Læs dagbog

Hvordan går det derude??

Her ved mig går det både fremad, nedad, opad og i mange andre retninger. Jeg har været syg med forkølelse og influenza-symptomer de sidste 7 dage, og der er ikke rigtigt noget der tyder på bedring.

Det lægger ret meget en dæmper på humøret og lysten til at lave noget som helst. Så jeg har brugt rigtig meget tid på at ligge på sofaen og læse. En gang imellem fyldes mit hoved lidt for meget med alt muligt tankemylder, og så skriver jeg det ned. Jeg tillader mig selv at skrive alt ned, også selvom det virker plat. Men sommetider når jeg er kommet rigtig godt i gang, kommer der nogle sandheder frem. De er godt de kommer frem i lyset, men jeg har stadig ikke evnen og værktøjerne til at konfrontere dem og finde ud af hvordan jeg ændrer dem. Men jeg synes selv, at det første skridt er at få identificeret problemerne/tankerne.

Jeg synes også at det hjælper at skrive tingene ned, fordi det giver anledning til at man kan komme et stik dybere. Jeg behøver ikke at bekymre mig over om jeg nu kan huske mine første antagelser om et problem, fordi jeg kan gå tilbage i min dagbog og finde dem. Det kan jeg godt lide.

Nu glæder jeg mig bare endnu mere til at skal til psykolog. Jeg har 1000 spørgsmål til hende, men jeg håber også på at hun kan give mig nogle værktøjer til at arbejde med tanker og problemer. Jeg har en fornemmelse af, at mit helt store problem er min manglende tro på mig selv, mit lave selvværd. Jeg tror den er roden til rigtig mange af mine problemer, og grunden til at jeg ikke kan tage store beslutninger og kaste mig ud i nogle nye og udfordrende ting.

Jeg ved godt at jeg lyder glad og optimistisk for tiden, men sandheden er at mit humør svinger rigtig meget, og mit selvværd svinger rigtig meget. Jeg er langt fra glad og tilfreds med mit liv.

Jeg mangler stadig modet til at gøre nye ting, jeg drømmer stadig om at kaste mig over freelance-arbejde, men jeg gør det ikke fordi jeg går rundt med en følelse af at have glemt alt hvad jeg har lært, og derfor føler mig utrolig dum og uvidende.

Jeg ser stadig en tyk og grim kvinde i spejlet, en kvinde der i rigtig mange år har levet efter overbevisningen at ”jeg ikke er en kvinde man er kæreste med, jeg er ikke en kvinde man elsker”… sådan er det stadig..

Jeg ved godt at det er forkert, men jeg ved også at jeg er inde i en meget ond cirkel med mit liv, hvor jeg skaber det jeg frygter. Jeg har skabt en kvinde der ikke er særlig attraktiv, og derfor ikke er kærestepotentiale.
Jeg frygtede en gang at jeg ikke ville opleve lige så meget som andre, fordi jeg ikke har en rig familie der kunne give mig en stor pose penge, og jeg har lært at tænke tingene igennem inden jeg tager en beslutning. Det betyder, at jeg idag ikke kan gøre noget uden at have det tænkt 120 % igennem, og jeg fokuserer stort set kun på hvordan det kan gå galt. Jeg er bange for at tage store beslutninger der viser sig at være en fiasko, så folk har grund til at se mig som et dumt menneske. Jeg flytter ikke til Norge for at arbejde, fordi jeg i mit hoved ikke kan finde ud af hvordan jeg skal finansiere en flytning derop.. for gud skyld.. man skal sejle derop! Og hvad nu hvis jeg ikke forstår hvad de siger..

Hvad skal der dog blive af mig??