Læs dagbog

2 Pinex, 1 cola light og en portion is

En side i dagbogen "Et følelsesliv i smerte og kaos"
Skrevet af leely 4. september 2008 19:17

Kære dagbog

Får ikke skrevet så tit i disse dage... tingene kører lidt rundt for mig. Har det ikke så godt - men heller ikke superdårligt, trods alt.

Som så mange gange før er uvisheden en belastning i disse dage. Jeg synes det er frygteligt - jeg hader det. Hvordan/hvornår lærer jeg mon "at være i det"? Hvordan lærer jeg at lade være med at spekulere så meget, at jeg bliver frustreret og ked og bange? Suk. Bare jeg kunne lære det.

Jeg er jo stoppet på arbejde. Min ansættelse var midlertidig og udløb i fredags. Så nu er jeg arbejdsløs. Det er noget lort! Det har jeg ikke godt af - hverken psykisk eller økonomisk. Jeg har dog måske mulighed for at få arbejde snart... jeg venter bare på afklaring fra chefen... det er dybt frustrende at vente.

Hmm. Gider ikke skrive mere om det.

I mandags ringede min veninde. Hun har fået fødselsdepression - og er nu blevet indlagt. Hun ringede ved middagstid - og jeg besluttede så, at nu var jeg nødt til at tage ned og besøge hende og se med egne øjne hvordan det stod til. Så jeg forlod i al hast lejligheden, opvasken og rodet og drønede til Fyn hvor jeg blev til tirsdag aften. Hun har det rigtig skidt og det er enormt synd. Men jeg forsøger at trøste og være der for hende.

Men det er lidt hårdt synes jeg... Det var meget svært for mig at komme ind på en psykiatrisk afdeling - det gav ekstremt mange flashbacks. Selvom det er et andet sygehus - ja, så ligner sådanne afdelinger hinanden rigtig meget... og på mange måder var det som at være tilbage på Risskov. Og det er ikke ligefrem gode minder jeg har der fra. Men det gik jo og jeg besøgte hende både mandag og tirsdag.

I går var jeg til psykolog... åhh det var rart. Det giver mig bare sådan en tryghedsfornemmelse at snakke med ham... Jeg havde savnet ham men det var også omkring 1½ måned siden at jeg havde set ham.

Vi brugte lidt tid på at snakke om det med min veninde og jeg fik at vide, at det var forståeligt, at jeg synes det var en svær situation... det var rart at få at vide... rart at få bekræftet.

Vi snakkede om lidt af hvert, men overskriften var "egenomsorg"... Han fremhævede nogle ting som viste, at jeg er blevet bedre til det - og understregede at jeg skal være påpasselig med at tænke på mig selv.

Jeg synes nogen gange det er lidt "egoistisk"... Hans repons er, at nej, det er det ikke, men at han ofte oplever, at kvinder føler sig egoistiske, hvis de skal passe på sig selv.

Vi snakkede om, at det selvfølgelig kan kappe over og at man kan blive for egoistisk - men at jeg var langt fra den grænse... Jeg skal blive bedre til at passe på mig selv... Men det er altså svært nogen gange. Svært at tænke på sig selv først. Meget svært.

Nå, men tiden gik desværre alt for hurtigt... ville gerne ha' haft en time mere. Suk.

I dag havde jeg besøg af bostøtte. Det er første gang i 2 mdr. at jeg har haft besøg. Min egen bostøtte har haft ferie og er nu sygemeldt. Så det var min gamle bostøtte der var her. Det var helt ok - hun er sød og rar. Jeg kan godt mærke, at jeg stadig har brug for støtte og kontakt - så jeg vil gerne ha' besøg af bostøtte en gang i mellem igen. Det har ikke været godt, at jeg hverken har haft gruppe, bostøtte eller psykolog den sidste tid.

I næste uge starter gruppen heldigvis op igen. Det er altså rart. Det "glæder" jeg mig til... har i hvert fald stadig brug for gruppen - brug for at snakke om nogle ting.

I morgen eller lørdag - nok først lørdag - ta'r jeg igen til Fyn og bliver et par dage... Føler jeg skal være i nærheden af min veninde - og jeg har heller ikke rigtig set min familie i lang tid. Det er egentlig ikke fordi jeg har den store lyst til det... men føler bare at jeg er nødt til det.

Skal også ha' kigget på mine forældres computer... er nødt til at formatere den - de har simpelthen lavet kludder i lortet. Ingen vil indrømme det, men der er altså nogen der har fået slettet nogle systemfiler osv. Der er helt "kage i lortet". Så det må jeg få gjort.

Men suk - jeg tror altså ikke, at jeg orker at tage afsted før lørdag.

Nu har jeg lige taget 2 Pinex - jeg har så fandens ondt i min ankel... Og så har jeg fundet mig en cola light og noget is... så nu vil jeg hygge mig foran fjerneren og forsøge at glemme/fortrænge alle bekymringer og tanker.

Leely

Kommentarer fra andre brugere

Hej leely!

Dejligt for din veninde, at du støtter hende.

Sig mig skylder du egentlig din familie og dine forældre noget siden du skal besøge dem uden at have spor lyst? Måske skulle du vente med besøg til lysten dukker op.

kh
Lone

Skrevet af loa, 5. september 2008 01:40