Læs dagbog

Flygtig er livet, hen over de mange usete bump, op ned sagde du noget? Nå ja, det er tid, tid til at se sig selv i spejlet og gøre endnu et forsøg på at afværge katastrofe tankernes indmarch, Som Om! på den anden side af jorden, er frygten og døden en realitet. Vi kastes hurtig igennem ormhullet, for dernæst at finde ud af, at vi er som de var den gang i år 1347 med den sorte død hængende i de befængte loppe på rotter, som de nu sætter spørgsmålsteg ved? For hvorfor smittede mennesker så hinanden?

Jeg har selv opgivet ævret omkring Covid 19 - for når ens frygt i forvejen er så stor som rundetårnet elle, større end verdens havet, så kan man sgu ikke rigtig forholde sig til 13 mil. smittede, på nuværende tidspunkt, og det faktum, at vi står midt i en genåbning. Jeg kan ikke se hvorfor folk føler sig usårlig, som om c-19 ikke hopper på stupide mennesker og andet krat! som om c-19 siger ja jeg vælger kun fattige mennesker, og jeg syntes at det er en rigtig god ide at åbne op for så mange lande som muligt!

Historien siger alt! denne plage forsvinder når den har fået sit blod, og hvornår det er aner ingen, hverken præster kloge forskere, det hele er en omgang gæt og grimasser...

Så når den naturlig udrensningen, som nogle mennesker vil kalde detter mareridt, er overstået, kan vi så levet som før? Eller vi vi altid være usikker på om vi kan holde omkring hinanden uden frygt ? Jeg har kaos omkring mig, i mig og det hele bunder i en indre usikkerhed hvad nu HVIS!? Så vi spiser igen medicinen, føler ens krop er en andens og ser træt ud. Skrive en liste hverdag, skrive opgaver op der er til at nå. suk, sagde de, og sparkede spanden, hvor hun nu stod på, som en gammel kælling væk og så hende dingle til fri udsyn og som et kort beskyttelse og ære s´frygt stak de en håndfuld nåle i hendes øjne, så hun ikke kunne skabe et billede af dem på sin nethinde. Ingen bøddel er sart, men eftertiden skal man værne om. Tænk hvis hun nu kom tilbage fra de døde og ville tage hævn!

Ak ja alle de mange sjæle, som ikke fik en ordenlig afsked med deres kære og som er dybt berørt af denne katastrofe på højt plan, og uden støtte fra diverse statsleder, med psykopati i baglommen. Hvor er deres håb? deres fremtid? deres liv og leben? Jeg føler med dig, min mors største frygt er netop at ende på hospitalet, uden kontakt til os hendes familie. Det er så uvirkeligt at de en familie i Brasilien, havde deres døde far liggende i dere lille stue i 4 dage! Der kom ingen for alle var optaget af døden. De ente med at sove uden for!

Nej jeg kommer aldrig til at se dette her, som andet end dybt tragisk, ingen logik, ikke andet en død og smerte.

Men hvorfor så bange? fordi tiden er ved at løbe ud, sagde den depressive indere stemme, denne pige som aldrig følte hun måtte ha det godt, stole på andre og holde kærlighed i sin forpinte sjæl. Jeg har meget at lære endnu, men forhåbentlig vil Fønixfuglen rejse sig op og børste ilden af sine gamle vinger og starte fra begyndelsen..i begyndelsen var der kun mørke.