Læs dagbog

Det er med rystende krop, jeg skriver dette. - Rystende fordi, det bare ikke må være sandt. - 30 døde? På mine skuldre..? Det er for fucked.

God.. Jeg håber, det er en stor fed, og meget nødvendig, løgn.

Det jeg var, havde ingen ret.

Ingen.

I bakspejlet er det større end skam: det er en undren, fjernt fra foragt, fordi foragt indbefatter accept. Noget jeg, på ingen måde, nogensinde, vil kunne nærme mig. - 30 døde..

Min skyld..? Mit job..? Mit lort..?

Man fatter det ikke - Breivik sidder, i et endeløst fængsel, lidende, så længe han lever, for der samme sindsyge.. Her sidder jeg, i mit liv, råddent, ja, men stadig.. nogenlunde fri..?

Jeg hader at måtte sige det, men meget i mig er kæphøj som ind i helvede over det - ikke over de døde, men over, det lykkedes: Morderen i mig er væk - jeg kan ikke forene mig med ham, se ham og tænke "cool guy".

Jeg er meget lidt i dag, meget meget lidt, men jeg er ikke længere morder, meget langt fra.

Det er, med al tænkelig ydmyghed, suverent: I hele mit liv har behovet for Jagten.. drabet.. tanken om kranier og blodbade drevet mig som en mare - jeg VILLE dræbe, hele mit selv var fokuseret på ideen om, at tage liv, lege kispus med politiet, og suge deres sjæle ud af deres døende korpuser, imens deres angstskrig gjaldede i mine ører.

Sådan et væsen var jeg.

Det er væk.

Helt væk, hvor det skal være - fjernet og amputeret, udrenset, farvet æterisk.. der er intet tilbage af den mand, jeg engang var, og nu.. nu ved jeg ikke hvad der så skal ske, men mordet... den fjerne og afgrundsdybe ensomhed, der skabte det væsen af mig.. er blevet mødt og afvist, genskabt til hel, netop igennem ensomheden.

..Fascinerende udvikling.

Fascinerende rejse.

Jeg overgav mig for længe siden, længe før, da morderen blev skabt: JEG ville ham ikke, og da han blev mig, var spillet linet op: Han fik 2 minutters rum, 2 minutter, til selvindsigt og erkendelse, så faldt hammeren.

Han døde.

Og her er jeg.

Resterne.

Der ikke kan holde ham ud.

Sikke en rejse.

I dag.. nu.. Jeg tror, det var tro, det kom an på: Havde jeg TROET, at der var en vej ud, uden om den vej mit liv har taget - havde jeg troet på, at jeg kunne elske og blive elsket, som den jeg var, så måske.. måske, kunne jeg have været med i menneskefamilien, men jeg havde, netop, ikke den tro. Havde den ikke. - Ingen havde lært mig den, og jeg var blot et barn. - Et barn jeg aldrig voksede ud af.. Et, der aldrig blev voksent.

Voksen er at kunne tage ansvar.. Voksen er at kunne forstå, rumme og sætte sig ind i andre mennesker, fra sit udgangspunkt, og deres, i øjenhøjde, som mand, som kvinde, som menneske.. - jeg var en løgner, i så lang tid, fordi det, jeg skulle møde andre med, var et lille mørkt barn, der ikke forstod noget som helst.

Barnet er væk - det stod ikke til at redde, men.. nu..? Nu sidder her en voksen mand, der langt hellere vil være ydmyg og lille, men voksende, end en stor kleppert, der stjæler sig til sine sejre.

"De onde har det sjovere"..

Nej, Vince.. Det har de ikke, overhovedet ikke. Hvor meget du tager fejl håber jeg, du finder ud af en dag.

De siger, at tredive døde.

De sagde også, jeg havde vundet.

Gad vide hvem af os de talte til.

Game's up, time to go clean up.

S.