Læs dagbog

Kære dagbog

Hvornår lærer jeg det dog? Hvornår bliver jeg i stand til at vurdere min egen formåen på realistisk vis??? Hvornår lærer jeg at sige fra, når jeg ikke kan magte mere? Hvornår lærer jeg at respektere mine egne grænser? HVORNÅR??????????????

Jeg er fuldstændig og komplet og aldeles kørt ned til sokkeholderne. Og det er sådan set helt min egen skyld. For jeg tager for meget på mig. Jeg tager ting på mig, som om jeg havde normal arbejdsevne. Men det har jeg bare ikke. Hvorfor kan jeg ikke forstå og respektere det? Forstå og respektere mig selv?

Sidste uge blev jeg jo slået omkuld med madforgiftning. Det tog mange kræfter - og en del dage at komme 100% over. Jeg havde fridag mandag (og var stadig syg), men tog så afsted tirsdag selvom jeg stadig var noget slatten. Men der var ingen vej udenom. Jeg havde en kæmpe opgave liggende - bestående af massevis af mindre opgaver, som alle skal være klar på tirsdag kl. 8.00. Det hele skal klappe og være perfekt. Intet mindre kan gøre det! Sådan er det bare - i dette tilfælde er perfektionismen ikke noget jeg vil gå på kompromis med.

Problemet er jo bare, at jeg "mistede" en del timer sidste uge, mens jeg lå med hovedet i toilettet... Og de timer skal indhentes. Plus at det selvfølgelig er mere tidskrævende og omfattende end jeg egentlig havde regnet med til at starte med. Så denne uge har jeg haft vildt travlt - og overarbejde hver dag. Og det er hårdt når jeg i forvejen var lidt mærket efter at have været syg.

Onsdag var jeg til møde med min gruppe. Jeg var meget træt, men følte at det var vigtigt at komme, så det gjorde jeg. Pludselig begyndte jeg at græde - og jeg kunne ikke svare på hvorfor. Jeg var bare så udmattet og det hele var uoverskueligt... Da mærkede jeg virkelig, at jeg følte mig ganske presset.

Faktisk har det været sådan, at hver dag i denne uge er jeg faldet i søvn på sofaen omkring kl. 17-18 stykker... så har jeg sovet et par timer eller tre - vågnet og arbejdet lidt herhjemme fra - og så er jeg gået i seng og har sovet dårligt ind til vækkeuret ringer tidligt næste morgen.

Nu er det lørdag aften - og i dag har jeg holdt helt og aldeles fri. Det var jeg simpelthen nødt til, hvis jeg skal holde hovedet oven vande. Jeg har sovet dårligt i nat - det gør jeg tit fra fredag til lørdag, fordi jeg er stresset og ikke kan slippe tingene - tankemylderet kører simpelthen for stærkt... Men jeg stod først for alvor op kl. 12 i dag - og så har jeg faktisk ligget på sofaen hele dagen... Det eneste jeg har gjort er at sætte en vask over - og den mangler i øvrigt stadig at blive hængt til tørre. Hmmm... må jeg altså lige huske inden jeg går i seng!

Men ja - det at jeg har holdt fri i dag betyder så, at jeg har nogle ting, der skal ordnes i morgen. Først og fremmest en hel del arbejde. Og så nogle papirer der skal udfyldes til kommunen. Så skal der vaskes mere tøj, så jeg har noget at tage på på arbejde i næste uge. Og så skal der vaskes op og ryddes en smule op... Suk... det virker uoverskueligt. Men ingen vej uden om.

Mandag skal jeg på arbejde - det er ellers min fridag, men jeg skal jo være færdig og klar til tirsdag morgen. Men mandag kl. 14 kommer min bostøtte (derfor der skal ordnes lidt herhjemme, så at hun ikke får et chok), så jeg kan ikke arbejde til sent. For jeg vil virkelig helst ikke være nødt til at aflyse med hende. Det ville jeg være rigtig ked af!

Og tirsdag - ja - der løber kurset så af stablen på arbejde og jeg skal derfor arbejde fra 8 - 16, det er 2½ time mere end normalt... Onsdag igen arbejde + gruppe + psykolog. Torsdag + fredag også arbejde. Og så er der vist ikke tvivl om, at jeg er smadret, når det igen bliver weekend.

Overvejer dog at bede om lov til at "afspadsere" nogle timer senere på ugen... Måske. Nu må vi se hvordan det går.

Det værste ved at have så travlt - ja, hvad er det?

Dels er det et problem, at jeg ikke kan finde ud af at sætte de nødvendige grænser... Jeg SKAL altså lære at lade være med at overvurdere min egen formåen og "kapacitet". Skal skal skal!!!

Og dels er det et problem, at jeg mister evnen til at mærke mig selv. Jeg har simpelthen ikke overskud til det, når jeg er så udmattet. Og det ved jeg bare er SÅ farligt for mig. For jeg risikerer i den grad at overse mine egne advarselssignaler... Og hvis jeg gør det - ja, så opdager jeg jo ikke, hvis jeg er på vej ind i et tilbagefald. Og så ved jeg bare, at jeg lige pludselig sidder i saksen igen. Fanget i ulidelig og svær depression, selvmordstanker og komplet elendighed. Puha. Det må bare ikke ske. Jeg SKAL mærke mig selv. Jeg skal være bevidst om, hvordan jeg har det.

Med andre ord: Jeg skal altså ha' sat tempoet ned. Det nytter ikke noget det her. Jeg er nødt til at ændre strategi...

Men hvorfor er det så svært? Hvorfor gør det så umådeligt ondt at skulle erkende, at jeg ikke kan klare det samme, som jeg kunne før, jeg blev syg? Hvorfor er det så svært? Hvorfor er jeg så svag?????????????????

Jeg hader at være svag!!!

Alt det her stress har mange omkostninger. Jeg svigter "mit privatliv". Dvs. alle dem jeg holder af... Jeg har ikke overskud til at svare på sms'er... Til at skrive mails... Til at ringe... Til at besøge... Jeg har ikke overskud til "at være der" for nogen.

Og det er endnu et skidt tegn. For jeg ved, hvad det kan udvikle sig til. Jeg får ikke holdt kontakten ved lige med folk. Så bliver jeg flov og ked. Og så går der længere og længere tid uden, at jeg holder kontakt. Og pludselig - så er jeg fanget i isolationens jerngreb. Suuuuuuukkkkkk....

Og når jeg tænker på alt det her... så melder tvivlen sig. De store spørgsmål dukker op igen. Er det her med at få fleksjob overhovedet det rigtige valg? KAN jeg overhovedet klare at arbejde (selv på deltid!)? Måske burde jeg opgive at komme i arbejde - og søge pension? Men det vil jeg jo dybest set ikke ret gerne. Det ville virkelig være et nederlag og et tab for mig. Jeg dømmer ikke andre der får pension - for nogle er det bestemt det rigtige. Men for mig vil det være en falliterklæring. Jeg ville miste en enorm stor del af min identitet. Mit fag er vigtigt for mig. Min følelse af at være bare en anelse selvforsørgende er vigtig. Jeg vil sgu bare så gerne være normal.............

Åhh altså... sikke en lang smøre om alt muligt lort. Jeg kan bare ikke finde hoved og hale i tingene lige nu. Det hele går for stærkt...

Somebody please slam the brakes!!!

En træt træt træt Leely