Læs dagbog

For ikke så længe siden fyldte jeg 50. Jeg holdt ikke noget stort. Bare noget med at gå ud at spise med de nærmeste.
folk har været søde og sagt søde og venlige ting og det rørte mig selvom jeg ikke forstår det.

Jeg føler mig halvgammel. har ondt alle mulige steder. Jeg har meldt mig og mine døtre til en vandretur til sommer, men jeg tvivler stærkt på om jeg kan klare det.
Jeg oplever mig som "ingenting". Jeg har ikke en pæn krop mere, mit ansigt bliver rundere. Jeg er så træt og skrøbelig og det kan jeg ikke lide. Min personlighed og min faglighed duer ikke. Jeg har for eksempel ikke det der skal til for at have en kæreste. Der skal man have selvtillid har jeg læst. Jeg er en halvgammel "nisse". jeg kan også blive gal og græder ofte. Men ofte tager jeg masken på, sommetider er det en maske, sommetider er det rigtigt nok, men i hvert fald noget omsorgsfuldt, blidt og sjovt. Men jeg kan godt have det trist indeni alligevel. Det nytter jo bare ikke noget at gå rundt med det udenpå altid. Min stedfar sagde nogle pæne ting til mig på min fødselsdag. Jeg sagde tak, men det er svært at forstå. Nogle havde pyntet op på mit arbejde og en veninde havde lavet en sang. Begge dele rørte mig til tårer.
Jeg synes ikke at jeg er særligt god på mit arbejde. Eller rettere, det er jeg ikke. Men jeg skal jo tjene penge til husleje, mad og den slags. Og jeg prøver at gøre mit bedste.
Jeg får ikke gjort det jeg gerne vil. Men jeg prøver alligevel at forsætte imod mine mål. Et eller andet sted ved jeg godt hvad jeg vil arbejde hen imod. Sådan på det store plan.
Jeg har mistet meget af det jeg troede på, men uanset hvad så har jeg fået noget nyt, der også er godt. Om det så skaffer mig en plads i Himlen det ved jeg ikke men det er jo heller ikke mig, der skal bestemme det. Jeg må have tillid på det punkt. Det bør jo heller ikke være målet. Det der bør være målet mener jeg er at gøre sit bedste, ikke for andet end at det skal man bare ikke noget med fortjeneste eller den slags.
Jeg ved at jeg må fortsætte med at leve. Det er min opgave i livet, at leve det. Ganske enkelt så at sige. Og det må jeg så prøve på.

Opd:
Har lige fået en mail fra min ex. Jeg fik en ok sund ikke ødelæggende indre rysten på hovedet af det, der gav mig styrke. Jeg skal være stærk og stabil pga mine børn. De skal have en base. Sommetider kan man ting mere eller mindre udelukkende fordi man skal og sådan er det nu.
Det jeg skrev herinde før er sådan som det ser ud indeni mig. Folk der kender mig ser det også måske blot i et lidt andet lys end mit.

Jeg må, skal og vil leve