Læs dagbog

Det er evigheder siden jeg har været herinde. Der er sket meget siden sidst, men på nogle fronter er der ikke sket noget som helst. Jeg har skiftet én jysk by ud med en anden, fordi jeg har fået job.

Men mit hoved er slemt… rigtig slemt. Det er blevet rigtig slemt efter denne weekend, hvor jeg har været social for fuld gas (jeg elskede det) men også konstant på en eller anden måde fik bekræftet mig selv i de destruktive tanker jeg har om mig selv. Det har slået mig fuldstændig i gulvet, og siden i går har jeg været fuldstændig handlingslammet, og på randen af gråd.

Jeg er kun halvfærdig med at pakke mine ting ud i den nye lejlighed. Men jeg kan ikke overskue det. Jeg havde en masse planer og drømme om hvordan lejligheden skal se ud, men ligenu kan jeg ikke gøre andet end at sidde i sofaen og kigge på tingene. Det giver mig dårlig samvittighed.

Jeg skal til fødselsdag ved 2 familiemedlemmer i næste weekend, jeg er ved at brække mig ved tanken. Jeg kan ikke udholde tanken om en weekend med ”når du får børn”… ”skal du ikke snart have en kæreste” eller noget med hvor godt de andre i familien klarer sig. Jeg håber at jeg på magisk vis bliver syg på fredag, så jeg kan blive hjemme.

Jeg tænker at jeg bliver nødt til at acceptere, at jeg ikke er smuk, at jeg ikke har en attraktiv personlighed, og at jeg har en krop der ikke tiltrækker et eneste blik fra det modsatte køn. Jeg bliver nødt til at acceptere, at der for mit vedkommende ikke bliver noget ”dig og mig” men kun et mig. Jeg bliver nødt til at acceptere, at jeg ikke har nogen at dele mine problemer med, og at jeg derfor bliver nødt til at løse dem på egen hånd.

Jeg kan mærke indeni, at jeg har brug for at lave nogle rammer og sætte mig nogle mål for mit liv. Jeg har brug for at finde ud af hvad mit liv skal indeholde, for at jeg kan acceptere at jeg kun skal være mig. Jeg skal have fundet ud af hvordan jeg kommer igennem sociale events, uden at ende med 7 dages nedtur over mit liv.

Det er sindsygt hårdt at være skidt tilpas, og ikke at have nogen at snakke med om det. Jeg kan mærke at jeg hungrer efter opmærksomhed, og har nærmest lyst til at gøre noget drastisk for at få den. Jeg ved at jeg har brug for hjælp… men hvem gider hjælpe én som mig. Jeg fortjener ikke engang hjælp, jeg har jo selv skabt de destruktive tanker og den klamme krop. Det er min egen skyld at jeg ikke er lykkelig, at jeg er en forfærdelig tudeprinsesse og en tøse-tøs uden mod til noget som helst.

Jeg står ved en skillevej lige nu… og jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå…