Læs dagbog

Hej X (min psykolog)

Det er mandag aften igen – og jeg har det igen skidt. Mon det er et mønster – at jeg skal have det af H til hver mandag aften? Jeg ved det ikke…

Har siddet og gloet ud i luften et stykke tid nu… tænkt på om jeg skulle skrive et brev til dig… eller hvad. Nu prøver jeg at skrive – måske jeg ”nøjes” med at skrive – og ikke sende det til dig… Har bare en masse overvejelser og tanker indeni som jeg føler behov for at få ud på en eller anden måde.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte… så det bliver måske lidt rodet.

Angst. For tiden er angstniveauet eller uroen på fremmarch. Jeg har sådan en fornemmelse af, at korthuset er meget tæt på at ramle sammen. At jeg balancerer på en sytråd – og om lidt er jeg i frit fald mod bunden.

Jeg ved ikke specifikt, hvad jeg er bange for – bare bange. Er ofte bange for at blive psykotisk. Det giver ikke mening, når jeg aldrig har været det, men jeg er alligevel tit bange for det i den her tid. Spekulerer på hvordan det er at høre stemmer. Hvordan ved man, om det er ens egen stemme man hører? Når jeg prøver at kæmpe imod den trang jeg føler for at proppe mig med mad – så kæmper jeg med en eller anden form for stemme i mit eget hoved… En stemme der truer med, at jeg bliver vanvittig, hvis jeg ikke æder… jeg SKAL spise ellers bliver tristheden og tomheden så voldsom, at jeg ikke kan håndtere det… Jeg SKAL bare spise. Lige meget hvad jeg tænker og argumenterer med, så er svaret, at jeg skal proppe alle følelser og tanker ned i maven igen vha. mad…

Og resultatet? Ja, jeg bliver større og større – og mere og mere trist.

Alle de ”små” tegn dukker frem igen… behovet for at udøve kontrol af en slags. Tjek at døren er låst… mange gange. Sørg for at volumeknappen på radio/tv osv. står på et lige tal. Tæl trappetrinene, hver gang jeg går op til min lejlighed – selvom jeg jo udmærket ved nøjagtig hvor mange trin der er.

Er det ikke tegn på, at jeg er ved at blive sindssyg?

Isolationstrang. Puha, den skubber på for tiden. I dag vandt den. Jeg skulle ha’ besøg af bostøtten i dag – men jeg kunne slet ikke klare tanken om at skulle snakke med nogen – så jeg sad musestille inde i lejligheden, da hun kom… Hun ringede på rigtig længe – men jeg åbnede ikke. Kunne bare ikke klare at skulle snakke med nogen. Ville bare være i fred.

Og ja – det er alligevel ikke fordi jeg isolerer mig meget – er faktisk rigtig ofte sammen med nogen fra gruppen… Men lysten/trangen/behovet – det skriger indeni mig! Jeg kan ikke overskue både at være social – og at arbejde. Fordi så er der ikke tid til at være alene i flere dage i træk, som jeg er vant til. Og har brug for. Hvorfor har jeg brug for flere dage til at ”komme mig” efter at have været sammen med andre? Eller bare at have været på arbejde? Jeg forstår det ikke…

Mærkelige tanker. Har så utrolig mange mærkelige tanker for tiden. Tænker meget tilbage på mit sidste selvmordsforsøg… hvad skete der? Hvorfor var sygeplejerskerne så sure? Hvorfor kunne min familie ikke se, at der foregik noget? … … … Hvorfor lykkedes det ikke… … ???

Det er ikke fordi jeg har selvmordstanker nu – men på en eller anden måde ærgrer det mig, at det ikke lykkedes dengang… for jeg synes simpelthen livet er for svært. Jeg befinder mig et eller andet sted i ”ingenmandsland” – kan ikke komme frem, men heller ikke tilbage.

Har jo faktisk ønsker for en fremtid – men den er så uopnåelig… den glider længere og længere væk… Og i stedet glider fortiden tættere på igen. Er jeg på vej bagud?

Forsøger at vende tankerne om. Overbevise mig selvom, at der er fremskridt. Arbejde – jeg har trods alt arbejde p.t. men det er svært at overkomme. Rigtig svært. Sover for længe. Melder mig syg. Laver ikke nok. Præsterer ikke nok. Er til besvær. Er dum. Siger dumme ting.

Facader. Er ikke spor i tvivl om, at jeg har facade på rigtig meget af tiden… Faktisk så meget, at jeg ikke altid kan finde ”tilbage til mig selv”… Jeg kan ikke finde ud, hvordan jeg har det. Det ta’r flere timer for mig at coole af og finde mig selv igen… Resultat: udmattelse.

Søvn. Jeg sover… ujævnt. Hvis jeg har mulighed for det, så kan jeg nemt sove 14 timer på et døgn… Men de fleste dage sover jeg kun omkring 5-6 timer, tror jeg. Det er nok for nogen – men ikke for mig. Problemet er vist at jeg er bange for at gå i seng om aftenen. Bange for de følelser der vælter frem, når jeg ligger hovedet på puden. Gammelt problem – det ved jeg godt – men stadig et problem. Det ender gerne med, at jeg falder i søvn inde i stuen og sover et par timer der – vågner og lister i seng og sover de sidste par timer der… Hvorfor kan jeg ikke bare gå i seng kl. 22? Hvorfor skal frygten for mine egne tanker og følelser styre mig på den måde?

Drømmene… for tiden er de næsten ondskabsfulde. Jeg drømmer gang på gang om børn… babyer… forældre… Er grædefærdig når jeg vågner… Savnet og ønsket… det fylder enormt meget i mig. Det gør ondt… at vågne op til virkeligheden.

Vreden. Jeg er vred for tiden… vred på andre. Vred på verden. Hvorfor skal det hele være så svært? Vred fordi jeg ikke føler mig forstået af nogen. Hvorfor er der ikke nogen der kan forstå smerten jeg føler? Hvorfor er der ikke nogen der kan fjerne den?

Og hvorfor er der mennesker som ”har alt” – og alligevel ikke forstår at de har alt?

Min veninde… fik barn for ca. en måned siden. I mine øjne har hun virkelig alt. Men jeg bliver… irriteret… når hun ikke værdsætter det hun har. Også selvom jeg godt ved, at det er skide hårdt at være ny mor – og at man uundgåeligt lider af søvnunderskud og træthed – og at hormonerne kører rundt i kroppen… Men når hun ”beklager” sig – så bliver jeg irriteret… jalousien gør at jeg tænker ting, som jeg egentlig ikke mener. Suk… jeg er sgu dum og en dårlig veninde.

Tristheden. Er frygtelig trist. Ked. Opgivende. Hvad nytter det snart at kæmpe mere??? Græder meget ofte – og meget nemt.


Puha… det var ikke lige sådan, at jeg forestillede mig, at det her brev skulle blive… ved ikke helt hvad jeg vil med det… føler stadig ikke at jeg rammer helt nøjagtig ind i ”kernen”… kan ikke finde ud af hvad ”kernen” er… Er sgu bare ret lost lige for tiden. Rigtig meget endda.

Hjælp mig!

Hilsen,
Leely