Læs dagbog

Jeg tænker nogle gange store tanker om, hvor lille jeg egentlig er. Hvor lidt jeg fylder i det store maskineri, som får hjulene til at køre. Men også hvor lille en forskel jeg gør i det store hele.

Det er som om mennesket har fået skabt noget, vi ikke kan styre, en udvikling der tager pusten fra os og fanger os i processer, vi ikke kan ændre, fordi vi er fanget som fluer i et edderkoppespind.

Jeg arbejder med bæredygtighed. Nogle gange mister jeg overblikket, fordi at jeg er sådan et lille fnug i en verden, der er fyldt med krig, sygdom, naturkatastrofer og miljøproblemer.

Jeg prøver at distancere mig fra de tanker, fordi de ikke er så brugbare for mig, men nogle gange vejer de simpelthen så meget, at det føles som om det hele er lidt for svært.

Så prøver jeg at huske de små ting. En erantis der titter frem gennem frosten, min nieces uforbeholdne glæde, pandekager eller en løbetur. Det hjælper og bringer mig tilbage, så jeg kan bevæge mig lidt igen.

Det er sku lidt tunge tanker, men jeg prøver at give dem lov til at være der, for det er nok bare en del af mig.