Læs dagbog

Kære dagbog

Det hele er altså lidt hårdt for tiden... jeg synes ikke livet er så nemt...

Jeg har ondt i økonomien - igen. Jeg er arbejdsløs. Min bedste veninde er indlagt. Mit humør er nedadgående. Mit behov for kontrol over ting som ikke kan kontrolleres er stigende. Mit sortsyn er på fremmarch. Mit selvværd er helt i bund.

Ja, jeg kunne blive ved... Jeg kunne hurtigt glide ned i en ganske svær depressiv tilstand. Så jeg er nødt til at kæmpe imod. Jeg er nødt til at "ryste posen".

I dag tog jeg et kæmpe skridt... jeg fik afklaret noget med min økonomi... det gjorde ondt - meget ondt - på min "stolthed" eller hvad man skal kalde det... Jeg var nødt til at bede om hjælp. Jeg hader det. Men nu har jeg gjort det og der falder forhåbentligt lidt ro på. Så skal jeg bare igennem resten af denne måned for ca. 700 kr. Men køleskabet er tomt, jeg skal ha' købt medicin, og jeg skal ha' købt buskort... Hmm. Det bliver sgu ikke nemt.

I sidste uge var jeg på Fyn af to gange... det var en stressende uge. Og jeg ta'r afsted igen på fredag. Heldigvis har jeg fået en Orangebillet, så det kun koster mig 61 kr. at komme derned - i stedet for 189 kr. Håber også at jeg kan finde en billig billet til hjemturen.

Det er stressende at leve i den her uvished - jeg ville ønske at jeg havde sikker udsigt til arbejde og dermed også en stabil økonomi. Det ville betyde meget... hvis jeg ikke skulle bekymre mig sådan om økonomien, ville det frigive en hel del energi, som jeg kunne bruge på noget andet.

------

I morgen starter min gruppe op igen... rart! Det er tydeligt at jeg stadig har brug for mit support-team... så jeg ser frem til at vi starter op igen. Ser frem til at have en fast aftale hver uge, hvor jeg kan få lidt "luft"... Jeg har også besluttet, at jeg ikke er klar til at sige min bostøtte fra endnu. I hvert fald ikke så længe at jeg ikke har arbejde. Hvis jeg får arbejde, må jeg tage det op til fornyet overvejelse... men lige nu har jeg brug for støtten.

Det er rigtig fint med både gruppen og bostøtte - - men det jeg allerhelst ville have var flere psykologtimer. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne få en time hos ham hver anden uge... Det er det jeg har det bedst med. Men det kan ikke lade sig gøre. Det er simpelthen for dyrt. Men jeg savner ham - savner hans forståelse og omsorg... hans gode råd... den måde at han kan give mig kampgejst på - det er der ingen anden der kan.

------

I fredags var jeg inde på mit gamle arbejde og sige farvel til de sidste... vi fik en kop kaffe og en snak - og jeg fik endnu en fin afskedsgave... En altankasse med blomster :-)

Kollegaerne har tit snakket om deres haver - og min kommentar har flere gange været, at det må være rart at have sin egne have - men mine ambitioner på det område rækker ikke videre end til en dag at få en enkelt altankasse. Og det har de så bidt mærke i - og derfor fik jeg den gave. Det var rigtig fint og sødt af dem...

Jeg savner mit arbejde. Savner at have noget at stå op til. Savner at have værdi... Savner at være bare en lille smule "normal".

At gå på arbejde - det gav mig mulighed for at glemme mig selv en gang i mellem og i stedet fokusere på noget andet...

Jeg håber, at jeg snart får noget at lave igen!

------

Klokken nærmer sig 02 - og jeg har tusind ting i mit hoved som jeg gerne vil have til at forsvinde... men jeg bliver ved med at gå uden om den varme grød... kan ikke engang finde ud af at formulere tingene og skrive dem ned...

Tror jeg opgiver at skrive en meningsfuld dagbog... Måske jeg bare skulle gå i seng.

Leely