Læs dagbog

Kære dagbog

Klokken er snart 2 om natten... eller er det om morgenen? Nå, lige meget... sover i hvert fald ikke - stod nemlig meget sent op i dag, så nu kan jeg ikke sove.

Sidder og skifter mellem at se fjernsyn og høre musik... tænker en masse tanker - nogle mere mærkelige end andre.

Har været ganske doven de sidste par dage - bare haft brug for lidt ro tror jeg. Men jeg håber at komme lidt i gear igen i morgen... vil gerne ha' lavet noget herhjemme... ordnet vasketøj, gjort køleskab rent, bage franskbrød og rugbrød, - - og VASKE VINDUER! Skal altså ha' vasket de vinduer... de er direkte pinlige... møgbeskidte - kan ikke kigge ud mere! Så det håber jeg, at jeg kan finde energi til i morgen...

Nu hvor jeg ikke har arbejde, så burde jeg jo virkelig nok kunne få ordnet sådan nogle ting... Håber bare at jeg snart får noget arbejde igen. Har ikke godt af at gå hjemme. Jo længere tid der går, jo mere går jeg i stå, og jo sværere bliver det at komme i gang igen. Bliver mere og mere overbevist om, at jeg ingenting kan... Mister gå-på-modet mere og mere for hver dag der går... Kan nærmest mærke at det forsvinder.

Savner min psykolog meget i disse dage... ved godt at det ingenting nytter, men føler bare behov for at snakke med ham. Men har ikke råd lige nu. Er nødt til at vente til næste måned. Øv.

Savner bare at få snakket om det der sker "inden i" for tiden... Synes jeg svinger lidt for meget. Og jeg er bange - bange for at være på vej nedad igen. Kan bare ikke rigtig finde ud af mig selv for tiden - kan ikke finde ud af hvad der er hvad. Er det fordi jeg har reguleret medicin? Er det fordi jeg ikke har arbejde? Er det fordi jeg er økonomisk presset? Er det fordi min veninde er meget syg? Er det fordi jeg har været for meget sammen med min familie?

Det eneste jeg ved er, at længslen efter at få barn er så stærk, som den nogensinde har været. Jeg har haft nogle overvejelser her henover sommeren - nu hvor jeg har set hvor hårdt det er for min veninde, som er endt med en fødselsdepression. Så ja - det har selvfølgelig foranlediget nogle overvejelser... Men jeg kan ikke opgive min drøm - det vil jeg ikke. Så nu skal jeg ind og snakke med fertilitetslægen om et par uger. Glæder mig - og frygter det på samme tid. Men glæder mig mest - for jeg er nødt til at holde fast i troen på, at drømmen vil gå i opfyldelse.

Føler egentlig nok, at jeg står ved en skillevej... jeg kan ikke vælge at stå stille - jeg er nødt til at vælge mellem at gå fremad eller tilbage... Og tilbage er jo egentlig heller ikke en mulighed. Derfor er der kun fremad tilbage - skal så "bare lige" vælge hvilken vej fremad jeg vil gå.

Hvad nu hvis jeg vælger forkert igen???? Er så bange for at vælge forkert - at jeg endnu en gang risikerer at blive så paralyseret, at jeg lader omverdenen vælge for mig - lader tilfældighederne afgøre vigtige ting. Så fordi jeg er bange for at vælge retning - så risikerer jeg endnu en gang at lade stå til... Jeg vil gerne selv vælge hvilken retning mit liv skal gå i... men jeg er bange for at vælge forkert. Hvor finder jeg modet henne?

Ville ønske at jeg var modig. At jeg kunne tage vigtige beslutninger - stå ved dem - og gå målrettet efter mine drømme. Men ak nej. Jeg bliver altid styret af min egen frygt. Paralyseret af min egen frygt.

Hmm... tankerne driller. Kan ikke finde ud af noget lige nu. Forvirrer faktisk bare mig selv. Kan ikke forklare tingene - nok fordi jeg ikke selv forstår noget af det...

Så summa summarum - jeg er lidt forvirret... lidt rådvild... lidt søgende...

Gad vide om morgendagen byder på svar?

Leely