig mand. Kærlighed, ligeværdighed. Endelig kærlighed.
Men han ville ikke min søn og kun være weekendkærester. Jeg ville hele pakken. Ultimatum?? Nej da, jeg fightede det bedste jeg havde lært. Kæmpede for min drøm og pludselig blev jeg en skuespiller igen for at blive den han ville vælge helt. Det skete bare ikke. Jeg fightede endnu mere, skuespil/facade..den bedste kæreste jeg ku være. Blev depri (surprise). Han gjorde det forbi. Eksplosion i mit hovede, slugte alle mine piller, jeg kunne ikke mere. Panik, kravlede over til naboen og "vågnede" på intensiv. Møgdårlig i 3 mdr. Udskrevet i marts 2014.
Sidder her i f.... vestjylland...endnu. Intet job, stor gæld, 2 mænd er gået, og jeg har fået diagnosen bipolar, lige nu blandingstilstand. Aha, det forklarer jo en del for mig. Men diagnose er ikke alt, opvækst har også meget at sige.
Hvad var det lige der skete. Jeg har været her i 10 år og er her endnu. Hvor skal jeg tage hen? Jeg har svært ved at mærke mig selv så godt, fighteren er træt. Ingen skuespil mere, og jeg hjælper andre så godt jeg kan.
Ynk med ynk på ? Nope, det er bare sådan der var og er. Min søn er glad, dejlige naboer men jeg hører ikke hjemme her i Vestjylland, men vågner her hver morgen til min egen overraskelse. Utroligt som jeg har gemt mig selv væk. Jeg ville jo bare have noget kærlighe`
Kh Cosey