Læs dagbog

Kære dagbog

Nu sker det igen... jeg bliver bange. Bange for om endnu en depression er undervejs... Har sygdommen igen fået fat i mig? Eller er det "bare" frygt?

Jeg ved det ikke...

Ved bare at jeg ikke føler mig glad i disse dage. Jeg har svært ved at mærke nogen kampgejst... Jeg er træt som et alderdomshjem... helt flad.

Min veninde er stadig ganske syg - og jeg har derfor været på Fyn en del i denne måned. Men det tærer på krafterne. Dels det med at rejse frem og tilbage. Dels det at være så meget hos mine forældre. Men også hendes sygdom... den tærer også på mig, synes jeg.

Jeg lyder nok rigtig egocentreret, når jeg skriver sådan... men jeg synes det er hårdt. Jeg får rigtig mange flashbacks, som er skide ubehagelige... Jeg kæmper med den der følelse af, at jeg SKAL fixe alting... jeg skal løse ALLE problemer... men jeg kan jo ikke gøre hende rask.

Jeg tror faktisk, at jeg måske giver for meget af mig selv... jeg passer ikke nok på mig selv. Men det er svært. Jeg ved ikke, hvad jeg selv mener... jeg er forvirret.

Da jeg kom hjem søndag aften var jeg fuldstændig smadret... og jeg har sovet rigtig meget siden. Rigtig meget.

Jeg var sammen med min veninde både lørdag og søndag - og søndag var jeg også nede ved min bror og svigerinde. Deres datter - min niece - er lige fyldt 2 år, så jeg havde været ude og købe gaver til hende... Det var to måneder siden jeg havde set hende og hold da op hvor hun dog bare udvikler sig. Hun vokser - og hun får flere ord. Og hun er fuld af energi! Jeg havde bl.a. købt en rutchebane til hende. Sådan en af plastik med 3 trin... en der kan bruges både indenfor og udenfor. Hun var ikke et sekund i tvivl om hvad det var og hvad hun skulle bruge den til... allerede inden vi var færdig med at samle den forsøgte hun at tage den i brug. Og der gik ikke mange minutter før hun helt bevidst tog turen ned af den - med HOVEDET først. Hun er en vildbasse... he he.

Nå, men det var dejligt at se hende. Og også dejligt at se min venindes lille søn her i weekenden. Det er mange indtryk... sætter mange tanker i gang hos mig. Måske det også er med til at gøre mig så træt...

------

I morgen formiddag kommer min bostøtte og senere på dagen skal jeg til gruppe.

Ved ikke helt hvad jeg skal sige... jeg har bare ikke en god fornemmelse... føler mig træt og tappet for energi. Synes ikke tingene lykkes for mig for tiden.

Er det muligt at universet har vendt sig imod mig?

Ej pjat... nonsens... har det bare mærkeligt.

Mon det hænger sammen med, at jeg er gået ned i dosis af min medicin? Måske. Men det er jo ikke til at vide. Ingen kan svare på det med absolut sikkerhed... Måske jeg bare skal give det hele lidt tid... jeg ved det ikke.

------

Glæder mig dog til den 1. oktober... Da skal jeg til samtale hos en fertilitetslæge. Er spændt og nervøs... Mon han kan/vil hjælpe mig? Umiddelbart har han jo skrevet til mig, at han gerne vil hjælpe - men man ved jo aldrig... jeg er nervøs. Bange for at få knust min drøm igen.

Samme dag skal jeg også til psykolog. Det glæder jeg mig også til. Jeg savner ham for tiden. Savner trygheden. Omsorgen. Savner at snakke med ham... at snakke med én som jeg stoler så meget på.

Det er fint med bostøtte og gruppe - men jeg vil allerhelst snakke med psykologen... Han kan altså noget som ingen andre kan. Han kan give mig håb. Og kampgejst. Og tro.

Savner ham bare.

------

Nu er kl. 2.30 og jeg burde se at komme i seng... men jeg sidder bare her... er nærmest for træt til at gå i seng... kan man være det?

Forstår det ikke... hvordan kan det være at mit overskud... mit initiativ... min tro på fremtiden og livet... bare forsvinder? Det sker jo altså af og til... men hvorfor?

Vil den skide sygdom aldrig slippe sit tag i mig? Vil den altid være der? Åbenbart...

------

Ved ingenting i dag... eller nat. Håber at se lidt lysere på tingene i morgen. Det bliver sikkert godt for mig at se nogle mennesker... at få snakket lidt om løst og fast.

Nå... tror alligevel at jeg går i seng...

Leely