Læs dagbog

Verden er grum. Og kold.
Jo, vi kan måske finde småting og bilde os selv ind at nu er alting godt men..
Verden er stadig grum.
Jeg ville ønske at jeg kunne finde trøst i dumme, ligegyldige ting, men det føles så ligegyldigt.
Jeg ville ønske at jeg kunne affinde mig med hvor ondt livet gør men jeg har stadig ikke dræbt det åndssvage barn i mig som i årevis fik at vide: "Det skal nok blive godt".
- Siger hvem? Og hvorfor? Hvordan skulle det kunne blive det? Hvornår?..
Jeg kan tydeligt huske ham, der tog mig på låret og sagde "Nu skal alting nok blive godt".. Det tog tre år før retssagen var færdig. (og teenageren i mig er stadig utilfreds med at de tog min mobiltelefon! Mit teenage-jeg ville langt hellere undvære et ben)
"Du bestemmer selv over dit eget liv" .. Ja, til en vis grænse for der er ligesom nogle sygdomme som begrænser mig. Jeg ville så gerne ned at vaske tøj men er det et krampeanfald værd?.. Måske kan jeg vente en dag eller to mere og forhåbentlig undgå kramper. Men så er der min nye ven, migræne. Ikke diagnosticeret endnu men jeg har svært ved at forestille mig hvad det ellers kunne være (blødninger er allerede udelukket). Han, migrænen, vil ikke lade mig være og jeg bliver så udmattet. Jeg har været grådkvalt i snart to uger og det er bestemt ikke noget jeg gør mig i for hvad i alverden skulle det hjælpe noget som helst? Men jeg kan ikke lade være. Det gør ondt hvis jeg bevæger mig (det vil sige at jeg for øjeblikket er ret utilfreds med mine tics) og jeg har ikke oplevet smerte som denne. Jeg vil klart foretrække at brække næsen et par gange mere og få den brækket på plads! Det gør p*sseondt men i det mindste er det hurtigere overstået.
Lige nu sidder jeg bare på gulvet i et mørkt rum og har det skidt. Jeg har det skidt fordi jeg har ondt og jeg har det skidt fordi jeg er så fucking sølle at jeg ikke kan tage mig sammen til at få lavet noget!!! Det tog mig over en uge at komme igennem opvasken fordi jeg ikke kunne stå op.
Ja, livet er herligt.

Kommer det til at gå? Det siger folk.
Kommer det til at blive godt? Jeg tvivler.

Det er nu, jeg ville ønske at jeg faldt og slog hovedet, virkelig hårdt, og kunne leve resten af mine dage i lykkelig uvidenhed om hvor grum og forfærdelig denne verden egentlig kan være og er.

Eller skulle man overveje alkoholisme?

Jeg ved det ikke.
Måske jeg skulle gå en tur og lade som om at jeg nyder det og synes at noget er smukt...