Læs dagbog

Gud, hvor er det svært at tro på at nogen virkelig elsker én, og at de ikke går og tænker på at lade være.
Jeg ser enhver bevægelse som en potentiel afvisning; Vasker han op? Han er nok træt af at jeg taler hele tiden. Er han faldet i søvn på sofaen? Han gider nok ikke sove i ske med mig i nat, så det her var en nemmere måde at "gøre" det på. Skal han ses med sin ven? Han planlægger nok at gå fra mig, og skal bruge sparring. Jeg er er nervevrag, for jeg har ikke elsket så meget her før, og jeg kan umuligt tro på, at han elsker mig ligeså meget igen. Det virker fysisk umuligt.
Med kærlighed kommer der også angst.
Angsten for at blive forladt. Angsten for at blive afvist, for at blive forvist og udskiftet. Angsten for at knytte sig for meget, angsten for at være den, der investerer flest følelser.
Jeg kan mærke, at han er under min hud nu. Jeg glæder mig, når jeg er ude på universitetet og jeg ved, at han er hjemme i min lejlighed, og jeg har lyst til at græde, når jeg ser at hans skjorter hænger til tørre i min vaskekælder. Jeg elsker, og jeg elsker så meget at det skræmmer mig. I al den tid har det været ham der forstyrrede mine følelser, optog min mentale energi og forvirrede mig, når andre mente at de og jeg havde noget helt specielt; For det vidste jeg, at vi ikke havde.
Jeg er klar over at ifølge Freud, så er det et infantilt verdenssyn jeg har, når jeg bilder mig selv ind, at det vi har er anderledes end det alle andre kærester har. At mine følelser på en eller anden måde er både dybere og mere ægte end naboens, og jeg ved at det er troen på magien og det at være helt særlig, der fjernes når barnet bliver voksent, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne med alle de andre jeg alligevel har mødt. Der har aldrig været en som ham.

Vores forhold har ændret sig fra de andre gange vi har forsøgt. Vi taler om fremtid, vi taler om rækkehuse og haver, og jeg spørger ham, om han synes at Esther og Petrea er flotte pigenavne, for jeg drømte i nat at jeg fødte ham to piger, de har næsten ens men alligevel helt forskellige.

Jeg længes efter voksenlivet og ansvaret, jeg drømmer om fastansættelse og pensionsopsparing, og jeg læser artikler om kommunikation og konflikthåndtering i parforhold på nettet. Jeg ser på flyverdragter strl. 8 år i Magasin, og jeg køber ind til flere dage af gangen, for jeg har flere end mig selv at tænke på nu, og på en måde gør det mig så meget mere levende end jeg har følt mig i meget, meget lang tid. Min plads er hos ham, det ved jeg.
Jeg håber bare, at han kan holde mig ud i længden, og at han ikke pludselig ser de fejl hos mig jeg selv ser og beslutter at fordufte.