Læs dagbog

Hold fast

En side i dagbogen "Igen og igen og..."
Skrevet af PernilleH 19. februar 2018 09:49

Jeg har stadig svært ved at holde fast i mig selv.

Nogle gange når der bliver sagt noget tænker jeg 'måske burde jeg også have det sådan' eller 'hvis jeg nu gjorde som hende, kunne et være jeg havde det bedre'

I weekenden snakkede jeg med en, som havde sagt sit job op, er startet på ny uddannelse og har planer om at købe en båd og sejle rundt et halvt år ad gangen. Han havde lige været på ferie og skulle en måned ud og rejse nu her og til sommer ud og sejle.

Jeg følte mig kedelig og grå med mit almindelige job, min lille lejlighed og min hverdag der bare mest af alt består af arbejde, netflix og sporadiske glimt af hygge.

Han hviler i sig selv og tager en masse chancer, fordi han gør det som gør ham glad. Det er da imponerende.

Jeg endte med at sidde og føle at jeg skulle pynte på mit job og mig selv, fordi jeg slet ikke kunne finde ro i mig og de ting jeg laver.
Måske er jeg misundelig over, at han ser ud til at have løst det og nu lever i sus og dus. Han har det godt, er vild med det han laver, hviler i sig selv og har ikke behov for alt muligt andet.

Hvorfor kan jeg ikke bare stå ved, de ting jeg laver?
og hvordan finder jeg vejen hen til det han har? min egen vej? Er jeg igang?

Kommentarer fra andre brugere

Hej Pernille

Ja, det kan godt være svært, men det handler nok om at finde ud af, om man er tilfreds med det, man har. Er man det, skal man selvfølgelig stå ved det. Det er jo ikke alle, der har brug for at rejse verden rundt eller lignende.

Men hvis du ikke er tilfreds, så kan det godt være svært at komme i gang med at ændre på det. Måske mangler man mod eller selvtillid eller andet. Der kan jo også være noget økonomi i det.

Jeg ved ikke altid, hvad det handler om med mig selv, men jeg kender godt følelsen af ikke at være helt tilfreds. Jeg er dog blevet bedre til bare at sige, jamen sådan her er jeg. Men jeg kan godt forstå dine tanker.

Jeg tror, du når langt, når du arbejder så meget med det.
Kh jhn

Skrevet af JHN1, 19. februar 2018 10:41

Jeg kender godt den slags mennesker, de virker altid så energifyldte og eventyrlystne.
Men der er næppe nogen der altid er glade, selv i sus og dus er der nedture og problemer man ikke lige kan løse, disse typer mennesker er måske så mere handlekraftige.
Jeg ved i hvert fald fra mig selv, at jeg skal ikke udsætte mig for alt for mange vilde uoverskuelige ting, for jeg har ikke en rygsæk med mig af handlekraft, jeg har nærmere en masse reflektioner, tanker og dybder der kræver min opmærksomhed, - men man kan jo ikke lige bytte sig selv ud med noget andet.
For mig betyder forudsigelighed og tryghed fx noget, og det gør at der er nogle ting jeg ikke gør, og at jeg nok bliver længere i trælse ting end mere handlekraftige og mindre grublende personer ville gøre.
Omvendt ville jeg blive totalt rodløs i det liv de måske vælger at leve, fordi jeg bruger så mange ressourcer på fx at reflektere og "afkode" mine omgivelser, og finde ud af meningen bag alt - at der bare ikke også er overskud til at tage en masse chancer og bare tage alting som det kommer med et smil og en åbenhed....

Det er nogle af de tanker jeg gør mig omkring det, og altså - hvorvidt ens eget liv er gråt og kedeligt, bestemmer man jo selv, hvis man selv har det fint med det, så synes andre sikkert også det er fint, omvendt hvis man synes man lever et trist og kedeligt liv i forhold til ens behov og interesser, så vil det selvfølgelig være godt at prøve at ændre nogle ting, - måske bare små skridt, man behøver jo ikke starte med jordomrejsen - selvom det indimellem kan føles som eneste mulighed, måske fordi det er så fjernt at det slet ikke er muligt sådan lige umiddelbart, nogengange er det sværeste og hårdeste at fokusere på de ting der rent faktisk kan lade sig gøre at ændre på, fordi det er så virkeligt og håndgribeligt at man vil møde sine egne eventuelle blokeringer i det lige med det samme, det er i hvert fald nogle af de ting jeg erfarer. :)

Skrevet af Skovtrolden, 22. februar 2018 19:26