Læs dagbog

Jeg sidder i bilen lige nu.. Jeg kom rigtig sent i seng i går, men kan ikke falde i søvn pga. medicinen. Lidt irriterende, men så er det måske nemmere at sove i aften.

Det næste 1,5 døgn er jeg konstant sammen med mennesker. Det er virkelig stressende. Normalt tænker jeg ikke slet ikke over den slags, men det er begyndt at fylde rigtig meget.

Hver gang jeg skal noget, der kræver bare en lille smule af mig, går jeg helt i panik. Jeg søger straks en udvej. Om jeg så skal gemme mig i mørke på et toilet i en time eller opdigte diverse sygdomme. Jeg har endda haft tanker om at "falde" ned af trappen, bare for at kunne udsætte arbejdet. Hvorfor har jeg det pludselig sådan? Hvorfor ønsker jeg så ihærdigt at undgå alle de situationer. Jeg plejer altid at tage dem som de kommer, uden at tænke videre over det.

Mit humør er ikke så godt i dag. Jeg har været tvunget til at køre for hårdt på. Det kan både mærkes fysisk og psykisk. Jeg har haft rigtig ondt i maven, ryggen, hovedet. Jeg har været så træt og sløv. Jeg føler mig deprimeret igen.

Selvmordstankerne er der stadig. Jeg har rigtig dårlig samvittighed over det. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har dem. Jeg har bestemt ikke planer om at reagere på dem. Den mulighed er helt udelukket. Jeg har stadig håb for fremtiden. Det hele skal nok blive godt igen, selvom det stadig er rigtig svært.