Læs dagbog

I går fejrede vi hans fødselsdag som ung mand midt i tyverne, og selvom det var med lidt tynget stemning grundet hans alderdomsfrygt, så gik det godt.

Det var egentlig meningen vi skulle have været ude at spise, men vi endte med at bestille noget indisk mad, og drak hvidvin hjemme i min sofa.

Han blev lidt småfuld, og endte med at være det nok mest kærligste og åbne jeg nogensinde har set ham.

Vi er normalt begge to meget kontrollerede, jeg i en sådan grad at han engang beskrev mig som en robot, så det med at udveksle følelser med hinanden har vi ikke gjort særlig meget. Han siger også ekstremt sjældent hvad han føler for mig, jeg kan ofte tro det er fordi han simpelthen ikke føler noget, men han har forklaret mig, at han virkelig tit tænker en masse søde og smukke ting om mig, men at han aldrig får det sagt. I stedet skal jeg se hans kærlighed igennem al den tid, han bruger med mig, og hvis det er sådan det skal måles, så kan jeg godt se, at han også holder af mig.
Det må man konkludere når vi efterhånden sover sammen hver eneste nat, og igen er begyndt at holde i hånd på gaden.
Hans manglende skriftlige og verbale bekræftelse kan derfor godt tolkes som værende en frygt for at blotte sig, for jeg ved at han lider af ligeså slemme rejections issues som jeg, og at vi begge altid leder efter de mindste tegn på, at nu bliver vi måske afvist, og derfor holder vi igen.
Det er egentlig fjollet, for hver eneste aften når han faldet i søvn, så hvisker jeg kærlighedserklæringer til ham på fransk som jeg ved han ikke forstår.
Det ville sikkert hjælpe hvis jeg begyndte at sige dem til ham i stedet. På dansk.

I går var dog helt anderledes. Det var som om at vi begge havde nået en slags grænse for at kunne holde alle de her følelser inde, og det væltede ud af os begge, men især ham.

Han tog fat i mit ansigt, og sagde til mig at han elskede mig, og at "det ikke kan være anderledes", og at han i det sidste stykke tid havde gået med ægteskabslignende tanker - hvilket virkelig chokerede mig, for han har altid været en direkte modstander af både ægteskab og huskøb - (men jeg tænker at jeg nok ikke skal tillægge det for meget værdi fordi han var beruset, og når man sidder med stearinlys så kan det vække mange følelser, man nok burde have tøjret.)

Jeg kan dog ikke sige, at jeg er uenig i de tanker.
Jeg elsker ham, det gør jeg.
Har flere gange forestillet mig, at hvis vi kunne finde en måde hvorpå vi kunne undgå de her store dramatiske perioder, hvor vi slet ikke kommunikerer, så er vi meget tæt på at være perfekte for hinanden.

Han er min manglende halvdel, hvilket jeg også har fortalt ham.
Platons myte om mennesket, der blev kløvet i to og brugte hele sit liv på at finde den resterende del har jeg altid affejet som værende romantisk vrøvl, men nu føles den som en realitet.
Han er mig på så mange måder.

Vi tog efter vores mindre kærlige sammenbrud videre ud på en bar, og jeg brugte hele aftenen på at glæde mig til at vi skulle hjem igen.

I byen var han både kærlig, beskyttende og utrolig fortsat åben - fortalte mig, at han havde fortalt sin psykolog at jeg var hans kæreste "fordi han følte det lød så godt", og da en fuld mand forsøgte at score mig bad han ham gå væk, og svarede til ham da han sagde at "jeg jo var smuk og lækker" at jeg "også er utrolig klog og dygtig, men det er du vel ligeglad med" og bad ham lade hans dame være i fred.

I det hele taget en meget nærmest.. rørende gestus, som gjorde mig helt varm.

Jeg har svært ved at forstå hvad det er vi skal gøre. Jeg ved at vi har brug for parterapi, men jeg er hunderæd for at blotte mig, og jeg er især bange for, at jeg ikke kan håndtere at skulle optrevle de ting, vi har diskuteret før i tiden.

Vi er desværre begge nogle værre krystere, og uden professionel hjælp, så er jeg bange for at vi aldrig kommer videre, og at jeg ender som en 30 årig spinster, der har spildt sine 20ere på at jagte en mand, der ultimativt ikke ville eller kunne have hende helt.

Hvis der nogensinde er noget, jeg havde håbet ville lykkedes, så er det dette.
Han er alting.
Jeg har ikke før haft nogle store drømme om hverken bryllup eller ægteskab, men jeg har en overvældende trang til at bekræfte overfor alle, at jeg tilhører ham så længe han vil have det, og at jeg ikke vil undvære ham en eneste dag mere.

Jeg har allerede savnet ham nok til et helt liv.