Læs dagbog

Kære dagbog

Kl. er halv et... burde se at gå i seng, men har sovet længe i dag, så jeg kan næppe sove. Dumt. Skal jo på arbejde i morgen tidlig...

Der er nu kun 4 uger tilbage - så står jeg uden arbejde... mærkeligt at tænke på, at jeg skal stoppe på mit arbejde, selvom jeg jo hele tiden har vidst det. Kan godt li' at være der, men det er alligvel ikke et sted jeg "gider" være i lang tid... så det er ok, at mit vikariat udløber... Jeg vil gerne finde noget andet - noget der er mere relevant i forhold til min uddannelse. Det er bare svært at klare uvisheden... hvor længe kommer jeg til at gå arbejdsløs? Og hvad med økonomien? Og kan psyken holde til at gå hjemme? Hmm. Må prøve at tage det én dag ad gangen.

Håber at høre fra det sted, hvor jeg har søgt arbejde i denne uge... håber virkelig, at jeg kommer til samtale... håber håber håber.

Humøret er ok... faktisk ganske godt, så det er rigtig rart. Jeg tænker stadig meget over tingene... helbredet... psyken. Prøver at skille tingene fra hinanden - prøver hele tiden at vurdere hvordan og hvorledes. Det er sikkert en dårlig vane. Burde nok bare tage tingene som de kommer. Måske. For på den anden side ville det også være rart, hvis jeg kunne blive bedre til at lære at kende mig selv og mine udsving - for hvis jeg bedre kunne kende mine egne følelser/reaktioner - så kunne jeg måske undgå at gå i panik, når jeg oplever dyk.

Jeg tror nemlig, at jeg altid vil opleve dyk - det er en del af mig. Jeg er sårbar (hvad man så end vil ligge i det) og bliver nemmere slået ud af kurs end de fleste. Det er jeg begyndt at acceptere. Og jeg øver mig i at leve med det. Øver mig i at indrette livet efter det. Prøver på at finde den bedste måde at "modreagere" på sådanne udsving.

Når jeg ser tilbage på denne sommer - så er der nogle ting der er tydelige. Jeg startede ud med fuld knald på... massevis af aftaler osv. Jeg tror, det var et ubevidst forsøg på at sikre mig, at denne sommer skulle være anderledes end de sidste mange somre har været, hvor jeg jo har gået hjemme i total isolation.

Efter nogle uger "brændte jeg lidt sammen"... Jeg blev udkørt - og fejltolkede det som en begyndende depression. Jeg gik lidt i panik og så "sort". Men det var "bare" udmattelse - og efter en lille uges tid hvor jeg gav mig selv lov til at hvile ud, så var jeg frisk igen.

Så ja - det må være løsningen jeg søger... Når det brænder på, så skal jeg erkende det så hurtigt som muligt - og give mig selv nogle dage til at komme på fode igen, frem for at mase på og bare blive ved og ved til jeg virkelig går ned med flaget. Jeg skal erkende tingene hurtigere end jeg plejer. Jeg skal "mærke mig selv".

Hmmm... lyder meget nemt, ik'? Det er det bare ikke! Hvorfor skriver jeg det? For min egen skyld. Jeg håber, at jeg ved at læse det her måske kan genkende nogle ting - at jeg kan berolige mig selv, næste gang jeg oplever et dyk...

Men jo. Faktum er at i disse dage har jeg det rimelig godt. Jeg græder ikke. Jeg sover ikke helt vildt meget. Jeg har en smule energi. Jeg isolerer mig ikke. Og vigtigst af alt - jeg tænker positivt om fremtiden... Ja, der er ting der skal falde på plads, men generelt synes jeg, at jeg ser positivt på fremtiden. Og det er bestemt ikke noget jeg plejer at gøre! Det føles faktisk helt fremmed. Virkelig fremmed.

Hvad er forskellen? Tjah. Der er to ting der især har gjort, at jeg ikke længere bekymrer mig så meget: dels at jeg har fået fleksgodkendelse - og dels at der er reel mulighed for at jeg en dag får mit ønskebarn.

Det er to kæmpestore ting i mit liv. Ting som har tæret på mine kræfter helt enormt i form af bekymringer og mistro til at "verden/andre" ville give mig "lov" til at opnå de her ting.

Det er i øvrigt noget jeg stadig skal arbejde med - min grundlæggende mistro til andre mennesker. Mistro ligger dybt forankret i mig. Jeg har svært ved at tro, at andre ikke vil mig ondt. Det er utrolig hårdt at leve sådan. Altid at have barrikaderne oppe. Altid være på vagt. Aldrig lukke folk ind - aldrig lade dem komme tæt nok på til, at de kan gøre mig ondt. Med min fornuft ved jeg godt, at jeg ikke kan leve på den måde - og jeg øver mig i ikke at gøre det mere... men det er svært og det vil tage mange år at komme helt væk fra det. Men jeg øver mig.

Jeg arbejder på at opbygge lidt kontakter her i byen, hvor jeg ellers ikke kender nogen. Til trods for at have boet her i 5½ år. Men det ændrer sig langsomt... Jeg prøver - og jeg tror jeg har fået nogle gode kontakter, som måske kan holde ved... Det er en god følelse. Rigtig god endda. Det betyder bl.a. også at jeg begynder at tænke, at det er mere realistisk, at jeg kan blive her i byen selvom jeg måske får et barn... for jeg tror det ville svært at blive her, hvis både familie og venner alle bor langt væk. Jeg har brug for at have nogen i nærheden - og det er det jeg er ved at bygge op nu.

Det er hårdt arbejde at få nye venner. Rigtig hårdt. Også spændende - men mest hårdt fordi jeg føler at jeg "blotter" mig... fordi min paranoia løber lidt af med mig... "Hvad tænker X om mig? Har X bare ondt af mig og det er derfor at jeg får svar på mine sms'er? Mon X gerne ville være fri for at jeg kontakter ham/hende?" Alle sådan nogle tanker kører i hovedet på mig... Men sådan har det altid været med mig. Jeg har altid meget, meget svært ved at tro, at nogen gider mig. For helt ærligt - hvorfor fanden skulle nogen gide ha' noget med mig at gøre?????????

Selv min veninde gennem mange mange år kan jeg blive i tvivl om... især her på det sidste, hvor hun ligesom lukker mig ude. Det er meget svært, synes jeg. Rigtig meget endda. Det gør lidt ondt. Jeg prøver at være tålmodig - men det er sgu svært...

Nå, men alle de her tanker - ja, de opstår jo fordi jeg igen pusler meget med tanken om at få et barn... Kan jeg klare det? Er jeg klar? Er det realistisk? Alle mulige spørgsmål opstår... både omkring praktiske ting og følelsesmæssige ting. Jeg snakker med folk om det - folk som jeg stoler på... min psykolog, min læge, min gruppe, mine veninder... Måske bliver de lidt trætte af at høre på det, men de forstår godt, at det er vigtigt at jeg får talt om det - at jeg får respons på godt og ondt. Vi har talt om ting som jeg skal ændre - ting som det vil kræve - og hvorvidt jeg vil være i stand til det. For ja - det vil da kræve meget. Men vi har også snakket om, at det jo ikke kun er sådan i mit tilfælde. Tværtimod vil forældreskab jo kræve meget af hvem som helst... Jeg kan "sagtens" køre mig selv op i en spids og tænke, at det ville jeg aldrig kunne klare... men set med realistiske "briller" - så er jeg nu sikker på at jeg kan klare det... Ganske sikker faktisk. (Dermed ikke sagt at jeg tror det er en lille eller nem "opgave").

Men ja - det fylder fantastisk meget i mit hoved. Derfor er det også godt, at jeg skal på arbejde de næste 4 uger - så at jeg kan tænke på noget andet en gang i mellem. Også godt at jeg har mine veninder... de er vigtige - de hjælper også med at skabe lidt "balance" eller hvad man nu skal kalde det.

Nå, jeg må hellere slutte og overveje at gå i seng... Mærkelig dagbog i dag... men ja, jeg er jo også en underlig snegl, så det passer vel meget godt.

Leely