Læs dagbog

Svar til ligestillings ministeren

En side i dagbogen "Min dagbog"
Skrevet af anonymouse 26. marts 2005 03:18

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (EKH) har i Jyllands-Posten den 24-03-05 besvaret mit læserbrev i Jyllands-Posten den 21-03-05 under overskriften ”Er ligestilling blevet et onde”.

EKH skriver bl.a.: ”Ligestilling er netop forudsætningen for gensidig respekt mellem kønnene, ikke et onde”.

Men er det respekt for indvandrermændene, når EKH i Jyllands-Posten den 06-03-05 skriver: ”Vi vil udruste dem” (”indvandrerkvinderne”) ”til at kunne forlade manden, hvis han ikke opfører sig ordentligt”? (EKH afslører her, at hun på forhånd har indset, at hendes bestræbelser kan resultere i x antal opløste familier).

Jeg synes det ikke, og det var primært denne udtalelse, der fik mig til at ”fare i blækhuset”.
·For det første, fordi EKH fremsætter en trusel (eller krigserklæring?) mod indvandrermændene (din kone forlader dig, hvis du ikke makker ret!).
·For det andet fordi det er alt andet end respekt, når EKH allerede i indledningsfasen af sin informationskampagne mistænker indvandrermændene for at de ”ikke opfører sig ordentligt”! EKH overser den psykologiske lov, der siger, at der er en klar tendens til, at man opfører sig, som det forventes af én.

Normal procedure er, at først når de diplomatiske bestræbelser kommer til kort, griber man til våben/erklærer man krig. For mig at se springer EKH over diplomati-fasen og går direkte i krig.

På godt jysk: Prøv dog først med det gode!