Læs dagbog

I mange år og alt for mange gange har jeg skulle kæmpe for at få kærlighed og bevise mit værd. I barndomshjemmet og derfor også senere i livet på uddannelser og i forhold. Er landet i en forkert landsdel hvor jeg har været i et forhold med psykisk vold i 5 år, blevet skilt, depression og fyring, søn der afreagerede kraftigt på skilsmissen hos mig, ny kæreste der ville noget andet end mig, som ville hele pakken og jeg blev droppet, selvmordsforsøg, indlæggelse i 3 mdr og diagnosen bipolar med blandingstilstand. Ok så! Slam slam slam.
Nu for første gang i lang tid skal jeg ikke kæmpe for at bevise for nogen at jeg er god nok og for at få kærlighed. Skræmmende og ensomt her på Lars-tyndskids mark og med blandingstilstand.
Jeg har tænkt at vejen frem må være at tage ture ud af landsdelen her bare for at vise mig selv at jeg kan komme herfra. Har meldt mig på kursus i en anden landsdel, købt billetter til foredraget i Odense (min hjemby) med Flemming Enevold. Lave småprojekter uden for huset, hjælpe en med at male, måske når jeg bliver stærk nok finde et frivilligt arbejde selvom jeg har følt mig forkert her i de 10 år jeg har været her. Leger med tanken om at rejse et andet sted hen. Men kan jeg tage fra min søn på 11 år. Han har bopæl hos sin far fordi jeg blev smidt ud af huset og ik var opmærksom på det med folkeregisteradresse n.? Vil han føle det som et svigt, blive ked af det, vred og kan vi klare kun at ses en gang i mellem ? Vil jeg få det værre psykisk ved at tage fra ham? Jeg er bange for at miste kontakten til ham. Vi er så glade for hinanden.
Men jeg føler mig så forkert her i vandkantsdanmark. Forkertere end jeg kan forklare til nogen og har gjort det i 10 år Sonnyboy, fordi eksmanden manipulerede med mig, men også fordi mine rødder ikke vil gro i jorden her. 10 år med tab. Hmm what to do? Måske finder jeg et svar når jeg får arbejdet mig lidt op igen. Slutter her for nu kommer uvirkeligheds-ensomhedsfølelsen.

Hilsner fra Cosey