Læs dagbog

Kære dagbog

Er trist i dag. Prøver hele tiden på at finde ud af hvorfor... og det bunder hele tiden i det samme: jeg føler ganske enkelt ikke jeg er "god nok". Jeg kan ikke lave om på den her grundliggende overbevisning. Den er som den er. Det er jo sandt...

Jeg er virkelig et skod af en kvinde... et menneske. No wonder at jeg er alene i verden... Jeg gider sgu ikke engang selv være sammen med mig!

Mine dårlige sider... er så talrige.

"Jamen så lav dog om på det" tænker folk nok. Men det er jo det jeg ikke kan!! Jeg vil så gerne - men jeg spænder konstant ben for mig selv... igen og igen...

En ting er at folk ikke gider ha' noget med mig at gøre - men hvorfor skal jeg selv blive ved med at gøre livet svært for mig selv? Hvorfor er jeg så selvdestruktiv?

Jeg ved godt hvad jeg kunne tænke mig at mit liv indeholdte... men jeg kan ikke finde ud af at arbejde hen imod det. Det er hele tiden et skridt frem og to tilbage.

Jeg er sgu en idiot.

- "Så gør dog noget for at ændre tingene Leely"...
- Jamen jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
- "Tag én ting ad gangen"...
- Jeg kan altså ikke... jeg kan ikke...

Jeg har masser af drømme for fremtiden - men måske er jeg bange for, at jeg opnår de ting jeg ønsker - og så stadig har det elendigt inden i?

Jeg ved ikke... kan ikke forklare det.

På onsdag skal jeg til psykolog. Vi er ligesom kommet til et sted, hvor jeg skal beslutte, hvad vi skal arbejde med fremover. Så næste gang skal jeg komme med et eller flere emner, som jeg gerne vil have hans hjælp til. Og det har skubbet lidt til alle de her ting... For jeg aner ikke, hvor vi skal "sætte ind". Der er jo tusind-og-en ting galt med mig... hvor skal vi dog starte? How do you mend a broken heart?

Tænker på mine mange "problemer":

- Overspisning. Maden er et narkotika for mig. Jeg bruger det på samme måde som jeg brugte Oxazepam - til at undertrykke følelser af skam og skyld. Jeg ved godt, at det er det, jeg gør - så hvorfor lader jeg ikke bare være?

- Hvis jeg kunne tabe mig kunne jeg gå igang med "projekt baby" - hvilket jeg utrolig vildt og inderligt gerne vil. Så hvorfor taber jeg mig ikke bare? Jeg tænker hele tiden at jeg vil gøre hvad som helst for at blive gravid. Hvorfor "vil" jeg så ikke tabe mig de kilo som lægen siger at jeg skal?

- Jeg kæmper med at komme helt og aldeles overens med, at jeg skal leve mit liv i ensomhed. Jeg VED at det ikke kan være anderledes. Har jo trods alt ALDRIG oplevet, at en mand var oprigtigt interesseret i mig... så jeg ved jo godt at det aldrig vil ske. Så hvorfor gør det mig stadig ulykkelig? Hvorfor accepterer jeg det ikke bare?

- Jeg undergraver konstant min egen økonomi... er uansvarlig. Hvorfor? Jeg ved jo godt, at jeg er dum, så hvorfor bliver jeg ved at gøre det igen og igen?

- Jeg er bare helt og aldeles et dårligt eksemplar af et menneske... defekt... en fejltagelse af dimensioner... en belastning for alt og alle jeg kommer i nærheden af.

Ååååhhh... hvad nytter det egentlig det hele?

Leely... som sidder med tårerne trillende ned af kinderne...