Læs dagbog

Kære dagbog

Jeg er egentlig alt for træt til at skrive dagbog i dag, men jeg vil alligevel gerne have skrevet noget ned om mit besøg hos min psykolog i dag... Er bange for at det glider væk, hvis jeg ikke skriver det ned, inden jeg går i seng.

Ja, jeg var så derude i eftermiddag. Jeg glædede mig. Det er så trygt at komme der. Føler mig virkelig tryg i hans selskab. Der har jeg lov at være - næsten - helt fri... Jeg behøver ikke at have maske og facade på. Det er i den grad et frirum for mig.

Nogen gange undrer det mig dog egentlig lidt, at jeg har den følelse - altså at jeg oplever det som værende så trygt. Hvorfor? Jo, fordi han egentlig er ret god til at presse mig gevaldigt... Jeg tror dog, at han er meget opmærksom på HVORNÅR det er ok at presse mig og hvornår jeg ikke kan "tåle" det. Og derfor har jeg ikke mistet tryghedsfornemmelsen.

Vi snakkede i dag lidt om en ting, der fandt sted for nogle år siden... Jeg havde gået til ret intensiv behandling hos ham i næsten et år (mindst en gang om ugen og ofte to) og vi var ligesom nået dertil, hvor han ikke rigtig kunne komme videre inden for kontorets fire vægge. Jeg var nødt til at komme ud i verden og få nogle nye oplevelser at forholde mig til. Vi nåede dertil, hvor man ikke kunne ændre på tingene, når jeg stadig levede i fortiden. Derfor fandt han det gruppe-tilbud, som jeg har gået i siden. Men dengang jeg skulle starte - da var jeg RÆDSELSLAGEN. Fuldstændig lammet af frygt. Og det tog ham laaaaang tid at overtale mig til at prøve det. Og faktisk blev det sådan, at han sagde til mig, at han ikke kunne hjælpe mig mere, hvis jeg ikke gjorde det... Han satte så at sige "stolen for døren". Og så bøjede jeg mig. Jeg sagde ja tak til tilbuddet - som viste sig at være rigtig, rigtig godt... Og det åbnede også for nogle ting, så at han kunne fortsætte sit arbejde med mig. Så han havde ret.

Men ja - det snakkede vi om i dag. Det med at han nogen gange finder det nødvendigt at presse mig ret meget. Jeg spurgte, hvad han havde forventet den gang - troede han, at jeg ville sige ja eller nej. Og han var faktisk ikke helt sikker, selv om han håbede, at jeg sagde ja - og det gjorde jeg heldigvis.

Her de 2 sidste gange har han også skubbet meget på... og ja - det sætter gang i nogle tanker hos mig.

Hvorfor er jeg så svær at rokke ud af stedet? Jeg stoler jo faktisk helt vildt meget på ham - så når han siger, at han synes, jeg skal gøre noget - hvorfor stritter jeg så helt vildt imod? I dag brugte vi faktisk over en halv time på at snakke om noget som han gerne ville prøve - men jeg blokerede fuldstændig... Græd - blev meget ked. Og han sagde også selv, at han var klar over, at han pressede mig. Men hvorfor er det nødvendigt at bruge den kostbare tid på at overtale mig til at gøre noget??? Overtale mig til overhovedet at snakke om noget bestemt???

I dag (og faktisk også sidste gang) handlede det om en af de der mærkelige leveregler jeg har... Noget som han mener, jeg skal gøre op med. Det er en regel som kun gør mig ondt. Og han mener også, at den i den grad øger min risiko for at få nye depressioner.

Og med den viden - ja - så burde jeg jo være mere end villig til at arbejde med at ændre det. Men næ nej. Jeg blokerer helt vildt. Jeg bliver bange. Jeg synes, det er voldsomt angstprovokerende. Og voldsomt risikabelt. Puha - det er svært overhovedet at tænke på det...

Hvad er det så for en leveregel? Det er lidt svært at forklare... men for min egen skyld bør jeg nok forsøge. Måske det kan hjælpe mig lidt på en måde.

Det tog i dag udgangspunkt i en snak om, hvor svært det er for mig at give udtryk for mine behov i forb. med mit arbejde. Jeg har desværre mange sygedage, fordi jeg bliver så angst om morgenen, at jeg kommer til at kaste op, inden jeg skal ud af døren - og så ender jeg med at blive hjemme. Ikke smart. Vi har snakket om, at det i stedet ville være godt, hvis jeg vidste, at det var ok at komme på arbejde, selvom jeg ikke er helt frisk der om morgenen. At jeg måske skulle have mulighed for at komme på kontoret - og så sige til min leder, at jeg lige skal bruge en halv-hel time på at "falde til ro"... Det tror jeg faktisk ville være en god ting. Det ville begrænse mit fravær, for jeg er sikker på, at hvis jeg bare kommer afsted, så falder jeg netop hurtigt til ro, hvis jeg bare lige får lov at sidde lidt i fred og opleve, at verden ikke ramler sammen, selvom jeg er taget på arbejde.

Ja - det lyder jo fornuftigt ikk? Hvilken chef ville ikke være glad, hvis en medarbejder på den måde ville gøre en indsats for at begrænse sit sygefravær?

Men ak. Jeg kan ikke få mig selv til at sige det. Hvorfor? FORDI SÅ ER JEG SVAG. OG JEG MÅ IKKE VÆRE SVAG! Det er i mit hoved ikke ok for mig at bede om, at der bliver taget hensyn på nogen måde. Jeg vil ikke "ses". Hvordan falder man i et med tapettet, hvis man på den måde gør opmærksom på sig selv og sine problemer og svagheder?

Er det logisk? Måske ikke for andre, men det er det for mig.

Hmm... jeg ved ikke rigtig... jeg har ikke forklaret det helt ordentligt... Men nu kan jeg i hvert fald selv huske tingene igen, hvis jeg læser det her dagbogsindlæg...

Lige nu er jeg bare rigtig træt af, at psykolgen skal bruge så meget tid og så mange kræfter på overhovedet at "overtale" mig til at arbejde med tingene. Kan virkelig ikke forstå mig selv. Jeg VIL jo gerne beskytte mig selv. Jeg forstår bare ikke helt hvordan hans version kan beskytte mig bedre end min egen...

I mit hoved er der jo ingen tvivl om, at jeg gør det sikreste. Hvis jeg viser, at jeg har nogle behov - nogle ønsker - så giver jeg jo andre "skyts" til at skyde mig ned med. Jeg er da nødt til at sikre mig, at folk ikke har mulighed for at "udslette" mig igen. Jeg må ikke vise svaghed. DET MÅ JEG BARE IKKE. Det er så risikabelt. Helt vildt.

Jeg kan da godt se noget af hans logik. Men jeg kan ikke "føle", at det er rigtigt.

Han nævnte faktisk noget om, at jeg på nogle punkter minder lidt om folk der har ptsd. Han nævnte noget med, at hvis en flygtning i sin tid har oplevet at blive tortureret af politiet i sit hjemland, så er det tit sådan at vedkommende vil blive skrækslagen bare ved synet af en politibetjent - selv her i Danmark.

På samme måde (selvom det selvfølgelig ikke rigtig kan sammenlignes) bliver jeg lammet af skræk baseret på min fortid - på mine erfaringer. Og hans påstand er så, at jeg på en måde "generaliserer". For bare fordi jeg en del gange har oplevet at blive jordet fuldstændigt (for at sige det pænt), så mener han jo så, at det ikke betyder, at jeg vil blive det igen.

Men det er altså svært at tro på. Meget meget meget svært. Jeg ved jo hvor modbydelige mennesker kan være. Jeg ved jo hvor dårligt et menneske jeg er - og at det altid vil være tilladt for andre at behandle mig som lort, hvis jeg viser den mindste lille svaghed.

Åh ja - jeg ved ikke lige, hvad jeg vil med det her. Men jeg har lovet, at næste gang jeg skal til psykolog (om 2 uger), så har jeg fundet en ting, som vi skal snakke om, hvordan jeg evt. kan ændre. Jeg gik med til det, fordi vi aftalte, at vi KUN skulle snakke om det - det betyder ikke, at jeg rent faktisk skal gøre det. Det turde jeg slet ikke love, at jeg var klar til.

Men jeg skal altså finde en ting - en situation - hvor det ville være hensigtsmæssigt for mig at give udtryk for et behov, som jeg ellers skjuler og undertrykker. Og så skal vi snakke om, hvordan jeg kunne lade være med at skjule og undertrykke det... Puha, siger jeg bare!!! Det er fandeme svært. Bare det at lege med tanken om at give udtryk for det jeg ser som svagheder over for f.eks. min daglige leder... Det er helt vildt angstprovokerende.

Puha puha puha. Det skal jeg virkelig bruge noget tid til at vænne mig til.

Ok - nok om det. Kan mærke at jeg bliver ked af det, så jeg vil slutte emnet af for nu.

For tiden sker der så utroligt meget (i hvert fald i forhold til, hvad jeg er vant til) og jeg har mange ting, som jeg egentlig gerne ville skrive ned... men ja, det bliver ikke i dag, for jeg orker ikke mere nu...

Lad mig slutte med at sige, at jeg håber at alle jer DepNet'ere passer godt på jer selv! Jeg læser af og til jeres dagbøger - forsøger at følge lidt med. Jeg savner at have overskud/tid til at skrive kommentarer, men jeg håber at det snart kommer igen!

Hilsen,
Leely