Læs dagbog

Kære dagbog

Har det stadig skidt. Græder en del... Kan ikke finde ud af noget.

Min ansigt ser stadig frygteligt ud - jeg vil helst ikke ses af nogen... det er ekstremt pinligt for mig. Jeg har altid vidst, at de fleste væmmes, når de ser mig fordi jeg er fed og ulækker - og nu med det her eksem oveni - ja, så kan jeg næsten ikke bære tanken om at andre skal se mig.

Måske er jeg latterlig - men det påvirker mig voldsomt.

I dag har jeg derfor bare været hjemme. Sov længe. Har set fjernsyn. Har spist helt enormt. Ulækkert. Ulækre mig.

I et forsøg på at distrahere mig selv gav jeg mig til at "rydde op" i soveværelset. Dvs. det skulle gerne ende med at blive mere ryddeligt, men lige nu er det endnu værre end da jeg startede, synes jeg. Jeg må fortsætte i morgen.

Jeg har smidt 4 sække tøj ud. De står nu i stuen. Der kommer nogle venner forbi og ser om der er noget de kan bruge - og ellers så skal det smides ud! Jeg GIDER IKKE ha' alt det tøj liggende, som jeg ikke længere kan passe. Det er tortur. Hver gang jeg åbner klædeskabet bliver jeg mindet om, at jeg har taget på i vægt. Så derfor: ud med lortet!

Jeg gav mig også til at rydde ud i reolerne. Alle mine noter/kompendier/kopier osv. er blevet smidt ud. Shit der var meget! Det var lidt svært. Der lå mange års arbejde i de ting. Men jeg har ikke brugt dem i laaaang tid. Og så blev jeg enig med mig selv om, at de ting der var der enten var forældet - eller også er det noget jeg kan finde på internettet, hvis jeg en dag får brug for noget. Derfor røg det ud.

Det var egentlig lidt en befrielse at smide det ud. Nu har jeg fået min fleksjobgodkendelse. Nu starter et nyt liv. Det er tid til at sige farvel til det gamle. Det var jo alligevel ikke en tid jeg ser tilbage på med glæde - overhovedet ikke!!!

Men ja - der er stadig meget rod i soveværelset. Jeg håber jeg har energi til at fortsætte i morgen. Jeg vil gerne ha' det gjort færdigt. Det har lignet en losseplads i over et halvt år - nu skal det være slut med det. Jeg skal have ryddet ud - og sorteret. Måske nogle ting kan ryge i kælderen. Vil bare have at der er mere luft og plads. Plads til at lægge rent vasketøj på plads. Det sidste lange stykke tid har jeg faktisk slet ikke haft mit tøj lagt på plads - altså det jeg bruger. Der har ikke været plads. Jeg vasker det - og ta'r det så i brug direkte fra tørrestativet eller en stak på spisebordet i stuen. Det når ikke ind i skabet.

Men ja - det skal der så laves om på nu. Overvejer lidt om jeg skal smide mit skrivebord ud også... Jeg sidder der jo alligevel aldrig - så det er bare pladsspilde. Min gamle stationære computer står der godt nok - men jeg har vist et lille computerbord på loftet hjemme ved mine forældre - det kan jeg jo bruge i stedet. Så ville der blive lidt mere luft og gulvplads.... Hmm... jeg ved det ikke helt endnu - det skal lige gennemtænkes.


Suuuk... hvad ellers...? Jeg ved det ikke. Mine tanker er ikke så rare... jeg skælder hele tiden ud på mig selv... er så trist... synes livet er svært... verden stiller så mange krav, som jeg ikke kan leve op til... Tristheden og ensomheden er kvælende. Det sorte hul i mit indre gør ondt...

Forsvinder smerten nogensinde helt?????? Kommer der nogensinde en dag, hvor jeg kan svare ja, når nogen spørger om jeg er lykkelig???? Jeg tvivler...

Ensom... trist... ked... bedrøvet... skamfuld... fuld af sorg... opgivende... overvældet... forvirret...

Det er følelser som præger mig i disse dage.

Jeg er forvirret af pommern til. Når jeg er på arbejde - så har jeg det for det meste ok. Jeg glemmer mig selv... det er befriende. Men tror også det er farligt, for det dræner mine kræfter.

Hvordan kan jeg nogen gange glemme elendigheden - og næsten bare et øjeblik senere så er jeg ved at drukne i den? Jeg forstår det ikke... forstår ikke mig selv.


Ensomheden. Den er roden til meget ondt. Det er når jeg er ensom, at jeg er mest trist.

Eller er det omvendt?

Er det når jeg er trist, at jeg er mest ensom?

I lang tid tror jeg, at tristheden er kommet før ensomheden... men jeg ved ikke helt om det passer mere.

Jeg tror at ensomheden kommer først nu. Ja, det tror jeg.

Så må jeg jo finde mig nogle venner osv. ikke sandt? Problemet er bare - at jeg nogen gange føler mig mest ensom når jeg er sammen med andre!

Giver det mening??? Er der andre der kender det???

Det er en ensomhed, som virkelig gør ondt. At sidde omkring et bord sammen med venner og/eller familie - og føle sig helt og aldeles ensom. Det er simpelthen så smertefuldt for mig. Puha. Får tårer i øjnene bare ved tanken.

Jeg har prøvet det så utrolig mange gange. At sidde sammen med mennesker - og så få det så dårligt at jeg får kvalme. Så går jeg ud og kaster op - uden nogen opdager det. Og så tilbage til selskabet. Gør mig så lille som overhovedet muligt. Usynlig.

Usynlig - sådan har jeg det tit. Enten føler jeg mig usynlig - eller også ønsker jeg at være det. Mærkeligt.

Hmm... jeg er mærkelig... og bare så trist. Tror jeg vil prøve og se om jeg kan grave min seng frem under alt det rod jeg har lavet i soveværelset - og så gå i seng. Eller måske bare sove på sofaen...

Godnat derude.

Leely