Læs dagbog

Det er utroligt hvor hurtigt man kan gå fra platonisk til romantisk, og hvor lille en afstand der er fra min mund til hans.
Nu er vi startet på vores 3. år som.. ja, noget udefineret men tæt, og jeg er stadig ikke tæt på at være træt af ham eller hans kys.
Jeg forstår mig selv utrolig lidt, men jeg ved at det føles rigtigt i maven, og min impulsivitet gør op for de mange alarmklokker vores uendelige relation sætter i gang hos vores respektive venner, der gerne så af vi blev adskilt af lov.

Han har fødselsdag her i weekenden, og det bliver den tredje vi fejrer sammen, og det er selvom vi har haft et par pauser fra hinanden - hans fødselsdag har altid været midt i en god periode, så den har været upåvirket af alt det andet drama vi har bragt med os hver især.

Jeg tror snart jeg kan fylde en middelstor roman med mine tekster om mit kærligheds/had forhold til ham, men min konstante frygt for afvisning gør at jeg bestemt aldrig har i sinde af vise ham, hvor stor en indvirkning han har på mit liv og mine tanker. De centrerer sig i store dele mest omkring ham, og den kildende fornemmelse det vækker i mig når han er i nærheden - eller når jeg forestiller mig at han er. Jeg foreslog i forgårs at vi startede i parterapi med henblik på ikke at have endnu et voldsomt break-up, hvilket han virkede positivt stemt overfor. Han fortalte i dag at han selv havde skrevet et notat i sin kalender i November om selvsamme ide, så jeg er glad for at vide, at jeg ikke er den eneste der har tænkt på at vi skal gøre noget for at få det til at køre på en lidt mere hensigtsmæssig måde end førhen.
Vi er begge to desværre meget stædige, og ingen af os har lyst til at være den, der siger de følsomme ting og tanker højt, så i stedet går vi rundt og lader som om intet er unormalt ved at to voksne mennesker, der bruger 70 procent af al deres ledige tid sammen, som er i kontakt nærmest konstant, og som har udviklet et særskilt sprog til indbyrdes kommunikation, ikke med et eneste ord italesætter, hvad det er de har gang i.

Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg gerne vil være monogam, at jeg ikke vil have andre end ham, men jeg tvivler på at jeg får modet til at gøre det. Frygten er større end lysten, tydeligvis.

Det skræmmer mig, at det er ham der hele tiden vender tilbage, og at der absolut ingen forandring er i hverken mine følelser eller lyst til ham. Jeg har ikke før oplevet at kunne holde en anden person ud så længe, og slet ikke med samme intensivitet som vores forhold har haft. Hver nat sover jeg sammenfoldet i hans arme, eller han i mine, og jeg kan ikke nævne et eneste eksempel på at jeg har haft den der følelse af at ville have afstand, når det kommer til ham..

Jeg undrer mig over om det mon er muligt at snyde kærligheden ved hele tiden at afbryde forholdet når forelskelsen skal blive til kærlighed, for dernæst at lide i et par måneder og så genoptage relationer - som på magisk vis er opblomstret i mellemtiden, og nu igen føles som ny, og voila, så har vi købt os 6 måneder mere.

Gad vide om det er derfor, at jeg føler mig så evigt tiltrukket af ham uanset hvad vi har været igennem?