Læs dagbog

"Tegn et træ, der symboliserer dig"

En side i dagbogen "Når jeg ikke kan sove..."
Skrevet af Vilhelmine 8. september 2011 21:35

Det var den opgave, jeg blev stillet, da jeg i dag var til forsamtale ved psykoterapien her i byen. Jeg blev tilbudt en plads på et gruppeterapeutisk hold, og det er eftersigende, et kunstnerisk et af slagsen. Dvs. at man skal male sine følelser. Hvad jeg føler om det, er godt nok lidt ambivalent. Jeg elsker kunst, kan godt lide at male - men jeg ved ikke lige om jeg vil gøre det tvunget, og i forbindelse med min sygdom. Det virker en smule puerilt. Men, jeg gik med til det, eftersom tilbuddet er godt og jeg gerne vil gå i en gruppe - og så måtte jeg male det forbandede træ. Jeg ved ikke hvor kreativt det blev, men jeg tegnede en knækket stamme der blødte, sorte krogede grene, der ikke var fuldvoksne og nogle tunge blade. Så kan I jo selv prøve at tolke lidt symbolik dér!

Min søde mutti var her i dag, og hun har virkelig gjort det lidt lettere. Udover at have betalt en dyr elregning, handlet ind og hjulpet mig med skolebøger og ting, så har hun virkelig forsøgt at sætte sig ind i hvordan jeg har det, og er blevet bedre til at bakke op omkring både medicin og samtaleforløbet. Min søster er der stadig ingen støtte at hente ved; Min mor forsøgte ellers at få hende til at være bare en smule sød, men det fejlede big time. Hun reagerede bare med et "nå" da min mor tvang mig til at fortælle, at jeg skulle starte i en gruppe og til psykiater (de har henvist mig, endelig!) så det gør jeg ikke igen. Involverer hende.
I morgen har jeg et nyt fag som virker ret hardcore; i det hele taget er det et ret svært studie jeg har meldt mig til, kan jeg godt se, så jeg er en smule bekymret. Håber virkelig at jeg kan klare det, for jeg vil så gerne have succes med det!