Læs dagbog

Jeg havde det ikke så godt, da jeg vågnede i morges. Mit humør var helt i bund. Jeg ville bar gerne blive hjemme.. Men afsted måtte jeg jo.

Det var hyggeligt nok til morgenkaffe. Jeg føler bare, at mine følelser er helt uden på tøjet lige nu. Det ligner slet ikke mig. Jeg følte jeg kunne bryde helt sammen i gråd hvert øjeblik. Jeg blev også svimmel igen i dag. Mit blik flakkede, mine hænder rystede og jeg følte, jeg skulle kaste op. Virkelig ubehageligt.

Vi skal afsted igen om et par timer. Jeg har virkelig ikke lyst. Jeg har så dårligt samvittighed overfor mine bedsteforældre, over at jeg slet ikke har lyst..

Karneval i morgen virker endnu mere uoverskueligt. Jeg har ikke lyst, og jeg er bange for, hvordan jeg vil reagere med lidt alkohol indenbors. Jeg har jo ikke kontrol over mine følelser. De kører deres eget liv.

Det ene øjeblik er jeg forhåbningsfuld og har det godt, det næste er jeg helt nede og har følelserne uden på tøjet, derefter vil jeg bare gerne tage mit eget liv. Hvad sker der med mig? Jeg har jo ingen kontrol over alt det her. Jeg er bange..

Der er 9 dage til, at jeg igen skal se min psykiater.. Det er altså lang tid. Jeg ved, at hun vil fortælle mine forældre, en del af det jeg sagde sidst. Hvor bliver det bare ubehageligt. Samtidig skal jeg vejes næste gang og jeg ved, at jeg har tabt mig.. Det bliver en forfærdelig samtale. Hvor er jeg nervøs.