Læs dagbog

Jeg har siden de tidlige teenageår oplevet, at mit humør skiftede drastisk fra uge til uge.
Det var de depressive perioder der var mest besværlige, og som gjorde at jeg endte med at opsøge behandling. Som 15-årig forsøgte jeg selvmord første gang, og siden da har det været en glidebane imellem liv og død når mit humør igen var oppe og ringe, og derefter sendte mig ned i kulkælderen. Hvis jeg skal beskrive hvordan en måned for mig kan være, så må man prøve at forestille sig det mest energiske tidspunkt man kan have, og så gange det med 10. Det er sådan det føles når jeg er manisk. Jeg snakker meget, meget hurtigt. Skriver hurtigt. Jeg er i bevægelse hele tiden, kan ikke sidde stille. Jeg er meget produktiv, og går i gang med talrige projekter som jeg ofte ikke har koncentration nok til at færdiggøre. Jeg dyrker hård motion og belaster min krop så meget som muligt, og sover ikke mere end tre-fire timer hver nat. Alligevel er jeg frisk igen næste dag. Min hjerne kører som om jeg var på Speed. Tankerne farer rundt, mine handlinger bliver uovervejede og ofte farlige. Det er i de maniske faser at jeg har faktisk har det bedst. Jeg føler mig uovervindelig, sej, fysisk og psykisk stærk. Jeg har også et ekstremt behov for at være sammen med andre i den fase. Jeg ringer til folk hvis jeg endelig er alene, og jeg bruger mange penge. På ligegyldige ting jeg egentlig ikke havde brug for. Jeg har også en øget sexdrift, og svært ved at styre den. Jeg føler mig lidt som en fange i en hyperaktiv krop. Bliver ofte uvenner med folk når jeg er manisk.
Jeg opfatter stadig ting, og får lavet alt det jeg skal. Men kroppen kan ikke klare det, og det kan mit sind heller ikke. Jeg stopper næsten hver gang med at tage min medicin, da jeg i de perioder føler at jeg nu er rask. Så går der måske en-to uger der kører på den måde, og så kommer der en modreaktion; Dybt og svært depressiv stadie. Ofte overlapper de to hinanden, og jeg kan stå og være totalt hyper nede i Fitness, men med tårer i øjnene. Så ved jeg, at det er ved at være slut, og den maniske periode er ved at aftage.
Det bekymrer mig. Jeg så helst, at jeg altid var manisk. Og så alligevel ikke.

Den depressive fase er værst lige i starten. Jeg sover konstant, eller slet ikke. Ofte 13-15 timer i træk, uden at bemærke at det skifter fra nat til dag. Har livlige mareridt, bliver også ofte rent fysisk syg og får influenza. Jeg er meget tung i det. Går ind i ting. Vil ikke i bad, nægter at tage ud på mit studie. Kan slet ikke gå i gang med noget, føler mig ugidelig, og generelt ulykkelig.
Græder over ingenting. Jeg kan ikke overskue socialt samvær, tænker på selvmord og selvskade. Finder ingen glæde i at træne længere, og begynder at tage min medicin igen. Mister appetitten, eller får alt for meget af den. Normalt går den depressive fase over, mest fordi jeg medicineres igen, og søger hjælp. Den depressive periode påvirker mit liv utroligt negativt. Jeg har droppet næsten alle de kærester jeg har haft i mine dårlige faser. Jeg lukker alt og alle ude, vil intet, kan intet.
Hvis det fortsætter for længe, så kommer jeg også bagud på mit studie, hvilket er min største bekymring.
Hvis det er rigtig slemt, så udarbejder jeg en tidslinje. Mine tidslinjer er den frist, jeg før i tiden har givet mig selv til at ”få det bedre” i. Hvis jeg overskrider den, (normalt er det på en mærke dag, f.eks. fødselsdag, juleaften, månedsdag m.m) så vil jeg gøre en ende på det. Jeg har overskredet mine tidslinjer tre gange. Hver gang er mine selvmordsforsøg mislykkedes. Egentlig ikke fordi jeg ikke gjorde det grundigt nok, men fordi omstændigheder har gjort det umuligt. (En vicevært er kommet, en kæreste kommet tidligere hjem, eller da jeg var yngre, forældre der tvang mig til at kaste op osv.) Jeg vil gerne sige ”heldigvis” men jeg ved ikke hvordan jeg har det med det.
På en måde vil jeg være sparet for mange ting, hvis det bare var lykkedes første gang, men nu er jeg også kommet så ”langt” at det ville være en skam.

På ca. 1,5 måned plejer jeg at være igennem manisk, depressiv og så bliver jeg ofte ”normal” i nogle uger. De depressive perioder har før varet længere tid; Nogen et halvt år, andre kun to uger. Det skifter meget, og det er også svært at behandle bipolare patienter. Især mig, da jeg i de maniske faser nægter at erkende at jeg er syg, og smider medicin ud, ikke vil snakke om det. Derfor er det vigtigt at jeg selv griber ind når jeg IKKE er manisk. Jeg er på stadiet til at blive meget, meget manisk lige nu kan jeg mærke, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøve at finde nogle blogs om emnet, men jeg kan ikke finde nogle personlige beretninger. Så jeg må nok skrive en selv. Der må være andre der har de samme problemer som mig, og har svært ved at vide hvad der skal gøres.

Ang. den debat der kører i min dagbog, så vil jeg lige knytte en kommentar. Jeg bryder mig ikke om den grimme tone, og jeg sletter de kommentarer, som ikke har noget konstruktivt i sig, og bare er smålig tilsvining. Jeg forstår, at hvis man er en kone, mor eller bare kæreste, så er ens værste frygt i forholdet naturligvis utroskab. Men det nytter ikke noget at gøre mig til djævlen her. Det er ikke mig der er utro, det er ham. Og hvis din partner er utro, så er der sandsynligvis ikke nogen der har tvunget ham/hende, men det er et valg vedkommende selv har taget. Det er noget den utro part skal bøde for, og ikke elskerinden. Jeg kan i princippet være ligeglad med at han har en kæreste, jeg kender hende jo ikke. Til dem der mener, at jeg af den grund er en ”led so” og at min ”hobby” gør mig til prostitueret (what the fuck) kan jeg sige, at de fleste normale mennesker elsker sex, og jeg er en af dem, også selvom jeg er en kvinde. I kan evt. læse Ariel Levys bog ”Female Chauvinist Pigs” der også berører det velkendte dobbeltmoralske dilemma ”He's a stud, she's a slut”, det kan tilmed være at I lærer noget ;-)

Jeg har gjort noget dårligt, men det gør mig ikke til et dårligt menneske. Jeg skriver herinde for at få luft; Jeg bruger så meget energi på at skjule de her grimme sider af både mig og min sygdom, at det er befriende at få luft for det herinde. Og til dem der går helt amok og synes det er et dybt upassende emne, så må de jo lade være med at tune in på min dagbog. Den ER rå, og det bliver den ved med. Hvis jeg kun berørte hverdagsemner og trivielle udvekslinger af social chit-chat så ville jeg ikke kunne bruge det til noget. Hvis det er relevant for mig, så er det relevant for min dagbog – no censor.