Læs dagbog

Kære dagbog

Ja, kære dagbog, jeg har ikke glemt dig... men jeg får simpelthen ikke skrevet for tiden - dagene løber fra mig - nærmest med lysets hastighed. Det er både godt og ondt, at det går så stærkt... nogen gange føler jeg mig godt nok ganske udkørt.

Det er jo selvfølgelig, fordi jeg har fået arbejde, at mine dage går så hurtigt. Nogen gange er det som om jeg ikke helt har fattet, at jeg nu rent faktisk har arbejde - at jeg er fastansat og har stabilitet i min hverdag. For første gang i umindelige tider ved jeg hvad jeg skal fremover - og ikke bare et par måneder frem. Og jeg må sige, at det er en stor lettelse! Det har virkelig stor betydning for mit angstniveau. Nogen gange skal jeg bare lige minde mig selv om, at det rent faktisk er sådan, at tingene står til nu...

Det går ok på arbejde. Jeg føler mig nogenlunde tilpas - og gør hvad jeg kan for at stole på mig selv - stole på at når jeg får at vide, at jeg gør det godt nok, ja, så gør jeg det altså godt nok. Men det er selvfølgelig stadig svært. Og jeg bliver af og til bange for, at chefen fortryder at have ansat mig... Men ja, det er nok ingen overraskelse at sådanne følelser dukker op hos mig.

Jeg er på arbejde 4 dage om ugen - og det er alt rigeligt! Jeg har virkelig ikke meget energi til andre ting. De første uger kunne jeg næsten ikke hænge sammen (også fordi jeg kæmpede med voldsom forkølelse/bihulebetændelse samtidig), men i denne uge har jeg formået at overholde aftaler ved siden af arbejde hver dag. Så det er vel egentlig fremskridt.

Jeg har haft en helvedes masse lægeaftaler i denne uge. I tirsdags var jeg til rheumatolog - han skulle se på mine fødder og forsøge at give mig svar på, hvorfor jeg altid har ondt. Det er smerter som jeg har haft så længe jeg kan huske tilbage - i hvert fald siden de tidlige teenageår. Men jeg tror faktisk de altid har været der - og det er bl.a. understøttet af det faktum, at jeg var 19 mdr. før jeg kunne gå. Ham speciallægen sagde at det sandsynligvis var rigtigt. Jeg har altid haft ondt.

Det var uden nogen som helst forventning om at blive taget alvorligt, at jeg tog op til den her rheumatolog. Igennem de sidste 20 år - og især i teenageårene - har jeg hos lægen klaget over de her smerter rigtig mange gange - og svaret har altid været, at der ikke er noget galt... jeg skal bare lade være at beklage mig... bare lade være at være doven.

Mærkatet doven har virkelig gjort ondt på min sjæl. Det gennemsyrede min ungdom. Og jeg hader og frygter det stadig. Det er ekstremt nedværdigende for mig.

Da jeg flyttede hjemmefra og fik ny læge klagede jeg igen over det - og blev også sendt til en speciallæge - tror hans speciale var sportsskader, men han kunne/ville ikke gøre noget. Han kunne heller ikke se, at der var noget galt.

Efter det har jeg ikke rigtig gjort noget ved det. Bare forsøgt at acceptere, at det måtte jeg leve med. Men for et år eller to siden nævnte jeg det så for min nuværende læge - bl.a. for at forklare at jeg altså ikke kan klare ret mange former for motion. Og ja, hun har så løbende spurgt til det - og eftersom det stadig ikke er bedre fik jeg så en henvisning til den her rheumatolog.

Jeg forventede som sagt at blive affærdiget og sendt hjem igen uden svar på noget. Derfor blev jeg noget overrasket over det der skete. Først skulle jeg smide tøjet og lave nogle stræk osv. Ud fra det sagde han at jeg har hypermobile led. Det er sådan set årsagen til mine smerter. De hypermobile led gør, at jeg overstrækker/overbelaster sener og ledbånd - og derfor får ondt. Grunden til at det gør ekstra meget ondt i fødderne er, at jeg også har skæve knæ og fødder og derfor får ekstra stor belastning på senerne under fødderne. Efter at han havde mærket og trykket - og ultralydsscannet - blev det til at jeg skal til en bandagist og ha' lavet indlæg til sko. Der kan ikke gøres noget operativt eller medicinsk. Han kunne måske godt give en blokade med binyrebarkhormon - men i så fald ville det jo kun virke midlertidigt - og pga. min fertilitetsbehandling valgte vi det fra - jeg vil ikke risikere noget for det kan nemlig påvirke hormonerne. Så ja, der skal søges bevilling hos kommunen og forudsat at jeg får den, så skal jeg ha' lavet sådan nogle indlæg.

Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg synes. Jeg kommer jo som frygtet aldrig til at gå normalt - og vil aldrig kunne gå i høje hæle osv.

Men ja, egentlig burde jeg jo være glad for, at der endelig er et svar på, hvorfor jeg har ondt - og endelig er nogen der anerkender, at jeg har ondt - og ikke bare afskriver mig som et pjattehoved. Og det er jeg sådan set også - altså lettet. Desværre drukner det bare i en rigtig underlig følelse jeg fik mens jeg var inde hos lægen. Normalt har jeg sådan set ikke noget problem med at smide tøjet foran en læge - men denne gang føltes det forkert. Han kom med nogle kommentarer og kiggede/rørte ved mig på en måde som gav mig en knude i maven. Jeg kan ikke pinpointe noget specifikt han gjorde som var uetisk. Men jeg fik bare en følelse af, at det var "forkert"... Rigtig rigtig ubehageligt! Og jeg får stadig ondt i maven ved at tænke på det...

Heldigvis skal jeg så ikke derop igen. Men det var sgu ubehageligt. Dagen efter var jeg ved psykolog, men jeg fortalte ikke noget. Selvom det at få besked om at mine smerter er "virkelige" og ikke bare noget jeg har fundet på i alle de år faktisk har stor betydning for min selvfølelse - stor betydning for hvordan jeg har følt mig latterliggjort hele min barndom, ja, hele mit liv. Til trods for det, så kunne jeg ikke få mig selv til at sige noget om det... jeg tror jeg følte mig flov... føler mig sradig flov. For hvordan kan jeg få sådanne fornemmelser om en læge? Jeg er stor og fed og ulækker, så hvorfor skulle det være, at en læge gjorde sådan? Jeg forstår det ikke. Ja, jeg kan ikke helt finde hoved og hale i det endnu. Men jeg fik virkelig en ubehagelig fornemmelse af at være inde ved den læge.

Jeg forsøger at ryste det af mig - forsøger i stedet at finde ud af hvad resultatet af undersøgelsen betyder for mig. At der endelig er nogen der bekræfter, at mine smerter er virkelige. Det er faktisk ret stort. En stor lettelse.

Nå nok om det.

Onsdag var jeg så ved psykolog. Han betyder stadig alverden for mig. Jeg har på ingen måde lyst til at give slip. Men ja, tror ikke jeg skriver mere om det lige nu.

Torsdag havde jeg endnu en lægeaftale. Jeg skulle på nyremedicinsk afdeling på Skejby sygehus. Her skulle de forsøge at vurdere mit blodtryk - og finde noget medicin til mig som er forsvarligt at tage under en graviditet.

Jeg skulle være der kl. 13, så jeg måtte tage fri fra arbejde 3 timer. Jeg bestilte en taxi, men tiden løb fra mig på arbejdet, så jeg fik pludselig travlt og måtte drøne ud af døren og ned i taxien. Da jeg så kom ud på sygehuset drønede jeg lige ind på toilettet - skulle virkelig tisse. Straks bagefter blev det min tur - og det første de beder om er en urinprøve! Ih altså. Nu kunne jeg jo slet ikke tisse - fik nærmest præstationsangst. Undersøgelserne tog så "heldigvis" en times tid, så imens fik jeg en masse vand at drikke - og til sidst lykkedes det så at producere en urinprøve.

Det var i øvrigt en HELT ANDEN stemning/følelse/fornemmelse at være der. Jeg følte mig helt tryg - i forhold til hos den anden læge. Jeg fik en ny slags medicin, som skulle være helt sikker at tage under både graviditet og amning - og lægen fortalte, at det ville være langt mere usundt for både foster og mig, hvis jeg ikke tog noget medicin for blodtrykket. Så ja, jeg har accepteret, at det er jeg nødt til. Jeg blev sat på en lav dosis til at starte med og skal så derud igen om halvanden uge, hvor jeg så nok bliver sat op i dosis.

Det der er lidt irriterende ved det nye medicin er, at jeg skal tage det 3 gange om dagen - jeg skal altså huske den der dosis midt på dagen. Men sådan er det så. Det må jeg leve med ind til jeg har født. Hvis det altså nogensinde lykkes.

Jeg er jo stadig på hormonkur. Der er to uger tilbage. Så skal jeg ind til fertilitetslægen og have taget nye blodprøver, som forhåbentligt vil vise, at hormonkuren har hjulpet. Jeg er dog ret bange for, at det stadig ikke har hjulpet. Bange for at min drøm går i vasken.

Jeg er så ekstremt fokuseret på at få mit ønskebarn. For hver dag der går bliver ønsket stærkere. For hver dag der går bliver jeg mere overbevist om, at det er det rigtige for mig (og mit kommende barn). Når jeg ser en barnevogn på gaden får jeg et sug i maven... Når jeg ser min niece eller venindes søn, så gør det ondt helt ind i sjælen fordi jeg også så gerne vil ha' et barn. Det er næsten ikke til at bære. Derfor kan det ikke blive den 23. hurtigt nok - jeg vil gerne videre i processen!

Men ja - det bliver altså virkelig til meget lægekontakt for tiden... og jeg er sgu lidt træt af det. Har også haft bihulebetændelse - og har dagligt diarre pga. hormonerne... så ja, det er sgu lidt rigeligt for tiden.

Mit humør - psyken... den har det ok... jeg er faktisk stadig ikke depressiv. Det er næsten for godt til at være sandt. Men ikke desto mindre sandt. Jeg har været ude af antidep. i 4 mdr. nu - hvis jeg husker korrekt... Det troede jeg faktisk ikke jeg kunne undvære, men ja, "so far so good". Det er rigtig dejligt at være fri for. Fri for bivirkningerne. Fri for at tvivle på om mine følelser er ægte eller om de skyldes medicinen. Ja, jeg er bare glad for at jeg kan undvære dem.

Men jeg må sige at grænsen mellem at være depressiv og rask er noget flydende... For selvom jeg ikke er depressiv, ja, så er det ikke ensbetydende med at alt "det psykiske" bare kører på skinner nu. Jeg skal stadig arbejde hårdt med det. Skal stadig holde mig selv stramt i tøjlerne. Jeg har stadig en aftale med min egen læge ca. 1 gang om måneden, går til psykolog 1 gang om måneden - og får besøg af bostøtten 3-4 gange om måneden. Det er stadig hårdt arbejde - ja, et deltidsjob i sig selv.

Måske også derfor at jeg snildt kan få tiden til at gå!

Hmm... sikke meget jeg dog skriver... det er faktisk rart at få nogle ting tænkt lidt igennem igen... at få dem ned på skrift. Jeg savner at skrive dagbog. Håber at jeg kan få overskud til at gøre det lidt mere regelmæssigt igen.

Savner også at følge med i folks dagbøger her på DepNet. Det savner jeg meget. Jeg håber at alle I søde mennesker herinde holder ud og føler at det går fremad med jeres sygdom!!!!

Leely